»Vi står midt i den største omvæltning af de religiøse værdier i århundreder. For 1.000 år siden gjorde Harald Blåtand os kristne, 500 år senere gjorde Luther os til protestanter, og nu, 500 år senere, oplever danskerne endnu en gang grundlæggende forandringer på troens og kirkens område«.

Sådan lyder det fra generalsekretæren i Det Danske Bibelselskab, Morten Thomsen Højsgaard, der netop har skrevet en bog om forandringerne i danskernes religiøsitet.

Han mener, at vi er i gang med endnu en reformation, der vil vende op og ned på folkekirkens status herhjemme.

Danskerne er godt nok stadig troende, men det er ikke den traditionelle kristne Gud, de bekender sig til.

LÆS OGSÅSådan ser danskerne på Gud og kirke

»Samtidig med at folkekirken, statskirken, mister noget af sin opbakning, fortsætter folk med at være religiøst interesserede. Folk tror lige så meget i dag som for 30 år siden, de tror bare på en ny måde, og de søger svarene på livets store spørgsmål andre steder end i kristendommen.

De går over i den nyspirituelle verden. Det er ikke sådan, at folk tager det store skift og konverterer til en anden religion, det ville være gammeldags. Nej, man fortsætter sit individualiserede, moderne liv og tager det fra religionernes store lager, som man nu synes, man kan bruge. Folk siger, at de er religiøse – men på deres egen måde«

Hvad er det så for en måde, danskerne er religiøse på i dag?

»Nogle begynder at tro på reinkarnation eller læser en bog af Hummels direktør, Christian Stadil, om personlig karma, hvor de finder nogle bud på, hvordan de kan få succes i tilværelsen, og så tænker de i øvrigt ikke så meget mere over det.

Andre har måske et barn, der skriger hver nat, så man tager barnet til zoneterapeut, hvor der så ligger foldere om gaver fra Østen og livsvisdom fra hinduismen, og alt det der sammenstykker man på sin egen måde og får så religionernes store bolsjebutik.

Det hele smager sødt, der er forskellige farver, man tager lige, hvad man har lyst til, og så lader man resten være. Det giver en selvreligion, som jeg kalder google-buddhisme«.

Tegning:  Mette Dreyer.

Hvad mener du med det?

»Det er selvfølgelig et billedsprog. Google er jo kendetegnet ved, at der er meget mere derude, end vi nogensinde skal bruge, vi vil gerne have hurtige svar, vi skriver et eller andet i søgefeltet og forventer at finde det, vi søger. Virker det godt og tilforladeligt, det første, vi finder, stiller vi os tilfredse med det.

Den måde at tænke på overfører vi fuldstændig til religionernes verden.

Det er lige meget, hvor vi finder det – der er meget mere, end vi gider sætte os ind i – det skal bare være der på lager. Det næste er jo, at det, som man finder, sjældent er den treenige gud eller tale om paradis eller Guds nåde.

Man vil meget hellere over i nogle måder at tænke på, som ligner noget, Dalai Lama kunne finde på at sige i Bella Center. Altså noget, der handler om harmoni, indre balance og energi. Det virker tilforladeligt. Det er mere en buddhistisk livsfilosofi end en traditionel kristen teologi«.

Kig i din egen navle
Morten Thomsen Højsgaard mener, at den nye måde at tro på er dybt problematisk, fordi den overlader ansvaret for hele tilværelsen til det enkelte menneske.

»Mange af de mennesker, der har fravalgt folkekirken og kirkelivet opsøger terapeuter, coaches, konsulenter, der skal bibringe dem ro.

Der er mange kendte mennesker - bare tag Anders Matthesen, Sanne Salomonsen, Master Fatman - som siger, du kan leve i nuet og være totalt afslappet. Det er indbegrebet af succes i livet: at man har karrieren på højeste blus og samtidig total ro og balance i sit indre. Det lyder så tillokkende, men jeg tror ikke på projektet«.

DEBATKan man være religiøs homo?

Hvorfor ikke?

»Der er en dag i de fleste menneskers liv, hvor de kommer hjem om aftenen og sidder og græder over en flaske rødvin. De mærker også smerte, når deres forældre dør, eller der sker noget med deres børn.

Vi kan ikke komme til en tilstand i livet, hvor det hele er gnidningsfrit og sorgløst. Der vil være dage, hvor det gør rigtig ondt. Og der er svaret – sat på spidsen – fra de moderne lykkeriddere, at du skal finde hjælpen inde i din egen navle.

Du skal søge ind og søge ind, og jeg er bange for, at de her mennesker, der søger og søger ind, ingenting vil finde.

Nogle gange, når man har det allersværest, kommer hjælpen udefra, fra en god ven, der tager sig tid til at lytte, eller fra familie, og det billede fra det virkelige liv tror jeg, man kan overføre til det religiøse liv.

Der er et grundlæggende behov for, at troen retter sig mod noget, der er uden for en selv«.

Hvis folk er glade for den tro, de har sammenstykket, hvorfor er det så ikke godt nok?

»Jeg kan ikke sidde her og bevise, at der er en gud, eller at alt er fuldstændig, som kirken siger - det kan man kun tro - og jeg vil aldrig tvinge nogen ind i den ramme, men jeg vil gerne slå et slag for, at den religionskritik, som kristendommen har været udsat for i mindst 150 år - den samme kritik, som også har ramt islam benhårdt - også gøres gældende over for nybuddhisterne.

