Det var synet af de mange kvinder i familien, som var slidt ned af arbejde på fabrikken, ved symaskinen og i rengøringsjob, der gjorde forskellen.

Dét syn satte sig nemlig på lille Pias nethinde i starten af 1960’erne og gav hendes liv retning.

Hun blev ikke bare socialt indigneret og feminist, men kastede sig også ud på en lang social rejse. Væk fra stenbroen med en tjenerfar og en ufaglært mor og ind i en klasse med universitetsstudier, hvor hun siden har udfoldet sig som både journalist på DR og Information og som forfatter af den anmelderroste bog ’Lillys danmarkshistorie’.

»I min familie har man altid været slidt, når man blev gammel. Og jeg ville bare ikke være nedslidt som 50-årig. Da jeg var 13 år, fik jeg et job i opvaskehallen på en restaurant i Kastrup Lufthavn. Der arbejdede jeg sammen med Jytte, der røg Look. Det var forfærdeligt. Fra klokken 7 til 15 var jeg lukket inde i det der tildampede rum – hver dag hele sommeren! Dér tog jeg beslutningen: Jeg skulle have den uddannelse, så jeg ikke endte som Jytte og de mange kvinder i min familie«.

Fik du opbakning til bøgerne?

»Hjemme i reolen var der stort set kun Hemingway og Salmonsens Leksikon. Men da min far opdagede, hvor glad jeg var for at læse, hjalp han mig til at få et lånerkort, så jeg selv kunne låne bøger. Det var genialt. Min far havde selv været et begavet barn, og hans skolelærer havde forsøgt at overtale mine bedsteforældre til, at han skulle blive lærer. Men det kunne ikke lade sig gøre. Jeg tror, at jeg i høj grad har realiseret min fars ambitioner ved at foretage den klasserejse, som han selv blev forhindret i«.

Så du kom på gymnasiet?

»Ja, og det var et kulturchok. Her hørte jeg f.eks. om Grundtvig for første gang. Mange af mine kammerater var børn af tandlæger, læger og advokater, så de havde en meget større ballast med hjemmefra end mig. Jeg følte mig fremmed. Helt ved siden af. Jeg kunne ikke sætte ord på, men følte mig bare helt forkert. Jeg begyndte at pjække. Heldigvis mødte jeg midt i pjækkeriet en dag min far på Vesterbrogade og fik en overhaling, så mit hår stod vandret. Han sagde, at hvis jeg ikke passede min skole, kunne jeg jo bare komme ud og arbejde, og jeg vidste, han mente det. Da så jeg opvaskehallen og alle de slidte kvinder i familien for mig. Og så tog jeg mig sammen«.

Nøgenmodel i Ugens Rapport
Men inden Pia Fris Laneth startede på samfundsfagsstudiet i København i 1975, blev hun model. Nøgenmodel. Foldeudpige i Ugens Rapport.

Det må da have været et chok for dine forældre?

»Tværtimod. At være foldeudpige lå fuldstændig i forlængelse af min mors idealer. Hendes syn på kvinders sociale opstigning var enten at gifte sig godt eller at blive skuespillerinde eller fotomodel. »Se bare på Vivi Bak«, sagde hun, »hende gik det jo så godt«.

Ja, men ligefrem foldeudpige i Ugens Rapport?

»I arbejderklassen, hvor jeg kom fra, gjorde man sig ingen illusioner. Hvis der var en hurtig vej op ad den sociale rangstige, så skulle man tage den. Alle kvinderne i min familie arbejdede hårdt, mange havde dårlig ryg eller åreknuder, og vi vidste godt, at man bliver grim af at arbejde. Her skulle jeg bare stille mig op og stritte med brysterne – hvad var problemet? Man havde i arbejderklassen et mere praktisk forhold til kroppen. Nøgenmodelarbejde var bare en lettere form for manuelt arbejde, kroppen skulle jo sælges alligevel. Jeg fik 15 kroner i timen hos bageren, hvor jeg arbejdede, og jeg fik 1.500 kroner fra Ugens Rapport«.

Så du gik den vej?

»Naturligvis. Efter Ugens Rapport kom jeg med i Miss Danmark-konkurrencen. Det var mellem 1. og 2. g. Jeg var så heldig at komme videre i konkurrencen og rejste til Japan, hvor jeg blev Miss Young International-skønhedsdronning i konkurrence med 46 andre piger. Der var jeg i næsten to måneder og arbejdede som model. Det viste sig at være ret kedeligt, og da de stod og viftede med en kontrakt, sagde jeg: »Nej, jeg skal hjem og være student««.

Hvad sagde dine forældre til det?

»De var glade for, at jeg tog studentereksamen. Men der var krise, da jeg efter et par år på universitetet droppede modeljobbet, klippede mig korthåret og trak i overalls. Min mor syntes, det var det dummeste, hun nogensinde havde hørt, og hun sagde: »Jeg kan ikke begribe, at nogle mener, at man ikke kan læse, fordi man har læbestift på«. Og min far sagde: »Pia, du kan komme igennem din uddannelse uden studiegæld««.

