fakta

Elisabeth Møller Jensen er direktør i Kvinfo.

Der er i Danmark en lang og velkendt tradition for, at ny lovgivning om ligestilling først gennemføres nationalt, når presset fra EU er blevet så stort, at der ikke er nogen vej udenom.

Fra Romtraktaten (1957) over ligelønsdirektivet (1975) og frem til de seneste års kamp for en uafhængig instans for ligestilling har EU været den store dynamo.

Derfor er det slet ikke nyt, at Danmark forholder sig fodslæbende til ligestillingsinitiativer fra EU.

Men det er trods alt helt nyt, at vi med Lykke Friis har fået en ligestillingsminister, der er så kæk, at hun direkte er stolt over rollen som bremseklods.

Så stolt, at hun dårligt er landet i Kastrup efter ministermøde i Bruxelles, før nyheden tikker ind på de danske redaktioner, at Lykke Friis har benyttet ministermødet til at samle en alliance mod kønskvoter!

Man skal da læse meget, før brillen falder af.

Og det helt uanset, hvad man måtte mene om kvotering af kvinder til bestyrelser. Selv er jeg ret lidenskabsløs i forhold til forslaget, som kan være et udmærket redskab, men omvendt også er blevet så omstridt, at bare ordet ’kønskvoter’ kan kortslutte enhver konstruktiv debat.

LÆS OGSÅKjer og Sjelle: Kvindekvoter er socialistisk lighedsmageri

Således blev jeg en hel del klogere, da jeg i 2008 interviewede Ib Kunøe, en dansk erhvervsmand med positive erfaringer fra Norge, der som bekendt har indført et krav om 40 procent repræsentation af kvinder i bestyrelser.

På baggrund af egne erfaringer med den norske lovgivning anbefaler Ib Kunøe dansk erhvervsliv at følge Norges eksempel.

Når 50 procent af befolkningen består af kvinder, »er det helt åndssvagt, at der ikke er en rimelig repræsentation« (Forum for køn og kultur).

Til gengæld er han kritisk i forhold til at lægge ud med 40 procent, når der i dag er så få kvinder i danske virksomheders direktioner.

Ib Kunøe foreslog, at man i Danmark kunne starte blødt med et krav om, at der skal være mindst én kvinde i bestyrelsen i alle børsnoterede selskaber og i virksomheder af en vis størrelse.

Efter et år kan man så undersøge, hvordan det er gået, og derefter over nogle år skærpe kravet til 25, 30 og måske 40 procent.

Man behøver jo ikke, efter Kunøes mening, at have været administrerende direktør for at sidde i en bestyrelse:

»Du kan have den ene eller den anden specialisttilgang, du kan være advokat eller konsulent«.

Inge Berneke er i sin spritnye bog, ’Kvinde kend din karriere’, omvendt modstander af kvoter, fordi hendes erfaring som headhunter har vist hende, at erhvervslivet netop vægter den tunge ledelseserfaring hos kommende kandidater til bestyrelsen.

Til gengæld mener hun, at den norske kvotelovgivning er det bedste, der er sket for den danske debat, fordi det har sat fokus på problemet. Og så understreger hun behovet for lovgivning i forhold til de strukturelle forhindringer, som får mange højtbegavede og veluddannede kvinder til at fravælge en karriere i erhvervslivet.

Til de strukturelle problemer hører den danske barselslovgivning.

Hvis Lykke Friis som ligestillingsminister havde ytret bare den ringeste vilje til at sikre unge fædres individuelle ret til barsel, havde jeg måske levet med, at hun spænder ben for ligestillingskommissær Viviane Redings ambitiøse ligestillingspolitik.

Men Lykke Friis har ikke vist vilje til at røre en finger i forhold til de afgørende problemer, og derfor er det simpelthen en skandale, at hun praler af alliancer med Holland, Sverige og Storbritannien mod kvoter.

»Når vi nu skal ud og konkurrere med Kina og flere«, siger Lykke Friis, »så skal man jo stille med det bedste hold«.

Jeg gad nok vide, hvordan vi kommer frem til at stille med det bedste hold, når de højtuddannede kvinder på forhånd er valgt fra.

Det allermest anfægtende er jo, at hun tilsyneladende slet ikke tror på hverken ligestilling eller på den velfærdsmodel, som har sikret de nordiske samfund en førerstilling i verden.

Den økonomiske krise i Europa har mange steder aktiveret løsninger, som til forveksling ligner en afmontering af velfærdsstaten.

Storbritannien går foran med beslutningen om at fyre 500.000 til 700.000 ansatte i den offentlige sektor, i Holland fjernes støtten til kunst og kultur, og i Sydeuropa går folk på gaderne i protest mod nedskæringer og forringelser.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, om der her i landet ikke kunne være en anden vej at gå?

Danmarks økonomiske succes hænger tæt sammen med det faktum, at danske kvinder har den højeste erhvervsfrekvens i verden. Dertil uddanner danske kvinder sig i en takt som aldrig før.

Hvis vi skaber ny vækst gennem mere velfærd og endnu mere ligestilling, skal vi da nok kunne trumfe både Kina og alle de andre konkurrenter.

Det er danske kvinders aktive bidrag til fællesskabet, som har bragt os dertil, hvor vi er i dag. Men det kræver mod at fortsætte netop den udvikling.

Det kræver mod til at satse og dertil en tro på, at velfærdssamfundet kan udvikles og fornys også under en økonomisk krise.

Jeg mistænker ikke Lykke Friis for at ønske sig et system som det kinesiske eller et husmoderideal som det hollandske, men når hun ligefrem praler af sin alliance mod Viviane Reding, får jeg en ubehagelig fornemmelse af, at hun helt har mistet tilliden til det fundament, som de nordiske velfærdssamfund bygger på.

At hun er i vildt løb væk fra et samfund, som skal sikre højtuddannede mødre en mulighed for at vælge karrieren og give de unge fædre en chance for at vælge familien.

Væk fra det guld, som skal sikre fremtiden.