Da jeg forleden tog hjem fra det bestyrelsesmøde i Aabenraa, hvor DR afskaffede klassisk musik om dagen, lod jeg vejen gå forbi Dybbøl.

Her hvor unge mænd blev dænget til med granatsplinter og led en bitter død af sårfeberen. På grund af dansk dumhed og tysk råhed.

Senere gik jeg en runde på Sønderborg Slot, hvor kong Christian II var spærret inde i 16 år, skønt han havde fået frit lejde til at besøge sin farbror, den nye konge Frederik I.

Christian II havde ikke selv været for god. Havde på mor Sigbrits anbefaling bragt mange svenske og danske adelsmænd i døden. Det var ikke kun svenskerne, der kaldte ham Christian Tyran.

Jeg kom hjem over Als, sejlede forbi Lyø, hvor en anden kongekriger, Valdemar Sejr, var blevet holdt fangen. Og jeg så fra færgen ind over Fyns gule og grønne marker. Her hvor det jævne bondefolk, dine og mine forfædre, i århundreder har måttet trælle for krigerkonger, skatteopkrævere og det danske vintervejrs hårde pisk.

Pengene herskede, lovene var tit magtesløse. Sult og elendighed var gerne vilkårene for dem, der ikke adlød brutalitetens ensrettende kamp for overlevelse. Landevejsrøveri var almindeligt i England i 1700-tallet.

Børnemishandlinger almindeligt på skoler og i hjemmene op til vor tid. Hvad foregår ikke i den 3. verden den dag i dag. Mænd vansirer ustraffet deres hustruers ansigter med syre. Unge drenge hænges på gaden i kraner, fordi de er homoseksuelle.

Det er det liv, vi lige har forladt på vore kanter. Eller håber, vi er i færd med at forlade.

Jeg tænkte på dette under min hjemrejse fra bestyrelsesmødet i Aabenraa. Det møde, der besluttede, at Mozart, Haydn, Beethoven, Schubert, Carl Nielsen skulle afskaffes i DR om dagen til fordel for popmusik.

Forhærdet af armod og svagelighed, frygtende udplyndring, hekse og øvrighed mødte det europæiske menneske for nogle få århundreder siden orkestermusikken. Den blev en kraft, der både frigør og autoriserer vore følelser, sorg og glæde, medlidenhed og kærlighed. Den gør mennesket til det, vi kalder et civiliseret væsen.

Vel havde folkemusikken længe været til stede som adspredelse. Men med kirkernes kormusik og 1600-1700-tallenes symfoniske storværker opstår en dyrkelse af andre magter end hære, penge, handel og mad. Af skabelsen, som den tiljubles i Händels ’Messias’. Af den verdslige storhed, som den hyldes i Mozarts ’Kroningsmesse’.

Den klassiske musik udvikler en forfinelse af vor lydhørhed og vore følelser, uden hvilken vor tids humane, demokratiske borger ikke var blevet til.

Nok var det på Haydns og Mozarts tid kun fyrsterne, der lyttede til symfonierne. Men budskabet spredtes. I 1800-tallet kom der koncertsale og musikforeninger. Danmarks Radios første leder, Emil Holm, ville, at alle radiolyttere skulle have del i geniernes musik.

Og efter Anden Verdenskrig angav radiorådsformand og vor første kulturminister, Julius Bomholt, retningen: den bedste musik, den klassiske, skulle kunne høres både live og i radio og tv af enhver borger i Danmark.

Den klassiske musik er en af de søjler, den vestlige kultur hviler på. Den forædler livet side om side med sproget, litteraturen. Når Dvorac høres, gennemtrænges og gribes sjælen af instrumenternes finhed og komponisternes fantasi. Når jeg hører Mozarts ’Kroningsmesse’, hylder jeg ikke en konge. Jeg opfatter, at der eksisterer noget ædelt i tilværelsen, som jeg er en del af. Og skal leve op til.

Det gjorde mine DR-bestyrelseskolleger ikke forleden. Jeg bebrejder dem det ikke. Jeg tror ikke, de forstod, hvad det var, de gjorde ved at stemme den klassiske musik ud. Men jeg sørger over, at DR på Danmarks vegne meldte vores land ud af den vestlige civilisation. Det er et barbarland, der kun vil spille klassisk musik om natten.

Her i landet holder vi os fremover til ’Eine kleine Nachtmusik’. Om dagen foretrækker vi P3’s og P4’s primitive rytmedunk, elektronisk rambuk-musik. Uma-lala-umalalala, som en af teksterne til rambuk-dunkene i P4 lyder.

I Jørgen Mylius’ Eldorado-verden måles alt i hits. Et af dem lyder: ’Clap your hands and stamp your feet’. Sådan nogle tramp kunne sørøverne på ’Bounty’ sikkert også danse til under stormastens dødningeflag.

Og vi andre kan jo også en gang imellem danse sørøverdans for den smukke Yvonne til studenterfesten. Men behøver det foregå på begge DR’s FM-musikkanaler? Når de samme hits jo også kan høres på regionale og andre kanaler?

Vi kunne have bevaret den klassiske P2 og slået P3 og P4 sammen. Sådan at P4’s musiktyper høres om formiddagen, når de voksne kører på arbejde. Mens P3 kunne begynde klokken 14, når de unge kommer hjem fra skole.

I øvrigt tror jeg ikke, P4 har så høje lyttertal, fordi lytterne holder af rambuk-lydene. Men fordi bilister på vej til arbejde vil høre, hvordan trafikken arter sig, samt høre de opkvikkende journalistiske indslag.

Men det afgørende og triste er tabet af den daglige klassiske musik. Bach og Mendelsohn kan sagtens klare sig uden DR. Men DR – og Danmark – kan ikke klare sig uden Bach og Mendelsohn.

Da Joseph Haydns mæcen, Esterhazy, byggede et nyt slot, valgte han at placere slottet i et insekthærget moseområde.

Han ville bevise, at det oplyste menneske evnede at gøre et rædselsfuldt sted smukt. Det er dette, den klassiske musik kan – vise, at mennesket evner mere end at danse krigsdans og brøle.

At vi formår at kombinere det aldrig før kombinerede, at nuancere, individualisere, at få vore inderste følelser udtrykt i form af en musikalsk skønhed, der ophøjer vor eksistens.

Når det sker, får vi livsmod, så vi ikke lader os lokke i dumhedens og fornedrelsens fælde. Og ikke bliver frække magthaveres uniforme medløbere.