Engang i august var tre børneeksperter ude i et vigtigt ærinde: Danske vuggestuebørn får for lidt af den altafgørende en til en-kontakt. Det kan gå ud over barnets udvikling.

Et ret alvorligt opråb, altså.

Så skulle man jo tro, at det, de tre alvorsmænd ville slå til lyd for, var, at danske småbørn var mere hjemme hos deres forældre og mindre tid i daginstitution. Men det var netop ikke budskabet. Ikke med et eneste ord blev denne mulighed nævnt.

Til gengæld blev der krævet flere penge til daginstitutionerne og altså højere skatter.

Et par dage senere kunne man nok en gang høre danske politikere slå fast, at kvinder, der ikke gør karriere, oftest fordi vi distraheres af børn og hjem, er »ressourcespild«.

Men har de tre børneeksperter ret, kan det aldrig være spild af ressourcer at give sit barn den en til en-kontakt, som åbenbart er så livsvigtig. Hør blot, hvad børnepsykiatriens grand old man Gideon Zlotnik siger:

»Alle børn skal have lov at gå hjemme og hygge sig i hjemmet de to første leveår. Det er her, hele barnets fundament lægges. Når det er på plads ved toårsalderen, er det klar til at gå ud i junglen. Indtil da er forældrene barnets psykologer/pædagoger, fordi de er de primære kontaktpersoner«.

Selv blev jeg overrasket over Zlotniks klare tale, da jeg interviewede ham til min bog. Hvorfor hører vi aldrig det? Hvorfor har vi bygget en velfærdsmodel op, der reelt presser forældrene i fuldtidsjob og børnene i vuggestue?

Hvorfor er det ikke en kvindesag at kæmpe for at rehabilitere moderskabet og støtte de kvinder, moralsk og økonomisk, der i en periode vælger børnene frem for arbejdsmarkedet?

Det skyldes for det første feminismen, for det andet et kidnappet ligestillingsbegreb.

Feminismens anden bølge, der satte ind omkring 1970, havde som mål at gøre op med husmoderen. Bizart, men sandt:

Kvindebevægelsen erklærede krig mod en bestemt gruppe kvinder. Lillemor derhjemme var dybest set ikke bedre end en prostitueret – hun blev jo forsørget af sin mand – og kunne hun i øvrigt overhovedet stimulere børnene lige så godt som de professionelle?

Den sidste opfattelse døde ikke ud med de lilla bleer. Tværtimod. Hør f.eks., hvad Anne Knudsen med chefredaktionel nedladenhed skrev i 2005: Den hjemmegående fuldtidsmor »kan ikke lære sit barn det, samfundet forventer, at det skal kunne før skolealderen«. Derfor skal børnene tvangsinstitutionaliseres.

Knudsens arrogance er ikke enestående blandt nutidens velbjærgede feminister.

Forfatteren Lone Ryg Olsen slår f.eks. fast: »Kvinder fralægger sig ikke hovedansvaret for alle de områder, der tidligere udgjorde kvindens verden. Resultatet er et samfundsmæssigt spild«.

Den feministiske krimiforfatter Gretelise Holm følger op:

»...kvinder har et menneskeligt behov for deres betydningsfulde stilling i hjemmet, så længe de ikke har en anden interessant stilling at indtage«.

For arbejdet i hjemmet kan jo ikke være interessant, kan det vel? Det er jo en ’kødgryde’, som Dansk Kvindebiografisk Leksikon omhyggeligt omtaler hjemmet som.

De skitserede opfattelser er ikke bare udtryk for en primitiv form for snobbisme, men er et direkte resultat af dogmet om det uværdige i at være økonomisk afhængig af sin ægtefælle. I hvert fald hvis ægtefællen er af hankøn.

Men skal en småbarnsmor være rigtig uafhængig af sin mand, skal hun være rigtig længe på arbejdspladsen og barnet være rigtig længe i daginstitution.

Derfor er det bedste, der kan ske i et 10 måneder gammelt barns liv, at komme i vuggestue, lyder det feministiske standardsvar. Og derfor kvæler feministerne gang på gang enhver kritisk debat om danske børns institutionsliv, som Zlotnik resigneret konstaterer.

Og så er der ligestillingen, et ord, hvis betydning er blevet vendt på hovedet.

Slår jeg f.eks. op i FN’s ligestillingsrapport, kan jeg læse, at jeg er med til at trække Danmark ned på den internationale ligestillingsrangliste, fordi jeg ikke har et fuldtidsarbejde.

Jeg bidrager nemlig til at gøre løngabet mellem mænd og kvinder større.

Og Ligestillingsministeriets hjemmeside kan oplyse mig om, at jeg er med til at forhindre realiseringen af ligestilling, fordi jeg personligt har gjort alt, hvad jeg har kunnet, for at bidrage til den »meget skæve barselsfordeling« mellem forældrene (jeg ammede lidt bedre end min mand, syntes jeg), hvad der ifølge dansk statsfeminisme er »et af de allerstørste ligestillingsproblemer«.

Nej, det er da ej. Jeg bliver da ikke mindre ligestillet af at tage al barselsorloven.

Ligestilling i ordets egentlige betydning vil sige lighed for loven og lighed i ansættelsen, ikke at kønnene gør lige meget karriere eller ordner lige meget vasketøj.

Feministerne, der mener det sidste, burde gå i gang med at gøre noget ved ligestillingen i fængslerne. Her står det helt galt til: Næsten alle indsatte er mænd.

Vi må have flere kriminelle kvinder! I hvert fald hvis deres ligestillingsregnskab skal gå op.

Det er på tide at befri ligestillingsbegrebet fra dets kidnappere og gøre op med de feministiske tabuer.

I hvert fald hvis man ønsker danske børn mere en til en-kontakt.