Over halvdelen af de europæiske lande i dag er små nationalstater. Blandt EU-medlemmerne har en tredjedel en befolkning på mindre end 6 millioner. Legitimeringen af små stater er ikke udelukkende baseret på deres økonomiske resultater; landene vurderes overvejende på deres rolle, når det gælder at sikre kulturel og social bæredygtighed for deres borgere.

For det er i sidste ende en forudsætning for overlevelsen af Europas kulturelle traditioner og særprægede sociale karakter, som generelt står i modsætning til den amerikanske ’smeltedigel’.

Når man ser på reaktionerne i de forskellige lande under krisen, giver det god mening at genlæse Max Webers diskussioner om betydningen af den protestantiske mentalitet i kapitalismens unge år og spørge, hvilken rolle befolkningernes rodfæstede og særegne historiske og kulturelle træk spiller i dagens verdensøkonomi.

De første ofre for krisen i Europa var de små lande: Island, Irland, Estland, Letland og Litauen. Den finansielle krise viste klart, at det ikke kun er et problem for de postkommunistiske lande at overleve globaliseringens faldgruber.

Da krisen brød ud, grinede vestlige eksperter hånligt ad det frie fald i de baltiske økonomier, der tidligt havde vakt opsigt med deres hurtige vækst. Men det var disse lande, der var i stand til at gennemføre de mest radikale foranstaltninger for at komme ud af krisen, og i en situation, hvor meget større og mere magtfulde nationer ikke kunne finde styrken til at kæmpe sig ud af det økonomiske og sociale kaos, er de små baltiske lande blevet forbilleder.

The Economist sluttede artiklen om de baltiske lande med ordene: »Farvel, ’Østeuropa’. Velkommen til ’det nye Nord’«. Det er et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om, at ikke blot Estland, men alle de tre baltiske lande i Vesten er begyndt at blive betragtet som en del af den nordlige, ikke den østlige del af Europa.

Når man roser regeringerne i de baltiske lande for deres beslutsomhed, bør man ikke glemme at takke folket for deres enestående tolerance. Prisen for opsvinget har været omfattende nedskæringer i de offentlige finanser, faldende familiebudgetter og en bølge af udvandring blandt de faglærte og veluddannede.

Mangel på folkelig uro og strejker på trods af de økonomiske stramninger i Estland og Letland har været overraskende for udenforstående iagttagere. Denne tålmodighed i befolkningen kan fortolkes på forskellige måder.

KRONIKEN PÅ ENGELSKEU is not the market place

På den ene side kan det ses som et tegn på et svagt civilsamfund, især fagforeningerne, men på den anden side er det blevet opfattet som udtryk for en rationel tilgang eller endda som en følelse af ’national borderline-situation’ i disse lande. Befolkningen i de baltiske lande har betragtet deres landes situation som en personlig udfordring og udvist et kollektivt ønske om at beskytte landene mod de destruktive følger af den globale krise.

Der er også blevet henvist til de tidligere erfaringer i de baltiske lande, da de klarede sig gennem det postkommunistiske økonomiske sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne ved at gennemføre radikale økonomiske reformer. Anders Aslund har sammenlignet denne beslutsomhed og vilje til at håndtere de økonomiske problemer med handlekraften og selvopofrelsen under ’den syngende revolution’ (Aslund & Dombrovskis 2011:121).

I modsætning til det rationelle kontraktlige forhold mellem staten og dens borgere, der er typisk for Vesteuropa, har de baltiske folk et langt mere følelsesmæssigt og kollektivt forhold til deres stat, som Roger Brubaker har kaldt »en national følelse af ejerskab« over staten. Den nationale følelse af fare, der karakteriserer estere, letter og litauere, er opstået af følelsen af at have mistet og genvundet deres status som stat.

I et forsøg på at forklare det paradoks, der ses i Estland og de andre baltiske lande, hvor folket, trods de sociale problemer, fortsatte med at støtte en liberal økonomisk politik og var klar til at støtte regeringer, der foretog drastiske nedskæringer, har den finske politolog Henri Vogt brugt begrebet ’nationsliberalisme’, nation-liberalism.

I modsætning til den traditionelle nationalisme fokuserer nationsliberalisme ikke kun på nationens bæredygtighed som etnisk-kulturelt samfund, men værdsætter også den individuelle økonomiske indsats som et input til landets økonomiske konkurrenceevne, som borgerne symbolsk tolker som et bevis på deres fælles ’nationale styrke’.

Man kan sige, at denne tilgang er en bivirkning af den postkommunistiske overgangsperiode, hvor de central- og østeuropæiske lande konstant blev bragt i samme situation som en langdistanceløber, med den vestlige ekspertgruppe, der vurderede deres resultater.

Da Estland midt i krisen var i stand til at opfylde kriterierne for medlemskab af euroen, fejrede folk denne begivenhed som en sejr i de olympiske lege. I en kommentar til resultatet af Estlands seneste valg, som fastholdt den højreorienterede koalition ved magten trods de drastiske nedskæringer, skrev den finske politolog Henri Vogt:

»Alle sociale handlinger rummer således en national dimension; folks daglige arbejdsindsats er ikke kun beregnet til at fremme den enkeltes trivsel, men hele befolkningens, på trods af de individualistiske tendenser, som også hurtigt fornemmes i landet.

I Skandinavien, for eksempel, er disse mekanismer betydeligt svagere. At nogle mennesker i det nationale Gemeinschaft har måttet lide (måske mere end nødvendigt) bekræfter, at nationen er tilstrækkelig værdifuld at lide for; denne lidelse væver nationen sammen.

