Både USA og mange sydeuropæiske lande er i dyb økonomisk krise. Aktiemarkederne er styrtdykket, og økonomer forudser, at flere sydeuropæiske lande står over for en statsbankerot.

USA, der tidligere var verdens mest kreditværdige land, kan også gå fallit. Det har været en højdramatisk uge.

Hvordan kunne det gå så galt, Jørgen Ørstrøm Møller?

»Det er først og fremmest på grund af dårlig politisk ledelse i den vestlige verden, og fordi vi er styret af en økonomisk teori, som ikke længere svarer til virkeligheden«, siger den tidligere topdiplomat, som i dag forsker i international økonomi og netop har udgivet bogen ’How Asia can shape the World’.

Hvad venter der os på den anden side af den aktuelle krise?

»Vi vil få en markant lavere global vækst de næste 10 år eller i endnu længere tid. Vi vil også se et dramatisk skifte i de globale økonomiske magtforhold. Vestens dominans vil svinde til fordel for Asien og måske Latinamerika – ja, sågar Afrika på længere sigt. Vi vil gå fra rigelighedens epoke til knaphedens epoke – fra en verdensøkonomi, der har været præget af let adgang til billige råvarer, til en ny tid, hvor der er knaphed på alt lige fra vand og fødevarer til olie og mineraler. Ja, der bliver knaphed på noget så basalt som rent miljø. Vi står altså over for et af historiens meget store trendskifter«.

Det lyder meget dystert. Hvordan vil denne knaphed på alt så komme til udtryk?

»I første omgang vil det give sig udslag i stigende priser og måske på længere sigt en direkte fysisk knaphed på vand, fødevarer osv. Ifølge FN’s fødevareorganisation FAO’s analyser er der i dag omkring 40 lande i verden, der er ramt af hel eller delvis underernæring«.

De fleste af de politikere, som leder verden i dag, vil nok sige, at du er galt afmarcheret og ser alt for sort på verdensøkonomien og den måde, der føres politik på i Vesten?

»Hvis vi tager de meget store briller på, kan man sige, at vi i 200 år har levet i industrialiseringens tidsalder og nationalstatens epoke. Det har ført til et liberalt, repræsentativt demokrati og en markedsøkonomi, som jeg kalder den amerikanske udgave af kapitalismen. Nu står vi i en situation, hvor både det politiske system og det økonomiske system er kommet til kort. Men politikerne og økonomerne i Vesten vil ikke erkende det«.

Men vi hører jo dagligt masser af gode politiske bud på veje ud af krisen?

»Når jeg læser, hvad anerkendte fagøkonomer og nobelpristagere skriver om, hvad der er vejen ud af krisen, er deres svar, at man skal pumpe flere penge ud i det offentlige forbrug i USA. Men det skal man jo gøre for lånte penge! Andre siger, at man bare skal stimulere det private forbrug i Kina og Indien. Men vi kan ikke bare kopiere vores vestlige masseforbrugssamfund til at omfatte de 2 milliarder mennesker, som bor i Kina og Indien. Det er der ikke ressourcer til i verden«.

Gældskrise
En af den seneste tids store politiske begivenheder var, at det lykkedes for USA’s præsident Obama at få hævet den amerikanske stats gældsloft.

Det var vel en god ide for at forhindre verdensøkonomien i at gå helt i sort?

»Nej, det var en katastrofal beslutning. Jeg ved godt, at det lyder meget provokerende, men det havde formentlig været bedre for både USA og verden, hvis det ikke var lykkedes for de amerikanske politikere at hæve gældsloftet. For var det ikke lykkedes at hæve gældsloftet, havde det ført til en amerikansk erkendelse af, at de var nødt til at løse de grundlæggende problemer i USA’s økonomi«.

Men kunne de gøre andet end at skaffe sig mere tid?

»Ja, for nu bliver det kun meget værre. Jeg er overbevist om, at USA går fallit på et eller andet tidspunkt. Tallene er helt entydige. Hvis vi tager tallene fra Obamas egen administration, så siger de, at i 2020 vil de føderale udgifter – statens udgifter – svare til 28 procent af bruttonationalproduktet (BNP). De føderale indtægter vil i 2020 svare til 21 af BNP. Der er altså et meget stort gab på 7 pct. Uden skatteforhøjelser vil det betyde, at den amerikanske stat skal bruge 20 pct. af sine årlige indtægter på bare at betale renter på de enorme lån. Det kan ikke lade sig gøre at hæve skatterne i USA. Det er ikke kun republikanerne, som blokerer. Selv om der var rent demokratisk flertal i USA, ville du ikke kunne gennemføre en markant skatteforhøjelse. Det er der simpelt hen ikke flertal for. Hele det amerikanske samfund er bygget op omkring lave skatter«.

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Nej til højere skatter
USA vil altså ikke være med til hæve skatterne for de rigeste, så man derigennem kan skaffe dækning for de stærkt stigende udgifter til millioner af arbejdsløse, til sundhedssektoren og de enorme udgifter til krigene i Irak og Afghanistan.

Men hvad sker der, hvis det utænkelige sker, at USA går fallit?

»Der er ingen, der har forberedt sig på den situation. Men det vil føre til en lavere global vækst. Det vil også betyde, at USA må abdicere og trække sig fra rollen som global leder. For verdenssamfundet vil det betyde, at der ikke er nogen, som viser vej. Verden sejler som et skib uden ror«.

