Det var en omfangsrig svada, Kresten Schultz-Jørgensen 22.2 sendte af sted imod, hvad han kalder blomsten af Danmarks ungdom på kommunikations- og politikstudierne.

LÆS INDLÆGStuderende skriver og ræsonnerer som 11-årige

Kresten Schultz-Jørgensens kritik går på, at vi hverken kan stave, argumentere eller ræsonnere, hvilket skulle føre til selvskabt fascisme.

I forrige semester var Kresten Schultz-Jørgensen min forelæser på CBS, hvorfor jeg føler det nødvendigt at respondere hans påstande.

Indledningsvis vil jeg gerne bekræfte opfattelsen af, at det kniber gevaldigt med at skrive opgaver i et korrekt sprog.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kresten Schultz-Jørgensen her sætter fokus på en aktuel og relevant problemstilling.

Desværre forplumrer min forelæser en vigtig debat, når han helt undlader at rette blikket indad både i forhold til CBS og sig selv.

Som studerende på en universitetsuddannelse er det mig en gåde, hvorfor der ikke i højere grad er konsekvenser forbundet ved at aflevere en eksamensopgave med et sjusket sprogbrug.

Dumpeprocenten på vores studie er forsvindende lille, og de høje karakterer bliver delt ud til højre og venstre. I praksis har det således ingen betydning, hvorvidt man gør sig umage eller ej.

Kresten Schultz-Jørgensen burde gå i dialog med sine medundervisere for at få løftet kravene til os studerende, hvilket jeg tror, vil være et frugtbart supplement til stort opsatte artikler i Politiken.

Dernæst forstår jeg heller ikke, hvorfor Kresten Schultz-Jørgensen virker så overrasket over tingenes tilstand, når der er yderst begrænset mulighed for at få konstruktiv feedback på skriftlige eksamensopgaver.

Det er vist højst sket en lille håndfuld gange i løbet af mine små tre år på CBS.

I forhold til den del af kritikken, der går på, at vores studieårgang ræsonnerer som 11-årige, så undrer jeg mig over, at Kresten Schultz-Jørgensen ikke har brugt sin position som lektor til proaktivt at gøre noget ved problematikken.

Han er uden tvivl blandt de mest sympatiske og morsomme forelæsere, jeg har oplevet.

Jeg er dog ikke nødvendigvis overbevist om, at lange kavalkader af underholdende personlige anekdoter fra underviseren automatisk udløser eksamensopgaver med et højere abstraktionsniveau, perfekt retstavning og logisk argumentation.

Overordnet set er jeg således enig i Kresten Schultz-Jørgensens påstand om, at vi studerende har brug for at stramme op på den sproglige front.

Det ville dog nuancere debatten, hvis Kresten Schultz-Jørgensen et kort øjeblik valgte at vende blikket indad.

Såfremt vi får skabt øget selvkritik blandt både studerende og forelæsere, så tror jeg, at vi kan undgå den selvskabte fascisme.