Med andre ord: I stedet for det universelle socialdemokrati, der hersker i de nordiske lande og fungerer som grundlaget for deres samfund, er Estlands mest fremherskende mentalitet baseret på den partikularisme, som materialiserer sig i form af skel og kontraster både i samfundet og i forhold til naboerne, kombineret med en stærk følelse af økonomisk frihed. Det kan muligvis fremstå som et skånselsløst samfund, men det er bestemt, i mange henseender, et dynamisk og spændende samfund« (Vogt 2011: 40).

I en situation med nedskæringer og hastigt stigende arbejdsløshed viste de universelle sociale sikringssystemer inden for sundhed, pension og arbejdsløshed, hvor vigtige de var for at opretholde balancen i samfundet under en krise. Men der blev rejst alvorlig tvivl om systemernes finansielle bæredygtighed. På samme tid blev den manglende fleksibilitet på arbejdsmarkedet også åbenlys.

Den danske flexicuritymodel, der blev fremhævet som et godt eksempel for Estland, virkede ikke efter hensigten, fordi regeringen trak sig fra de trepartsaftaler, der blev indgået før krisen, og kun indførte fleksibilitet uden sikkerhedsgarantier. Ved at nedlægge arbejdspladser og skære i lønningerne var det muligt at forbedre den generelle økonomiske situation på bekostning af de ansatte, men fordi der ikke var nogen klar politik for beskæftigelse, løn og omskoling til at give folk en følelse af sikkerhed, blev mange ladt alene med deres bekymringer, og den eneste mulighed var at ’stemme med fødderne’.

De værste følger af krisen er ikke kortsigtede økonomiske vanskeligheder, men en langvarig følelse af mistillid til statens evne til at sikre den unge generation en tryg fremtid. Den unge generations udvandring er en trussel mod en bæredygtig fremtid for alle tre baltiske nationer. Krisen pressede også Estland til at søge nye modeller for bæredygtig økonomisk og social udvikling for at finde nye politiske veje til at øge den sociale sammenhængskraft i samfundet.

De seneste meningsmålinger havde vist, at det estiske socialdemokrati med den unge partileder Sven Mikser havde vundet indpas og overhalet det nyliberale regeringsparti, ikke ved at foreslå populistiske tiltag mod nedskæringerne og EU-politikken, men ved at opfordre til at komme videre: mod intelligent økonomi og en mere effektiv og balanceret finanspolitik; mod en stat, der tager almindelige menneskers bekymringer alvorligt og anvender mere demokratiske og inddragende beslutningsprocesser, og mod en mere integreret Europæisk Union.

Den globale økonomiske konkurrence præsenterer små europæiske nationalstater med et svært valg i forhold til at holde liv i deres sprog og kultur. Økonomisk pres favoriserer store multinationale selskaber. For små lande kunne det endog være økonomisk fordelagtigt at glemme alt om national identitet og gennemføre en engelsksproget uddannelse med henblik på at klare sig i den globale konkurrence og åbne grænserne for udenlandsk arbejdskraft, der er uddannet andre steder.

Men økonomisk rationalitet kan ikke være den eneste grund til, at folk er knyttet til deres nationalstater. Folk i små lande er i stigende grad bekymret for deres kultur, når økonomien, det finansielle system, den politiske beslutningsproces, videnskab og uddannelse bliver stadig mere internationaliseret. Hvilke ændringer bør der ske i denne proces, i rollen som nationalstater og deres sammenslutninger, herunder Den Europæiske Union?

Det er spørgsmål, der med tiden skal besvares af alle europæiske lande. Ikke kun små nationer, men også store lande som Spanien og Italien har oplevet, hvor sårbare de er i globaliseringens stigende bølge. I denne situation er det nødvendigt, at Den Europæiske Unions evne til at yde fælles økonomisk og politisk sikkerhed og beskytte den kulturelle mangfoldighed i den forskelligartede familie af små, mellemstore og store europæiske nationer støttes og styrkes.Krisen trak de europæiske nationer tættere sammen og skubbede dem samtidig fra hinanden, tilbage til deres ’naturlige’ nationale interesser.

Selve grundlaget for Den Europæiske Union som ’værdifællesskab’ synes at være rystet. Solidaritet og åbenhed som de vigtigste europæiske principper er smuldret under vægten af de økonomiske trængsler. Det er tid at reflektere over de grundlæggende værdier i den europæiske integration og ærligt, uden hykleri, at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig er grunden til at gå videre med Den Europæiske Union, ikke blot i økonomisk henseende, men også hvad angår social og kulturel bæredygtighed.

Europa er ikke alene et fælles marked; det er et kulturelt område, en civilisation i sig selv. Det er på tide at vende tilbage til uløste grundlæggende forfatningsmæssige spørgsmål i EU, sætte fokus på effektiviteten af unionens bureaukratiske beslutningssystem og dens evne til at reagere hensigtsmæssigt på de store forandringer, der i øjeblikket sker i verdensøkonomien og politikken.

Det er også på tide at give EU-borgerne bedre muligheder for at påvirke de beslutninger, der tages i Bruxelles og fra den anden side, for at sikre alle medlemslande, gamle som nye, retfærdige og lige rettigheder og pligter. For at gøre det har vi brug for et effektivt europæisk offentligt forum for kritisk og refleksiv international debat. Europas fremtid bør ikke alene løses af ledere bag lukkede døre uden større konsensus og gensidig forståelse mellem Europas borgere.

Oversættelse: Helle Albeck