De sidste 10-20 år har den der selvreligion, hyggereligion eller google-buddhismen, som jeg kalder den, fået frit spil. Den er blevet båret frem af kendisser, men egentlig ikke for alvor blevet modsagt i offentligheden. Det synes jeg, der er behov for«.

Så vi ser altså, at flere og flere bevæger sig væk fra kristendommen. Men hvis det er en ny spiritualitet, folk efterspørger, er det så ikke folkekirkens opgave at finde nogle udtryksformer, som minder mere om det?

LÆS OGSÅ Religion får aktiv rolle i dansk udenrigspolitik

»Jo. Det skal folkekirken et langt stykke hen ad vejen. Det er faktisk også det, folkekirken gør, der er bare ikke så mange danskere, der har opdaget det. Præsterne taler faktisk om fred og forsoning og næstekærlighed og overbærenhed, som er det alment forståelige i kristendommen.

Samtidig taler de mindre om synd og fortabelse. Det er en af de måder, kirken kommer folk i det moderne samfund i møde på«.

Snart adskillelse af kirke og stat
Selv om Morten Thomsen Højsgaard oplever, at mange præster har en moderne tankegang, er han godt klar over, at kristendommen ikke nødvendigvis giver de svar, som de søgende danskere efterspørger. Det er kirkens store problem, at den har været for selvfed i mange år, mener han, og der skal noget nyt til, hvis kirken atter skal have fat i danskerne.

»Jeg tror ikke, der er et enkelt teologisk svar på kirkens problemer, i stedet tror jeg, at kirken skal tænke endnu mere på kvalitet. Der, hvor kirken fungerer, er, når der er præster lokalt, som forstår at skabe varme og socialt netværk omkring kirken, og som laver arrangementer, folk gider komme til.

Hvis de går op i børn og unge og tager et socialt ansvar. Der er mange sogne, hvor det fungerer sådan, og hvor det, vi taler om, slet ikke er noget problem.

Jeg tror, kirken skal oppe sig, ellers vil vi i endnu højere grad se, at kirken bevæger sig ud i periferien af det danske samfund. Man ser en dalende opbakning, og så en udsondring. Det er konsekvenserne af den tredje reformation i en nøddeskal«.

Hvor ender den tredje reformation?

»Det formelle skridt vil være, at vi på et eller andet tidspunkt – formentlig senest ved næste grundlovsrevision – vil se en adskillelse af stat og kirke. Det er nok ikke sådan, at alt kappes, men jeg tror, ligesom en række andre, at vi får en anden forbindelse.

Men når det brud kommer, er det ikke det formelle brud, der er det betydningsfulde. Det betydningsfulde er det, vi oplever i disse år, hvor de praktiske forbindelser mellem staten og kirken udhules. Det er nu, det sker«.

LÆS ARTIKELPolitikere pålægger DR kristendom

Når danskerne tilsyneladende vil noget andet end folkekirken, er det så ikke rimeligt at adskille kirke og stat?

»Jeg synes, det er problematisk. Det er et historisk eksperiment. Det er ikke, fordi jeg er imod modernisering, men hvis det kammer over og bliver sådan, at vi altid bare dyrker det nyeste og smarteste, er jeg bange for, at det, statskirken repræsenterer, går fløjten.

Med det mener jeg rummeligheden og trygheden. Hvem skal så samle dem op, som taber i livets store lotteri? Hvor er der så plads til dem, der ikke lykkes i individualiseringens store projekt. Dem, der ikke finder sig selv ved at lede i sig selv?«.

De kan vel stadig gå i folkekirken ...

»Ja, det kan de stadig på et liberaliseret religiøst marked. Men der vil ikke være den samme brede og stabile forankring. Jeg tror, at folkekirken gør en masse godt for vores samfund, som vi ikke altid er opmærksomme på.

Og der er nogle værdier i kirken – en social ansvarlighed og en etik over for samfundets svageste – som hele tiden bliver forkyndt. Man minder om, at der er en historie som den barmhjertige samaritaner; om at den, der er nødstedt, kan få hjælp. Der er nogle pejlemærker, som er vigtige. Kirken skal da nok klare sig, men hvad med staten?«.

Ministeren er et signal
Morten Thomsen Højsgaard er overbevist om, at udviklingen mod en adskillelse af kirke og stat kommer til at gå hurtigere, end kirkens folk har regnet med. Det er den nye minister et tegn på, mener han.

»Jeg synes, der er et meget klart signal i Manu Sareen, der er ung og ambitiøs, født i Indien, men konverteret til kristendommen. Han vil gerne forandre en masse. han er imod status quo, og han ser et slutmål som adskillelse mellem kirke og stat«.

Hvordan har du det med det?

»Jeg har blandede følelser. Jeg er bekymret, for pludselig gik udviklingen hurtigere, end mange havde regnet med. Der står faktisk i regeringsgrundlaget, at der skal arbejdes hen imod en grundlovskommission, og heri ligger også, at den skal se på adskillelsen af kirke og stat.

Nu er der selvfølgelig langt fra en kommission til en reel ændring af grundloven, men faktum er, at den her historiske proces allerede er i gang. Jeg kan ikke afvise, at det vil være godt med adskillelse af kirke og stat, det er en ny situation, hvor vi ikke ved, hvad der kommer i stedet.

Så jeg taler bare for, at vi ikke skal gå ind i det uden at have gjort os klart, hvad det er for en historie med op til 1.000 års indvirkning på vores samfund, som vi er ved at lukke og slukke for samtidig«.