Ib Tardini, hvad er der galt med nutidens ungdomsfilm?

»Det, jeg ser som et stort problem, er, at de ikke får fat i de unge. Tidligere lavede vi det, vi kaldte uskyldstabsfilm, hvor vi prøvede at møde de unge i øjenhøjde og lod dem fortælle, hvad det vil sige at være ung og usikker. Nutidens ungdomsfilm berører nogle meget ekstreme dramaer, som de unge ikke kan genkende sig selv i«.

På hvilken måde kan de ikke genkende sig selv?

»De opfatter ikke sig selv som sådan nogle barske tøser eller drenge. Det er måske kun et lille hjørne af deres hverdag, der ser sådan ud. Det er som om, man ikke rigtig har forstået at fortælle på de unges egne præmisser«.

Tegning:  Jørn Villumsen

Men det er vel ikke det samme at være ung i dag, som det var at være ung i 70’erne og 80’erne – er det ikke naturligt, at typen af ungdomsfilm har forandret sig i takt med det omkringliggende samfund?

»Jo, det er det selvfølgelig. Der er heller ingen tvivl om, at tonen er anderledes i dag. Men jeg mener stadig, at vi mangler nøglen til at gå ned og fortælle i de unges øjenhøjde. Jeg sad i mange år og sagde, at man ikke skulle være bange for, at unge blev påvirket af de der voldelige tendenser, der er. De var skarpe nok til at vurdere, at det bare var filmtricks. Indtil jeg pludselig opdagede, at min 12-årige søn gik rundt og opførte sig som ham i ’Pusher’. Så det har altså en stærk påvirkning«.

LÆS OGSÅEr unge virkelig så dumme?

Er det ikke filmens rolle at forstørre dramaet og virkeligheden, så det bliver interessant at se?

»Både og. Tag for eksempel ’Vil du se min smukke navle’. Der er ikke en meters drama, men der er en helvedes masse nærvær. Man kan virkelig mærke, hvor svært det kan være at finde hinanden og sig selv. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen for at putte det ind i et drama. Problemet opstår, når man skal skildre de miljøer, nutidens ungdomsfilm foregår i, i øjenhøjde. Når man forholder sig distanceret til det, så fungerer det ikke på film«.

Er det nødvendigt, at de unge skal genkende sig selv?

»Ja. Det handler om at være i stand til at fortælle de unge menneskers egen historie. De skal kunne spejle sig i historien og mærke for eksempel en ensomhed, som de selv har oplevet. Det gør størstedelen af nutidens ungdomsfilm ikke. For det at være i puberteten er jo et kæmpe drama, men stadig langt fra de miljøer, vi ser på film i dag«.

Skal ungdomsfilm kunne favne alle?

»Ja da, meget gerne. Og det er jeg sikker på, at den vil, hvis den er god. Alle gode film kan favne mange målgrupper«.

Hvad er det så, du savner ved nutidens ungdomsfilm?

»Jeg savner en ny Niels Malmros eller Søren Kragh-Jakobsen. En, som kan lave gode og relevante film til de 11-16-årige. Den svenske film »Fucking Åmål« er et rigtig godt eksempel på en ungdomsfilm, som rammer ad helvede til. Det kunne vi helt sikkert godt lære noget af«.