Når det går så skidt med økonomien, er det altså, fordi der ikke er nogen, der slår tonen an?

»Ja, hvis vi går bare 10-20 år tilbage i historien, ville vi se, at en amerikansk præsident eller den amerikanske centralbankchef havde signaleret til markedet, at vi har styr på den her krise. I dag sker der ikke rigtigt noget. Den nedgradering af USA’s kreditværdighed, som skete forleden, kom for sent, og den var ikke markant nok. I stedet for at gå ud til den amerikanske befolkning og åbent sige: Ja, vi har et problem, så vælger Obama at angribe dem, som har lavet en nedgradering. Kontrasten til 1985, hvor der også var store problemer i verdensøkonomien, er markant. Dengang etablerede man et G7-topmøde i Tokyo under ledelse af den amerikanske finansminister James Baker. De syv lande blev enige om, hvordan man skulle justere valutakurserne mellem de syv førende økonomier, og verden fik et klart signal: Der er styr på sagerne«.

Tidligere førende globale aktører som USA, Japan og EU er handlingslammede, og det giver frit slag for finansaktører, som går på jagt efter de svageste lande som eksempelvis Grækenland, Portugal osv.?

»Ja, ’markedet’ kan se, hvor der er penge at tjene, og du kan tjene penge på at få et land som Grækenland til at gå fallit. ’Markedet’ fungerer som et radarstyret missil, som søger hen mod de svage punkter – der hvor der kan tjenes hurtige penge. Havde det været for 20 år siden, ville den Amerikanske Centralbank sammen med den Europæiske Centralbank og IMF have lavet en plan for at løse den slags problemer«.

Kan Danmark også komme i fare, når der er så lidt internationalt politisk modspil til de frie markedskræfter?

»Danmark ligger lige nu ganske pænt. Der er overskud på betalingsbalancen, og vi har ingen udlandsgæld. Statens gæld er også lille. Men risikoen for os er, at vi er et lille land, og hvis bare det begynder at skride en lille smule for os, vil spekulanterne sige: Nu går vi ind. Det betyder, at manøvrerummet for danske politikere er meget lille. Hvis markedet får blot den mindste antydning af, at kronen kan komme i problemer, så vil vi pludselig se et massivt spekulationspres mod den danske krone«.

Har kineserne ret i, at Vesten er blevet lånenarkomaner, og at USA fører krig for lånte penge?

»Kineserne har fuldstændig ret. Men det er ikke primært militærudgifterne, som er problemet. Militærudgifterne udgør 5 pct. af BNP i USA. De udgifter, som stiger dramatisk i USA, er sundhedsudgifterne og arbejdsløshedsunderstøttelsen. Men de dyre krige har selvfølgelig bidraget til problemerne, men selv hvis amerikanerne skulle vælge at trække sig ud af Afghanistan, ville det ikke udgøre nogen markant besparelse i forhold til de store økonomiske problemer, man står over for«.

Kina styrer
Med et USA i dyb krise venter mange forskere og økonomer på, at de nye stormagter som Kina og Indien begynder at føre taktstokken i verden.

I din nye bog, ’How Asia can shape the World’, siger du, at flere hundrede års vestlig dominans hastigt er på retur. Hvornår ser vi Kina og Indien træde i karakter som nogle af verdens nye ledere ?

»Jeg tror, at Asien vil blive det sted i verden, hvor vi ser en ny økonomisk model træde frem. Det er der, hvor presset på råstoffer, fødevarer og energi er størst. Overalt i Asien stiger fødevarepriserne, og i store dele af Indien og Kina er der knaphed på vand. Det skaber et kolossalt pres for at løse problemerne. Der kan du sige, at den bevidsthed er ny. Asien er kommet dertil, hvor man er i dag, ved at kopiere den vestlige model. Med masseforbrug osv. Men i dag, hvor den vestlige model ikke leverer svarene på deres problemer, er de nødt til at lede andre steder. De må indse, at forbruget skal omlægges til at være mindre materialistisk, og at livskvalitet ikke hænger sammen med materielt forbrug. Utallige undersøgelser har vist, at den lykkefølelse, som opstår ved forbrug, er meget kortvarig«.

Er kineserne overhovedet begyndt at stoppe op og tænke nye tanker?

»Ja. Tilbage i marts kom den kinesiske premierminister med to markante udtalelser. Den ene var, at væksten i Kina bliver lavere. Den anden var, at væksten skal være mere kvalitativ. Vi kan ikke mere leve på den måde, som vi gør nu, siger de kinesiske ledere. De har indset, at en stor del af ressourcerne skal bruges på at løse de miljøproblemer, som opstår i disse år med uhæmmet vækst. I realiteten er væksten i Kina kun halvt så stor som den, vi læser om i aviserne, fordi så meget skal bruges på at rette op på miljøproblemerne. Kineserne har indset, at produktionen skal være mere intelligent. At der skal bruges færre ressourcer på hver enkelt enhed, der produceres«.

Betyder det, at kineserne har så store interne problemer, at de ikke kan eller vil indtræde som naturlige ledere på verdensscenen?

»Ja. Der mangler et nyt globalt lederskab. De politiske ledere i Kina og Indien er først og fremmest fokuseret mod at opfylde deres egne befolkningers uopfyldte behov og ikke verdens behov. Det, der har kendetegnet USA, er, at man har været villig til at tilsidesætte egne behov for at løse problemer andre steder i verden. Den villighed er på retur«.