Efter at have deltaget i adskillige konkurrencer er jeg blevet kåret til årets bommert foran værdige modstandere som Troels Lund Poulsen, Birthe Rønn Hornbech og Lene Espersen.

Jeg beklager, at mit eksempel på fattigdom ikke viste fattigdommen i Danmark. Det er jeg ked af. Men jeg er taknemmelig for alle dem, som har taget teten op efter mig og har fastholdt, at et enkelt dårligt eksempel ikke fjerner fattigdommen i Danmark eller gør bekæmpelsen af fattigdommen irrelevant. Tak for det.

Mange har spurgt, hvorfor jeg valgte Carina.

LÆS OGSÅÖzlem Cekic genåber debat om fattigdom

Oprindelig skulle Joachim B. Olsen og jeg have besøgt en starthjælpsmodtager med børn. Hun meldte desværre fra kort inden vores planlagte besøg, og derfor inviterede jeg i hast Joachim hjem til Carina i stedet.

Jeg havde kendt Carina i flere år. Hun kontaktede mig i 2008, fordi hun var alene med to børn og stod til at miste sin lejlighed, og jeg prøvede forgæves at hjælpe hende.

Da debatten rullede før jul, havde Carina i mit hoved lige så mange økonomiske problemer som i 2008.

Derfor besøgte vi hende, da min første familie faldt fra.

Carina fik 9.800 i kontanthjælp + boligsikring, børnepenge og børneydelse som enlig forsørger. Dvs. i alt 15.728 kr.

Efter at de faste ydelser var betalt, havde Carina og hendes søn derfor 166 kr. (inkl. børnepenge) om dagen til udgifter som mad, drikke, hygiejne, fritid, tandlæge, transport, forsikring og tøj. Og selv om det ikke er en formue, kan det ikke betegnes som fattigdom.

Måske var det, fordi jeg kendte hende fra tidligere, at jeg ikke fik tjekket hendes budget ordentligt og derfor så hende som fattig, selv om hendes budget tydeligvis havde ændret sig siden 2008. Den fejl beklager jeg. Især over for Carina.

For konsekvensen har været, at en kvinde uden arbejde og med diagnoser som bl.a. angst, nu offentligt er blevet beskyldt for krævementalitet og for at være en byrde for samfundet. Nogle steder gik debatten så meget i selvsving, at det næsten lød, som om mennesker som hende bærer den faktiske skyld for den økonomiske krise.

Tegning:  Mette Dreyer.
Det er sørgeligt, når nu det egentlige problem er, at vi politikere i alt for mange år har svigtet hende og mange andre i samme situation ved ikke at tilbyde dem den rette hjælp til at komme videre i livet.

Med de klø jeg har fået i pressen, er det fristende at lade den stå der. Men der er stærkt behov for fortsat at argumentere mod dem, som ikke mener, at der er fattigdom i Danmark. For det er der desværre.

Danmark er et rigt land. Et land, hvor de fleste børn vokser op i trygge og sunde rammer. Forældrene har en uddannelse, et arbejde og et økonomisk råderum. Børnene bliver stimuleret med fritidsaktiviteter, forkælet med gode fødselsdage med kager og gaver og holder ferie med deres forældre i Thailand og Spanien. Langt de fleste børn i Danmark har det rigtig godt.

Men det er ikke alle børn. Da jeg arbejdede som sygeplejerske, mødte jeg mange børn med fattige forældre. Uddannelsesmæssigt fattige, kulturelt fattige, men også økonomisk fattige. Det var børn, der ikke gik til fritidsaktiviteter, fordi der ikke var råd til fodboldstøvler.

PORTRÆTJeg er arbejderpigen fra Enghave

Det var børn, der fik ondt i maven over fødselsdage og jul, fordi familien ikke havde råd – og det er svært at forklare til kammeraterne. Uanset hvilken fattigdomsgrænse man anvender, er der materiel fattigdom i Danmark. Debatten har vist behovet for en fattigdomsgrænse. En streg i sandet, som politikere, debattører og befolkningen kan forholde sig til. Der er flere muligheder for, hvordan den kan fastsættes.

