Angela Brink

Angela Brink er forfatter, journalist og kommunikationsrådgiver.

- Foto: Polfoto.

Er der et kollektivt behov for, at bestemte typer ikke klarer skærene på toppen?

Kan det tænkes, at hvis den enlige mor, som vi ellers kender som en pjusket, statistisk figur, der har brug for alle hånde almisser fra den store fælles medlidenhedskasse, klarer sig alt for godt, så er der ingen undskyldninger tilbage for alle de andre, der synes, det er svært at få hverdagen til at hænge sammen trods parforhold og helt almindelige ni til fire-job?

Af uransagelige grunde noterer den danske presse og det politiske kommentatorkorps sig i hvert fald uden videre, at Tina Nedergaard stopper som minister for at hellige sig sit barn, der lige er begyndt i skole.

Ingen i koblet af kommentatorhanhunde har valgt at eftersætte duftsporet af en kønspolitisk uret, der er begået for åbent tæppe.

LÆS ARTIKELTina Nedergaard: Jeg er ikke ufejlbarlig

Hvis det virkelig er sandt, at Tina Nedergaards afgang skyldes problemer med den hjemlige infrastruktur, er det virkelig et tilbageslag for ligestillingen.

Kan det virkelig være rigtigt, at det i vores omfattende, ja nærmest kvælende velfærdssamfund ikke er muligt at være minister, hvis man er enlig mor til et skolesøgende barn?

Det kan selvfølgelig godt være. Ser man på listen over undervisningsministre de seneste 150 år, har der ikke været nogen enlige mødre på posten.

Men det beviser ikke, at det i A/S Smørhul (aka Danmark) skulle være umuligt at kombinere moderskab med ministerpost – heller ikke selv om man er eneforsørger og langt væk fra netværket i Jylland.

Tina Nedergaard må selvfølgelig forvalte sit liv, som hun vil.

Men der er noget absurd og lidt væmmeligt over den selvfølgelighed, hvormed alle synes at acceptere, at en mor, der er alene med et barn, ikke kan løfte et toplederjob som f.eks. undervisningsminister.

Lytter man til Tina Nedergaard, synes hendes problemer at kunne koges ned til at være af praktisk karakter, og løsningen på det er simpel: Ansæt en husholderske.

Når det så er sagt, dukker der godt nok et andet problem op: I vores ellers så frie samfund, hvor folk må have lige så mange seksualpartnere, de orker, og ingen tager anstød af, at unge mennesker udstiller deres egen dumhed i programmer som ’Paradise Hotel’, er der en forventning om, at en ordentlig mor skal være hjemme og klidbrødbagende, når poden kommer fra skole.

Jeg vil gerne opfordre enhver kvinde, der tvivler på, at det forholder sig sådan, til i en prøveperiode på en måned at lade sit barn hente i børnehaven af en ung, asiatisk au pair:

Det giver kontant, negativ afregning fra de omgivelser, der ellers kunne formodes at være tilhængere af, at kvinder – herunder enlige kvinder – køber den hjælp, der skal til, for at kunne begå sig på diverse niveauer på arbejdsmarkedet.

Læs f.eks. Politikens dækning af værtsfamiliemobningen her.

Selv om mænd traditionelt ikke nødvendigvis har fyldt deres ganske tilværelse med interesse for eller nærvær over for deres børn, forventes det stadig i et eller andet omfang af kvinder.

Muligvis først og fremmest af kvinderne selv.

Og måske, hvis ikke kvinder stadig faldt for deres egne forestillinger om det gode moderskab, ville Tina Nedergaard have siddet på posten som undervisningsminister i hvert fald indtil valget, der kommer senest inden for de næste seks måneder.