Selv om datoen for Bagsidens landskendte frit lejde-aktion ikke er endeligt fastsat, nærmer den sig med hastige skridt. Det er derfor en lettelse, at vi nu kan gå ud med nyheden om, at vi har en arkitekt tilknyttet projektet.

Christoffer Harlang er professor på afdelingen for kulturarv, transformation og restaurering på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Læsere af Bagsiden vil nok huske ham som medlem af arkitekturprofessortriumviratet ’Bagsidens Bøhmænd’, som huserede i spalterne hen over sommeren 2011.

I denne sammenhæng er det bestemt en fordel, at Christoffer Harlang er offentlig ansat, for så ved han, hvad det vil sige at skulle vende hver en skilling. Det er nemlig ikke luftkasteller, vi skal have bygget til frit lejde-aktionen på Rådhuspladsen, men en midlertidig pavillon, hvor den danske befolkning i ro og mag kan returnere statens ejendom.

Da Christoffer Harlang forleden gav tilsagn om at tegne pavillonen, aflagde Bagsiden – eller bygherren – ham en visit på hans kontor på Holmen.

Vi ville afstemme forventninger på samme måde som Mærsk Mc-Kinney Møller i sin tid må have afstemt forventninger med Henning Larsen, inden han gik i gang med at tegne Operaen, som jo også har en prominent placering.

Vi viste Harlang forlægget, hvis vigtigste materiale er krydsfinér. Folk, der kommer for at returnere illegitimt erhvervet statslig ejendom, går tyngede ind gennem en gang med en karakteristisk stigning og kommer lettede ud et andet sted. Christoffer Harlang så ud til at kunne lide, hvad han så.

Bagsiden: »Hvad synes du om mit forlæg?«.

Christoffer Harlang (CH): »Det er et rigtigt godt oplæg, du har lavet. Der er masser af intention i det, men der mangler noget meget afgørende. Der mangler en arkitektonisk bearbejdning, en formgivning, der kan forholde sig til stedet og forløse funktionen«.

Bagsiden: Hvad ser du som de største udfordringer ved byggeriet?«.

CH: »Ja, for det første skal du jo have den finansieret. Hvad er budgettet?«

BAGSIDEN: »Det er 0 kroner«.

CH: »Nå, det var ikke meget. Men du siger, at pavillonen skal stå på Rådhuspladsen?«.

Bagsiden: »Ja«.

CH: »Rådhuspladsen ligner jo mest af alt Tripoli i øjeblikket. Vil man overhovedet kunne finde den? Hvad med Christiansborg Slotsplads – kunne den ikke stå der?«.

Bagsiden: »Nej, jeg kan godt lide den folkelighed, der er forbundet med Rådhuspladsen, og der kommer mange mennesker forbi. Slotspladsen er også allerede optaget af Fredsvagten«.

CH: »O.k.«.

Bagsiden: »Hvordan vil du gribe arbejdet med pavillonen an?«.

CH: »For det første skal vi jo finde ud af, hvordan vi omsætter det, den skal kunne, til en midlertidig pavillonkonstruktion, der kan bygges inden for, hvad der er muligt med dit budget. Så meget afhænger af, at vi tænker det hele ind i en ny skitse på én gang: stedet, økonomien, funktionen og konstruktionen«.

Bagsiden: »Javel. Kan man bevare det ydmyge islæt, som bygningen har på skitsen, og samtidig for eksempel tilføre den en stemning af Mies van der Rohes pavillon i Barcelona?«.

CH: Jeg tror ikke, at det er Barcelona-pavillonens eksklusive elegance, vi skal gå efter her. Barcelona-pavillonen handler jo om transparens og det uendelige ... Det her handler mere om at skabe en diskret, næsten skjult, men værdig ramme om frit lejde-begivenheden – måske mere beslægtet med de små rum, man går ind i, når man skal stemme til folketingsvalget«.

Vodkapavillion.  Kunstneren Alexander Brodsky har lavet en bygning, som 'Offentlig ejendom tur-retur' kunne hente inspiration i.Højt til loftet
Christoffer Harlang havde forberedt sig. Han fandt et foto frem af en pavillon, som står et sted i Rusland.

CH: »Hvad siger du til denne her vodkapavillon som inspiration? Den er lavet af en russisk kunstner, der hedder Alexander Brodsky, og den er bygget af gamle vinduer fra en nedrevet ejendom. Der kommer ikke meget lys ind i den, men den er også lavet til at drikke vodka i«.

Bagsiden: »Det ser spændende ud«.

CH: »Måske vi kunne bygge frit lejde-pavillonen lidt på samme måde. Måske kunne vi lave den af genbrugsmaterialer fra huse, der er revet ned. Det kunne faktisk blive meget smukt. Eller vi kunne tænke helt andre materialer og konstruktionsprincipper ind i det. Den japanske arkitekt Singeru Ban har lavet en meget smuk pavillon af paprør – det er et midlertidigt tempel i et jordskælvsområde. Jeg har også set huse, der er bygget af tomme vinflasker og af brugte nummerplader... der er mange muligheder«.

Bagsiden: »Det er fint. Det handler jo om at arrangere et møde mellem den danske befolkning og den danske stat, så der bør ikke være nogen begrænsninger – i idéfasen. Når Bagsiden er involveret, er der højt til loftet. Noget andet er: Den elevation, som er tænkt ind i pavillonen, er den fordyrende for hele projektet?«.

CH: »Ja, men den er også vigtig. Den sætter den besøgende i en særlig andægtig stemning, der gør det muligt at samle tankerne før den alvorstunge begivenhed, så den synes jeg, vi skal beholde«.

Bagsiden: »Og hvordan med det overordnede sikkerhedsaspekt?«.

CH: »Uha, der er mange udfordringer dér. Brandsikkerhed først og fremmest; man skal kunne flygte ud af bygningen, hvis den bryder i brand. Men måske kan vi få en aftale med brandvæsenet om en brandvagt. Det ville også se godt ud! Så er der nogle udfordringer, hvis pavillonen skal være med betjening. Arbejdstilsynet har nogle regler blandt andet i forhold til dagslys, som ikke kan omgås«.

Bagsiden: »Jeg er sikker på, at både Arbejdstilsynet og Københavns Brandvæsen, som de offentlige arbejdspladser, de er, vil være dette projekt venligt stemt«.

CH: »Ja, vi skal nok få det løst. Jeg prøver at lave en skitse – skal vi sige i næste uge?«.

Bagsiden: »Super. Så finder jeg nogen, der kan bygge pavillonen«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken