Når det kommer til ungdommen, er jeg en glad ambassadør.
Efter ti år som underviser og censor på landets universiteter forekommer unge mennesker i tyverne mig mere flittige, fokuserede og empatiske end generationerne, der gik forud, min egen inklusive.
Men skrive kan de ikke.
Denne vinter har jeg igen censureret flere end hundrede opgaver hos blomsten af Danmarks ungdom på kommunikations- og politikstudierne.
De skriver som 11-årige, så er det sagt, og de ræsonnerer på nogenlunde samme niveau.
Det banale, retstavningen, først – og her er min egen uofficielle hitliste:
Ingen kan bøje ’synes’ i nutid; det bliver altid til ’syntes’. Mangel på nutids-r. (»Jeg lære en masse«). Sammensatte ord i ét ord. Diskussion bliver til ’diskution’. Kommaer som en by i Rusland.
Men retstavning er ikke sagens kerne. Det afgørende er tabet af skriftsprog.
Evnen til at fremføre et argument, at gennemføre en analyse, at drage en konklusion. Hovedsætninger, bisætninger og længere tekstafsnit. Sokratisk argumentation: at bygge på logik og alligevel række ud mod tvivlen.
For fanden, hvor er den slags totalt long gone. Borte har taget skriftsprogets ræsonneren. Tilbage er talesprogets følelser, fornemmelser og fordomsfulde værdidomme.
En virksomhed, der er ’latterlig’. En politiker, der er ’komplet idiot’. Håndfaste domme afsagt af 22-årige analfabeter fulde af selvtillid.
Lad mig give typisk eksempel: Eksamensopgaven lyder på en analyse af virksomhed X’s udfordringer og muligheder i forhold til en kommende politisk lovgivning, der skærper kvalitetskravene til virksomhedens sukkerholdige produkter.
Besvarelsen bør således indeholde data, argumentation og en række anbefalinger, som den studerende forholder sig ydmygt og diskuterende til.
Virkeligheden er oftest en anden: I tidens stil får vi en voldsom ophobning af ’synsninger’ på det allermest overfladiske spinplan. Virksomhedens direktør skal f.eks. »gå på tv«, ellers er han »helt til grin«.
Man kan jo mene, som progressive sprogforskere ynder at gøre det, at et »levende« sprog kun vidner om sproglig »kreativitet«. At unge mennesker nu som altid jonglerer med de semantiske muligheder, hvorfor udviklingen aldrig kan være andet end »spændende«.
Færre ord, mindre råderum, flere fordomme. Dét er, som bekendt, fascisme.
Kresten Schultz-Jørgensen
Men jeg tror faktisk, at »udviklingen« har karakter af afvikling, og at George Orwell havde ret: Opløsningen af sproglige kompetencer medfører nødvendigvis en erosion af tankekraft og et goddag til den selvskabte fascisme.
Færre ord, mindre råderum, flere fordomme. Dét er, som bekendt, fascisme.
I så fald trækker afviklingen på både massemediernes blodrus og det politiske livs niveaufald. Dannelseskrisen i både familien, folkeskolen og gymnasiet. Fortsæt selv listen.
Skriv kommentar