Uden for museets døre glemmer vi igen, hvor vild og fantastisk verden egentlig er. Hvilken ubegribelig historie vi som mennesker bidrager til med vores eget lille kapitel. At vi ikke alene er lige så meget dyr som alle de andre derinde i salene og montrerne, men at vores skeletter også åbenlyst følger den samme fundamentale arkitektur som alle andre pattedyrs. Fra spidsmusen over næsehornet og til den kolossale grønlandshval.
Et minut eller to bliver fortryllelsen måske hængende, når man træder ud i byen. Indtil vi får sat os op på cyklen eller ind i bilen, forvandler os fra pattedyr til trafikanter, og igen husker, hvem vi er, hvad vi hedder, og hvor langt vi var kommet i dagens program.
Sådan virker Zoologisk Museum på nogle af os. Som en kort pause fra civilisationens selvfølgeligheder. En dør, man kan træde ind ad og forsvinde i evolutionens labyrint en time eller to og undervejs komme til at zoome så meget ud, at man pludselig også får øje på sig selv, mennesket, som et lille led i livets lange, omskiftelige kæder.
Det er et sted, der gør én selv mindre. Og verden større.
