I mere end 150 år har vi brugt navnet på vores nærmeste slægtninge på livets vidt forgrenede træ som et skældsord: neandertaler. Udviklingshistoriens N-ord. En betegnelse for det primitive, tilbagestående og dyriske. Udtalt, selvfølgelig, af dem, der selv troede sig hævet over alle andre dyr og tænkte, at der jo nok var en mening med, at kun de blandt de mindst 25 menneskearter, som i tidens løb var opstået og gået til igen, havde overlevet til i dag.
At den historie nok siger mere om os end om neandertalerne, er vi først i de seneste år gået i gang med at få banket ind i vores store, selvglade hoveder, i takt med at vi så småt er begyndt at forstå, hvad de egentlig var for nogen, disse mennesker, som allerede længe havde levet i Europa, da vores forfædre og -mødre kom vandrende hertil fra Afrika. Og måske derfor forstår vi også bedre, hvorfor det ikke blev dem, der klarede skærene. Men os.
Svaret er bare knap så smigrende, som det vi er vant til.
Bedre redskaber og jagtteknikker end neandertalerne ser det ikke ud til, at homo sapiens havde. Måske ikke engang mere omløb i øverste etage. Og ikke meget synes at underbygge den oplagte tanke, at homo sapiens nok udkonkurrerede eller ligefrem udryddede neandertalerne.
