Hadet til Sverige i dansk politik er ved at antage proportioner, der tangerer den rene galskab. Det kulminerede forleden med den rystende meddelelse om, at Sverigedemokraternas valgvideo (fanatiske, burkaklædte muslimske kvinder, der jager en stakkels, hvid pensionist med deres barnevogne) var blevet ’censureret’.
Altså var Sverige et land uden ytringsfrihed. At Pia Kjærsgaard, leder af Dansk Folkeparti (DF), pendanten til Sverigedemokraterna, blev rasende ved nyheden om denne undertrykkelse af hendes svenske broderparti, var vel ikke så overraskende. Hendes målestok for et lands demokratiske tilstand er, hvor stort et fremmedfjendsk parti landet har.