Tegning:  Roald Als.
Opgøret med forældrene om modelkarrieren var et forvarsel om den kulturkløft, som Pia Fris Laneth senere kom til at opleve som et grundvilkår: at have et ben i både arbejderklassen og i den intellektuelle klasse.

»Det startede på gymnasiet, hvor jeg jo i forvejen følte mig fremmed, og hvor en dum skid havde taget billedet fra Ugens Rapport og hængt det op på et rullekort, så da læreren hev ned i kortet, kunne alle se mig nøgen«.

Og det fortsatte?

»Da jeg begyndte at læse samfundsfag i 1975, kunne jeg ikke se, at det skulle være et problem at være venstreorienteret feminist og lave freelancearbejde som fotomodel. Men det syntes omgivelserne. Jeg fik en ny slags kærester. Mænd, som mente, at det var ideologisk forkert. Og væmmeligt. Engang havde jeg en kæreste, som fik det fysisk dårligt, da han så mine billeder. Det blev sværere og sværere for mig både at være arbejderpige og intellektuel«.

Hvad gjorde det ved dit forhold til dine forældre?

»Afstanden blev større. En aften kørte min far mig hjem fra kollektivet. Han slukkede motoren og sagde: »Pia, der er noget, jeg gerne vil tale med dig om. Din mor og jeg er bange for at miste dig. Vi er bange for, at du ikke længere vil synes, at vi er fine nok«. Min far talte normalt ikke om den slags ting, så jeg vidste, hvor vigtigt det var. Men selv om jeg var meget opmærksom på, at det ikke måtte ske, skete det alligevel. Det er først noget, jeg har erkendt senere i livet. At være ’fin på den’ er det værste, man kan være i arbejderklassen«.

Og du blev ’fin på den’?

»Ja, jeg tror nok, jeg blev lidt fin på den. Mine forældre forstod f.eks. ikke, hvorfor jeg altid skulle arbejde. Jeg kunne finde på at sige nej til en familiefest, fordi jeg havde en artikel, der skulle skrives. Så er man blevet fin på den. Man kommer væk fra sin familie, når man skifter klasse. Det handler ikke om mangel på kærlighed eller respekt, men om, at ens erfaringsverden er så forskellig. Det var en stor sorg«.

Stadig rød
En ting gav Pia Laneth ikke køb på, mens hun kravlede op ad rangstigen og ind i de intellektuelles rækker: den sociale indignation.

Det ligner et paradoks: Du er på flugt fra arbejderklassen – og alligevel solidariserer du dig med den. Er det ikke selvbedrag?

»Da jeg gik på universitetet i 1970’erne, ville jeg nok helst være fri for min arbejderklassebaggrund. Men det gik over. I alt, hvad jeg laver i dag, om det er at skrive en bog, skrive ledere i Information, hvor jeg arbejdede i mange år, eller holde foredrag, så er min arbejderbaggrund vævet ind i alt det, jeg gør. Det forhold, at jeg har befundet mig i flere sociale klasser, har givet mig en horisont og en livserfaring, som jeg sætter pris på«.

Så selv om du er på flugt fra arbejderklassens værdier, identificerer du dig med dem?

»Jeg har fået mine grundlæggende holdninger ind med åndedrættet – som den slags selvfølgeligheder, man umiddelbart bliver forbavset over, at andre sætter spørgsmålstegn ved. Og når man er vokset op i et hjem med stærke ligheds- og solidaritetsidealer, så virker konservative og liberalister rent ud sagt egoistiske. Eller ligefrem onde. Den følelse har rod i grundholdninger, som jeg har ’indåndet’ fra barnsben, og som har lagret sig som en vished om, hvad der er godt og ondt«.

Far med sjofle vittigheder
Også de feministiske holdninger fik Pia Fris Laneth grundlagt i barndommen.

»Det har været afgørende for min opfattelse af køn, at jeg er vokset op med lutter søstre og kusiner. Vi er meget forskellige og spænder over både såkaldt mandlige og kvindelige interesser, temperamenter og adfærd. Så jeg tror ikke, der findes særlige maskuline og feminine egenskaber«.

Men der var én mand, der ragede op i din opvækst, en maskulin bartender, der kunne rive sjofle vittigheder af sig. Din far?

»Det er rigtigt, at min far havde et arsenal af – ekstremt – sjofle vittigheder, som mine venner på universitetet tog som udtryk for mandschauvinisme. Men han hvilede så meget i sin maskulinitet, at han havde fuldstændig tiltro til, at kvinder og mænd kunne det samme. Og fordi han som tjener var meget hjemme om dagen, tog han sig af husholdningen og af os børn. Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg lagde mærke til, at der hos de andre var en meget mere skæv kønsrollefordeling. Min far har haft enorm betydning for mine ligestillingsholdninger«.

Hånden på hjertet, hvad er du i dag – arbejderpigen eller akademikerpigen?

»Jeg føler mig hverken hjemme det ene eller det andet sted. Men som menneske er det et kæmpeprivilegium at have erfaringer, der spænder fra stenbroen med rotter og lokum på trappegangen, som min mor sagde, og til universitetsverdenen. Det har i den grad præget mine holdninger. Og jeg er både stolt af mine rødder og af min klasserejse«.