Annonce
Debat 2. okt. 2010 KL. 13.30

Feministerne har dræbt husmoderen

Feministerne har kidnappet ligestillingsbegrebet, og det rammer børnene, skriver Katrine Winkel Holm.

Katrine Winkel Holm

Er født i 1970.

Hun er cand. theol. og er tilknyttet den teologiske bevægelse Tidehverv.

Hun har bl.a. været med til at danne Trykkefrihedsselskabet, som hun sidder i bestyrelsen for, ligesom hun er medlem af DR’s bestyrelse.

Katrine Winkel Holm har skrevet en række bøger, og den seneste, ’Rend mig i kødgryderne’, udkommer i dag.

Privat er hun gift og mor til tre. Hendes far er folketingsmedlem Søren Krarup (DF).

Engang i august var tre børneeksperter ude i et vigtigt ærinde: Danske vuggestuebørn får for lidt af den altafgørende en til en-kontakt. Det kan gå ud over barnets udvikling.

Et ret alvorligt opråb, altså.

Så skulle man jo tro, at det, de tre alvorsmænd ville slå til lyd for, var, at danske småbørn var mere hjemme hos deres forældre og mindre tid i daginstitution. Men det var netop ikke budskabet. Ikke med et eneste ord blev denne mulighed nævnt.

Til gengæld blev der krævet flere penge til daginstitutionerne og altså højere skatter.

Et par dage senere kunne man nok en gang høre danske politikere slå fast, at kvinder, der ikke gør karriere, oftest fordi vi distraheres af børn og hjem, er »ressourcespild«.

Men har de tre børneeksperter ret, kan det aldrig være spild af ressourcer at give sit barn den en til en-kontakt, som åbenbart er så livsvigtig. Hør blot, hvad børnepsykiatriens grand old man Gideon Zlotnik siger:

»Alle børn skal have lov at gå hjemme og hygge sig i hjemmet de to første leveår. Det er her, hele barnets fundament lægges. Når det er på plads ved toårsalderen, er det klar til at gå ud i junglen. Indtil da er forældrene barnets psykologer/pædagoger, fordi de er de primære kontaktpersoner«.

Selv blev jeg overrasket over Zlotniks klare tale, da jeg interviewede ham til min bog. Hvorfor hører vi aldrig det? Hvorfor har vi bygget en velfærdsmodel op, der reelt presser forældrene i fuldtidsjob og børnene i vuggestue?

Hvorfor er det ikke en kvindesag at kæmpe for at rehabilitere moderskabet og støtte de kvinder, moralsk og økonomisk, der i en periode vælger børnene frem for arbejdsmarkedet?

Det skyldes for det første feminismen, for det andet et kidnappet ligestillingsbegreb.

Feminismens anden bølge, der satte ind omkring 1970, havde som mål at gøre op med husmoderen. Bizart, men sandt:

Hvorfor er det ikke en kvindesag at kæmpe for at rehabilitere moderskabet og støtte de kvinder, moralsk og økonomisk, der i en periode vælger børnene frem for arbejdsmarkedet?

Katrine Winkel Holm

Kvindebevægelsen erklærede krig mod en bestemt gruppe kvinder. Lillemor derhjemme var dybest set ikke bedre end en prostitueret – hun blev jo forsørget af sin mand – og kunne hun i øvrigt overhovedet stimulere børnene lige så godt som de professionelle?

Den sidste opfattelse døde ikke ud med de lilla bleer. Tværtimod. Hør f.eks., hvad Anne Knudsen med chefredaktionel nedladenhed skrev i 2005: Den hjemmegående fuldtidsmor »kan ikke lære sit barn det, samfundet forventer, at det skal kunne før skolealderen«. Derfor skal børnene tvangsinstitutionaliseres.

Knudsens arrogance er ikke enestående blandt nutidens velbjærgede feminister.

Forfatteren Lone Ryg Olsen slår f.eks. fast: »Kvinder fralægger sig ikke hovedansvaret for alle de områder, der tidligere udgjorde kvindens verden. Resultatet er et samfundsmæssigt spild«.

Den feministiske krimiforfatter Gretelise Holm følger op:

»...kvinder har et menneskeligt behov for deres betydningsfulde stilling i hjemmet, så længe de ikke har en anden interessant stilling at indtage«.

For arbejdet i hjemmet kan jo ikke være interessant, kan det vel? Det er jo en ’kødgryde’, som Dansk Kvindebiografisk Leksikon omhyggeligt omtaler hjemmet som.

De skitserede opfattelser er ikke bare udtryk for en primitiv form for snobbisme, men er et direkte resultat af dogmet om det uværdige i at være økonomisk afhængig af sin ægtefælle. I hvert fald hvis ægtefællen er af hankøn.

Men skal en småbarnsmor være rigtig uafhængig af sin mand, skal hun være rigtig længe på arbejdspladsen og barnet være rigtig længe i daginstitution.

Derfor er det bedste, der kan ske i et 10 måneder gammelt barns liv, at komme i vuggestue, lyder det feministiske standardsvar. Og derfor kvæler feministerne gang på gang enhver kritisk debat om danske børns institutionsliv, som Zlotnik resigneret konstaterer.

