»De klassiske værdier i underklassen – såsom at man gør sin pligt, passer sit job, passer sin familie og tager ansvaret for sit eget liv – er brudt sammen. Jeg husker min mormors lille gule hus med pæne møbler. Her spiste man klokken seks og passede sit rengøringsjob og sine ting. Kontrasten var min mor på overførselsindkomst, som altid lå og sov eller lå fordrukken på gulvet i den tomme lejlighed. Som mange andre i lokalområdet. Knækket kom i 1980’erne«.

Ordene kommer fra den 34-årige Karina Pedersen, som kender underklassen indefra. Hun er vokset op i en jysk forstadsghetto hos en misbrugermor. Hendes to storebrødre er ’kendt af politiet’, og lillebroderen er på førtidspension.

Det lykkedes Karina at løfte sig ud af miljøet og komme på universitetet. Og den sociale rejse gjorde hende til liberalist. Nu er hun så i gang med at skrive en bog om underklassen, som udkommer til foråret.

Hvorfor blev du liberalist af din rejse?

»Fordi min livserfaring siger mig, at det ikke er penge og medlidenhed, som hjælper underklassen. Tværtimod. Velfærdsstaten har rullet en rød løber ud, når der kom folk op på kommunen. Som min mor sagde til mig: »Inden du bliver 18 år, skal du gå på kommunen og få din kontanthjælp«. Min mor har aldrig haft ambitioner på vores vegne. Aldrig! Jo, at vi fik en venlig sagsbehandler. Selvmedlidenheden og offermentaliteten stortrives i underklassen«.

Generaliserer du ikke bare ud fra dine ekstreme private erfaringer?

»Nej, når jeg offentligt har sagt noget om min oplevelse af underklassen, bliver jeg kontaktet af folk, der spørger: »Sig mig, er det mit kvarter, du beskriver?«. Men jeg taler om underklassen som sådan. Her har rigtig mange kickstartet deres karrierer som ofre med stor selvmedlidenhed – præcis som min mor. Det er reglen, ikke undtagelsen«.

Det personlige ansvar
Karina Pedersen er meget optaget af det personlige ansvar. Eller rettere fraværet af det i underklassen.

»Min bror har banket alle de kvinder, han har kendt. Han har så godt som aldrig arbejdet. Han har en kæreste nu, som har et tvangsfjernet barn som alle hans hidtidige kærester. Hendes problem er dømmekraften. For nu har hun så min bror som kæreste, og han banker hende, og hun melder ham til politiet og trækker anmeldelsen tilbage og melder ham igen. Det er altså mentaliteten. Selv om hun kommer fra et hjem med dybt, dybt fordrukne forældre, er man nødt til at slå bremserne i og sige, du er nødt til at tage ansvar for dit eget liv«.

LÆS OGSÅ»Underklassen mangler moral - ikke penge«

Overser du ikke socialforskningens pointe om den negative sociale arvelov?

»Jo, det her nedarves. Da jeg sad og skrev min bogen, tjekkede jeg mine jævnaldrende fra mit eget miljø. Og de var jo alle overførselsmodtagere, og mange var fordrukne og alkoholikere. En, der engang var en pæn fyr på min alder, har kun en sort tand tilbage. Men alligevel bliver vi nødt til at tale om ansvar«.

Middelklassen romantiserer
Velfærdsstaten har ikke hjulpet underklassen, men har kun gjort underklassen afhængig af offentlige kasser, mener Karina Pedersen.

»Sagsbehandlere og socialrådgivere har ikke hjulpet mig og min familie. Tværtimod. Deres holdning var, at det var jo frygtelig synd, og sådan en kvinde kunne jo umuligt have valgt den her livsstil selv. Og det er jo også det, middelklassen tænker i dag, når man ser en kontanthjælpsmodtager, så tænker middelklassen: Jamen, der er da ingen, som vælger at få de her 8-9-10.000 kr. om måneden. For fra et middelklassesynspunkt er det jo småpenge. Men ikke fra underklassens synspunkt. Ofte betaler de ikke deres husleje, bor mange forskellige steder og betaler ikke deres regninger. Kontanthjælpen er lommepenge!«.

Hvad lægger du op til? Skulle middelklassen da bare være fuldstændig ligeglad med de svageste?