OECD har en relativ fattigdomsgrænse, som ligger på 50 procent af medianindkomsten efter skat. I 2010 svarede det til 101.128 kr. for en enlig uden børn. Med den grænse er der ifølge AE over 200.000 fattige i Danmark (uden studerende).

København har lavet sin egen fattigdomsgrænse, som er absolut. Den er udregnet efter, hvad kommunen betragter som et minimumsbudget. Da grænsen blev trukket i 2008, var minimumsbudgettet sat til 114.297 kr. om året i disponibel indkomst for en enlig uden børn, og 70.000 københavnere lå under den grænse.

En lignende fattigdomsundersøgelse fra 2007 dokumenterede, at blandt gruppen af fattige københavnere oplevede over 25 pct. at måtte undvære lægeordineret medicin, fordi de ikke havde råd. Og 32 pct. at måtte undvære at spise tre måltider mad om dagen.

Der eksisterer fattige – også når de har prioriteret og har bagt deres brød selv (som Joachim B. Olsen opfordrer dem til), fået PBS-aftaler (som Benedikte Kiær mente var svaret), og når de havde fået et »kærligt skub« med diverse økonomiske sanktioner (som Inger Støjberg sagde).

LÆS OGSÅJoachim B.: Regeringen skaber et amoralsk samfund

Rigtig mange har skrevet til mig og i detaljer fremvist deres budgetter og fortalt, hvor få penge de havde til at dække de mest basale udgifter. Fattige prioriterer benhårdt. Mange fravælger forsikringer og tandlæger. De heldige har familie eller venner, der hjælper dem med mad og tøj. Og andre lader være med at betale huslejen. Nok derfor slog antallet af udsættelser rekord igen i 2010.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at den enkelte skal være bedre til at prioritere. Samfundet skal også prioritere, hvilken hjælp vi vil tilbyde de udsatte borgere, og hvor dybt vi vil lade dem falde. Jeg mener ikke, at der er en modsætning mellem at behandle mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, værdigt og at sikre ordentlige lønninger og arbejdsvilkår for mennesker, der er på arbejdsmarkedet i lavtlønnede job.

Selvfølgelig løser det ikke alle sociale problemer, at vi sender f.eks. traumatiserede starthjælpsmodtagere en højere check, men det gør alt andet lige deres situation noget lettere, hvis de får en økonomi, der er til at leve for, indtil de bliver raske og finder job.

Derfor er jeg stolt af, at vi har afskaffet fattigdomsydelserne, så alle nu kan få en kontanthjælp, som ligger på et acceptabelt niveau.

LÆS ARTIKEL Carina-sagen rammer julehjælp til fattige

Jeg tror grundlæggende på, at langt de fleste mennesker vil arbejde, hvis de kunne. Men hvis man ikke vil arbejde, selv om man er rask og kan, så er der lukket for kontanthjælp. Det er reglen i dag. Og sådan bør det forblive. Det er en prioritering, hvordan vi bruger af statskassen, og selvfølgelig har vi ikke penge til alt.

Derfor er det en relevant og vigtig diskussion, hvilket niveau af afsavn vi vil acceptere mennesker skal leve med, når deres forsørgelse er statens ansvar. Der er brug for en fattigdomsgrænse, så debatten kan tage udgangspunkt i realiteterne.

Jeg er ikke ekspert, og derfor er det ikke mig, der skal regne ud, hvor grænsen skal ligge. Men som politiker har jeg en mening om, hvornår man er fattig.

Jeg sætter grænsen, når man lever på et skrabet budget og stadig ikke har råd til at holde børnefødselsdage, at købe lægeordineret medicin, at betale for, at ens børn går til fodbold, eller at kunne købe tre måltider mad – også sidst på måneden. Jeg mangler stadig at høre, hvor de borgerlige sætter grænsen, og hvilke afsavn de mener er acceptable?