Kære Anne Lea Landsted.

Det er altid en god ting at diskutere journalistiske metoder, uanset hvor misforstået kritikken er.

Det er mig, der sammen med min kollega Kaare Gotfredsen, har produceret historierne fra Herlev Hospital. Og jeg har et overordnet problem i forhold til din kritik: Du ved ikke, hvad du snakker om.

LANDSTEDS INDLÆG»Virkeligheden er mere nuanceret«

Du kritiserer, at TV 2 ikke har foretaget et »kan det virkelig passe-tjek«, inden vi bragte historien om lægernes brug af hemmelige koder på Herlev Hospital. Men selvfølgelig har vi det. Vi har brugt timelange seancer på at tale med læger på Herlev Hospital om koderne. Det er jeg sikker på, at Herlev Hospital gerne vil bekræfte.

Vi har gang på gang bedt lægerne om at forklare, hvad koderne er, hvorfor og hvordan de bruger dem, og for hvilke patienter de benytter dem.

Og lægerne har svaret. I hver eneste udsendelse er disse forklaringer blevet fremlagt af overlæger og hospitalsdirektører. Men har du ikke set de pågældende udsendelser?

Vi har dokumenteret, at læger på Herlev Hospital ikke fortæller deres patienter, at de er udelukket fra genoplivning og intensiv behandling.

Det er en praksis, som hospitalet, sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen, Det Etiske Råd og ikke mindst patienterne er enige om, er forkert på alle tænkelige etiske og lovgivningsmæssige parametre.

Det er den centrale, nye påstand i vores fortællinger.

Men for at fortælle om praksis vedrørende koderne, som udelukker patienterne, er vi først nødt til at fortælle, at koderne eksisterer.

Og det faktum, at koderne er kendt i sundhedsvæsenet, og at de har eksisteret i forskellige former i årevis, betyder ikke, at det er kendt stof for hele Danmarks befolkning.

Spørg bare Lilly Hühnemørder, Ruth Martens og de andre mennesker, der har gået rundt med koderne uden at vide det. De vidste ikke, at de havde koderne stående i deres journal.

De anede ikke, hvad de betød. Og de vidste ikke, at deres læge traf - i bogstaveligste forstand - livsvigtige beslutninger på deres vegne uden at fortælle dem om det.

Det, synes jeg, er en væsentlig historie. Det gør de mange seere, der har henvendt sig efterfølgende, også.

Hvad du synes, må du egentlig selv om. Så længe du lader være med at kritisere mig for mit arbejde, når du ikke aner noget om det.