»Middelklassen romantiserer underklassen. For deres indre blik ser de en stakkels familie i laset, lurvet tøj, der sidder og snakker om, hvad kan vi dog gøre for at gøre det bedre. Men sådan er det jo ikke. Nutidens overførselsmodtager er en svært overvægtig og usoigneret mor med fem børn med fem forskellige mænd. Når hun er arbejdsløs, skyldes det, at hun ikke har nogen uddannelse og fået børn på et tidspunkt, hvor hun ikke havde råd. Hamrende uansvarligt!«.

»Middelklassen gør overførselsmodtagere til ofre. Det er ganske uværdigt«.

Uddannelse er til grin
Der er en ting, der ikke hjælper underklassen, mener Karina Pedersen. Flere penge.

»Hvis min mor fik flere penge, ville hun bare bruge dem på piller. Prøv at forestille dig, at du hver dag ikke behøver at stille vækkeuret, du har ikke noget, du skal op til, du behøver ikke at gøre noget som helst, pengene kommer ind på kontoen, du har ikke nogen udsigt til forfremmelse, du har ikke råd til ferie. Det gør noget ved et menneske, det siger sig selv«.

Den nye regering er ude i et opgør med krævementaliteten og vil stille større krav til overførselsmodtagere. Vand på din mølle?

»Det er da rigtige signaler, men langt, langtfra tilstrækkeligt«.

Men hvad skal man så gøre?

»Fjerne kontanthjælpen. Eller sætte en begrænsning på den. Det der med at man kan gå på kontanthjælp, når man bliver 18, føde 3, 4, 5, 6 børn, og når man så bliver 30, kan man søge førtidspension, det er jo skruen uden ende. Sæt også mindstelønnen ned, så nogle af dem får en chance for et job, hvor de er deres løn værd. Til gengæld skal vi lave en mere striks førtidspension til dem, der har virkeligt behov«.

Regeringen vil også presse unge til at uddanne sig?

»Hvis du siger, du vil have en uddannelse i det miljø, så er du til grin. »Åh, skal du være så klog, at du kan klare dig uden hoved?«. Uddannelse har ikke nogen værdi i underklassen. De kender ikke nogen med uddannelse, og dem, de kender – politiet eller lægen, som ikke vil udskrive nok medicin – er nogle svin. Så man har et meget negativt syn på det. Folk, der vil have en uddannelse, er nogle idioter«.

LÆS OGSÅMette Frederiksen: Vi undgår ikke at skrue bissen på

Hvad nu hvis ghettoerne blev lukket op, og vi blandede os noget mere socialt?

»Ja, det er klart. Hvis jeg havde haft Shakespeare på den ene side og Goethe på den anden side i skolen, ville jeg have været et geni i dag. Så kunne vi jo rigtig have pingponget. Men hvis du kun kan pingponge med Benny, der kan lide at sætte ild til knallerten, og på den anden side Lars, der kun kan lide at ryge hash og sidder og sover i timen, så er det ligesom et problem. Men omvendt synes jeg ikke, det er statens opgave at blande os socialt«.

Jeg er desillusioneret
Karina Pedersen er desillusioneret. Hun mener, at der har fundet en forråelse sted i ghettoerne. Det bliver værre og værre.

»Dengang jeg voksede op sådan et sted, var der måske en fem-ti stykker, der havde fået børn i en alder af 15-16 år. Nu er det jo nærmest i hver opgang, du kan finde sådan en mor på den alder. Barnet spiser vingummibamser til morgenmad og en snickers til aftensmad, og moren magter det ikke. Skruen uden ende«.

Men hvorfor denne skepsis? Du er jo selv kommet ud af underklassen, og du er ikke på kontanthjælp med fem børn?

»Hvis jeg havde haft et barn som 17-årig, var det også gået galt for mig, for det havde jeg hverken haft tålmodighed eller viden til. Hvor ender det her samfund henne? Jeg frygter, at vi ender med, at middelklassen bliver nødt til at sætte hegn op«.

Har du slet ingen tro på forandring?

»Jo, jeg tror på, at den enkelte påtager sig et ansvar for sit eget liv. Først når det sker, vil tingene forandre sig«.