Sundhed først, troen dernæst. Men skal man følge lægens eller præstens anvisning, inden frelsen også gælder helsen?

Katolikker står over for et svært valg.

I disse influenzahærgede tider kan det blive svært for især stærkt troende katolikker at forene hensynet til sundhed og hygiejne med nødvendigheden af at mærke det hellige vand på ansigt eller hænder.

Præsten, der kaster vandet på medlemmer af menigheden, kan jo være smittet - næppe af tvivlens nådegave, men måske af H1N1.

Elektronisk vandspreder
Så hvem skal katolikken stole mest på - sin læge eller sin præst. Går turen til lægeklinikken eller hen i kirken?

Nu har en norditaliensk opfinder hjulpet sine trosfæller ud af dilemmaet.

Han har opfundet en elektronisk vandspreder. Ikke af den slags, man vander græsplæner med. Nej, den nye maskine er særlig indrettet til at stå i kirkerummet (den er selvfølgelig gjort af keramik) og fungerer på samme måde, som de moderne sæbe-dispensere, der kendes fra toiletter i bl.a. hoteller, restauranter og lufthavne.

Man sætter hånden under apparatet og ud kommer sæben, fordi en fotocelle har registreret, at der er et menneske tæt på.

Således også i den lille by Fornaci di Briscio, hvor den lokale menigheds medlemmer nu kan holde sig langt fra den stedlige præst - man kan jo aldrig vide, hvad han har haft fingrene i - og i stedet sætte hænder eller hoved under den nye opfindelse.

Frelsen kommer i dråbeform, og præstens mumlen kan man jo tænke sig til. Eller høre en mp3-fil med de hellige ord.

Om varedeklarationen nu også garanterer, at vandet er helligt, melder historien indtil videre intet om.