Jeg bliver da ikke mindre ligestillet af at tage al barselsorloven.

Katrine Winkel Holm

Og så er der ligestillingen, et ord, hvis betydning er blevet vendt på hovedet.

Slår jeg f.eks. op i FN’s ligestillingsrapport, kan jeg læse, at jeg er med til at trække Danmark ned på den internationale ligestillingsrangliste, fordi jeg ikke har et fuldtidsarbejde.

Jeg bidrager nemlig til at gøre løngabet mellem mænd og kvinder større.

Og Ligestillingsministeriets hjemmeside kan oplyse mig om, at jeg er med til at forhindre realiseringen af ligestilling, fordi jeg personligt har gjort alt, hvad jeg har kunnet, for at bidrage til den »meget skæve barselsfordeling« mellem forældrene (jeg ammede lidt bedre end min mand, syntes jeg), hvad der ifølge dansk statsfeminisme er »et af de allerstørste ligestillingsproblemer«.

Nej, det er da ej. Jeg bliver da ikke mindre ligestillet af at tage al barselsorloven.

Ligestilling i ordets egentlige betydning vil sige lighed for loven og lighed i ansættelsen, ikke at kønnene gør lige meget karriere eller ordner lige meget vasketøj.

Feministerne, der mener det sidste, burde gå i gang med at gøre noget ved ligestillingen i fængslerne. Her står det helt galt til: Næsten alle indsatte er mænd.

Vi må have flere kriminelle kvinder! I hvert fald hvis deres ligestillingsregnskab skal gå op.

Det er på tide at befri ligestillingsbegrebet fra dets kidnappere og gøre op med de feministiske tabuer.

I hvert fald hvis man ønsker danske børn mere en til en-kontakt.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
22. maj. KL. 08.45
Anklage. Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen er blevet angrebet for at blande sine personlige interesser ind i sit arbejde, da hun medvirkede i en tv-dokumentar om sin egen ulykkelige barndom. - Foto: EHRBAHN JACOB

Pinligt angreb mod Zornig

Overgreb mod børn bør ikke anskues som 'en meget privat sag', men som et højaktuelt samfundsproblem.

21. maj. KL. 10.34
Togtiggeri. På en almindelig dag er det nu mere reglen end undtagelsen, at folk på S-togene mellem Nørreport og Sydhavnen bliver afbrudt af tiggere, skriver debattør. - Foto: Jens Dresling (arkiv)

Tiggerne i S-togene provokerer mig

Tiggeriet er forulempende og provokerende for de rejsende.

19. maj. KL. 18.55
Ignorance. Kollektivet har svært ved at gennemskue markedsmekanismerne, og derfor handler vi på baggrund af dårlige eller forkerte informationer, forklarer Vincent Hendricks. - Foto: ADRIAN JOACHIM

Kollektivt fjolleri hjalp finanskrisen på vej

Krisen er vores fælles ansvar, ikke bare grådige finansfolks og uansvarlige bankers.

19. maj. KL. 20.37
Distance. Det er altafgørende at opretholde en professionel distance til det område og de mennesker, man ønsker at hjælpe. Ellers kan det forhindre, at man hjælper optimalt. Tegning: Per Marquard Otzen.

Taler Børnerådets formand sin egen eller børnenes sag?

»Lisbeth Zornig Andersen bruger sit formandskab som løftestang for sin egen sag«.

18. maj. KL. 15.04
Tegning: Roald Als

Venstrefløjen har overladt debatten til højrefløjens intellektuelle

Nævn tre centrum-venstre-intellektuelle, der præger den politiske debat i dag.

18. maj. KL. 13.12
Ammedebat. »Her tre år efter fødslen er mine bryster udlånt til en velartikuleret ung dame, der er helt bevidst om, hvad hun vil, og hvornår hun vil det«, skriver jordemoderstuderende. - Foto: Thomas Borberg (modelfoto)

Amning er da ikke perverst

Tre år efter fødslen er mine bryster udlånt til en velartikuleret ung dame.

18. maj. KL. 09.27
Valg? Regeringens finanslov for 2013 kan godt stemmes hjem med Enhedslisten, men at regere landet efter sit grundlag, kan regeringen ikke. - Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Ender Thornings reformplan i valg?

Uden Løkke vil regeringens finanslov for 2013 være uden reformer.

17. maj. KL. 23.50
Foto: MYDSKE PETER

Hvornår skal de rigeste til lommerne?

Hvis alle skal bidrage, mangler der noget i regeringens 2020-plan.

17. maj. KL. 00.01
fejlet. Helle Thorning-Schimdt har forspildt muligheden for at være brobygger i EU. - Foto: THIERRY CHARLIER/AP

Thornings EU-formandskab er slået fejl

Statsministeren har hverken ideologisk eller politisk formået at slå igennem på europæisk...

Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

22. maj. KL. 00.01 Tolle lege

Det sker
Havnespot. Nogle af de bedste solsteder i København findes langs havnen. Her er det Toldbodens Grillbar. - Foto: Mathias Christensen
22. maj. KL. 12.02

Guide: Københavns bedste havnespots

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning