»Morten, du er nødt til at gå op og dække på midtbanen«, gjalder ordren fra Dansk Folkepartis cheftræner Carl Christian Ebbesen.

Inden for kridtstregerne på den småsvedne græsplæne bag Nordlandshallen i Allinge er alt kaos.

Ben sparker ud efter ingenting, skrig fyger på tværs af banen, og folkevalgte politikere pruster livstruende, mens de forsøger at tvinge deres kroppe i retning af bolden.

LÆS OGSÅ Folkemødet er i gang: »Det er ret fantastisk«

Når læderet ruller, kan alt ske, plejer fodboldkommentatorerne at sige, når de løber tør for begavede betragtninger. Det er ikke helt sandt.

For i denne kamp virker det, som om en ting er sikker, og det er, at ingen kan stoppe kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R).

Dagen før at hans lovforslag om kirkelige vielser af homoseksuelle træder i kraft, er den indiskfødte tornado ustoppelig.

Med Punjab-provinsens kreative energi og Amagers fandenivoldskhed inkarneret i én spiller, er det ingen overraskelse, at det radikale hold fører 3-0, da folketingsmedlem Søren Espersen (DF) dukker op blandt tilskuerne ti minutter inde i kampen.

»Står det 3-0?!«, lyder den rystede reaktion, da de bænkede DF’ere beskriver den sportslige situation.

Men overraskelsen fortager sig lynsnart.

»Nu har jeg ikke set kampen, men jeg formoder, at forklaringen må være, at de radikale har snydt. Det er et snydeparti«, konstaterer Espersen, mens Manu Sareen scorer sit tredje mål med en overlegen flugter.

Store mål
Situationen er uoverskuelig for de unge DFU’ere, der ellers skriger ganske begejstrede med fra sidelinjen.

BT’s politiske journalist Andreas Karker er noget mere afmålt i sin udmelding.

»Det er pinligt for DF, det her«, klukker han skælmsk.

Imens er Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen kørt tør.

Med lungerne på vej ud af munden må han lade sig udskifte. På bænken tales der mere om holdets 5-3-sejr på Folkemødet i 2011 over netop de radikale end den øjeblikkelige ydmygelse.

Retsordfører Peter Skaarup må trække stikket for igen at få vejret.

»Det er godt nok nogle store mål«, lyder Skaarups vurdering, mens en holdkammerat blot konstaterer:

»Det er håbløst, det her«.

Bare for at være flink
I pausen er der ikke meget ligestilling eller næstekærlighed at spore i minister Sareens attitude.

Hvordan vurderer du modstanderen?

»De er faktisk ret gode«.

Det ser sgu ikke sådan ud ude fra sidelinjen...

»Nej, jeg sagde det også bare for at være venlig«, siger kampens topscorer, inden han lover endnu tre mål i anden halvleg.

Hos modstanderne fra højrefløjen mangler den messerschmidtske skarphed i angrebene. Eller måske er det en camresk spilfordeler, holdet fattes?

Holdet er allerede faldet fra hinanden, da Kim Christiansen i vrede forlader banen.

»Jeg har kaldt på bolden tre gange nu, og jeg får den sgu ikke. Jeg gider sgu ikke sådan noget indianerbold«, proklamerer den igen tydeligt forpustede spydspids, der ikke får vejret, før kampen endegyldigt fløjtes af.

Dansk Folkeparti må i stedet for den stabile centerforward fra Mariager skifte en ung kvindelige DFU’er på banen. Ikke en disposition, der huer træner Ebbesen.

»Vi skal sgu ikke have to kvinder på banen samtidig«, råber han.

Med en krigerisk ligestillingsminister på banen lader det stærke køn til at have trange kår denne dag.

Hovmod og badges
Mod kampens slutning lader uddannelsesminister Morten Østergaard (R) sig udskifte.

Med slet skjult selvglæde sender ministeren en højlydt hilsen til AGF, der i næste sæson for første gang siden 1997 skal ud at spille europæisk fodbold.

»Jeg kommer helt sikkert til at være til stede på Århus Stadion. Måske endda på banen«.

Stemningen har ubehagelige undertoner af sportslig overlegenhed i den radikale lejr, men blandt desillusionerede DF’ere har MF Peter Skaarup en plausibel forklaring på 7-1-stillingen:

»Det går så skidt både for regeringen og for de radikale, at vi har besluttet os for simpelthen at forære dem sejren«, forklarer Skaarup, mens Manu Sareen er her, der og alle vegne.

»Han har flotte ben«, udbryder en tililende kvindelig DR-journalist. De friske og heppende DFU-piger går skridtet videre:

»Han har leopardben«, lyder dommen.

Efter kampens sidste fløjt mødes de to hold midt på banen. Her får Sareen stukket en foret kuvert i hånden. Den indeholder politiske badges fra den radikale lejr, som de slagne folkepartimedlemmer skal bære synligt resten af dagen.

Og for at føje spot til skade hæver dommeren stemmen, mens DF-holdet forlader banen efter det, de troede var et 7-1-nederlag.

»I glemte at tælle jeres selvmål med. Det blev 8-1«.