Der er noget næsten komisk over, hvordan vi i den vestlige verden i dag forsøger at skjule vores overforbrug, både over for os selv og andre.

Vi ved godt, at vi overforbruger, men alligevel forbruger vi videre, endda med stor opfindsomhed.

Den slovenske filosof Slavoj Zizek har i den forbindelse talt om det såkaldte »chokoladelaksativ« som det ultimative eksempel på denne tendens.

Chokoladelaksativets logik går på, at man kan spise alt den chokolade, man vil, uden at få forstoppelse, fordi der i chokoladen er indbygget et laksativ, der snildt løser de problemer, man måtte få med fordøjelsen.

Har du forstoppelse på grund af at have spist for meget chokolade? O.k., så spis denne chokolade!

Hvis vi bevæger os fra den personlige sfære til den kulturelle sfære, må det stå klart, hvordan der også på dette plan er ’sørget for’, at vi kan forbruge videre med god samvittighed.

Hele den aura af moralitet og ansvarlighed, som i dag hviler over forbruget, hjælper os netop til at fornægte og dermed konsolidere vores fortsatte overforbrug.

Det er vi vidne til hver eneste dag, når vi foretager vores indkøb. De varer, som vi kan købe i butikkerne, er ikke bare varer, men en slags ’supervarer’.

De fleste af dem bærer et eller flere mærker, som viser, at de har opnået udmærkelse i enten økologi eller fairtrade eller sundhed.

Hvad disse supervarer fritager os for, er at ændre på organiseringen af vores forbrug på et politisk niveau. Varerne har på en måde en slags indbygget moral.

Vi føler, at der er noget godt i, at de står på hylderne, og at vi kan vælge dem, når vi har overskud til det. Imens kan politikerne klovne rundt i Rio eller Folketinget lige så tosset, de vil.

En forretning, som har drevet ideen om varer med indbygget moral til det yderste, er kaffekæden Starbucks.

Kaffen på Starbucks er profileret sådan, at man kunne få den tanke, at hvis vi alle troppede op og drak denne kaffe dagen lang, så kunne vi faktisk løse problemerne med fattige kaffebønder en gang for alle samt vende udviklingen på klimaområdet.

Vi ville måske nok få lidt dårlig mave af al den kaffe, men hvad gør man ikke for en god sag?

Det er, som om mange varer i dag, såsom kaffe, øl og mælk, har frigjort sig fra, hvad vi mennesker går og foretager os.

Som om de af sig selv ændrer verden, alene ved at være gode, økologiske og bæredygtige. Hermed kan vi aftegne en overgang i den måde, vi opfatter varer på.

I gamle dage var der ofte en anbefaling fra producenten på varen (Denne vare lever op til de højeste standarder!, men i dag er der som oftest en disclaimer (Dette produkt må ikke fryses, skal spises inden…osv.), mens det er varen selv, der taler:

»Jeg blev dyrket på en smuk brasiliansk kaffeplantage efter sunde, bæredygtige principper, herefter blev jeg nænsomt pakket af stolte kaffebønder for at ende som din perfekte eftermiddagsnydelse«.

Som sociologen Ulla Holm for nylig har bemærket, så lever varerne i dag i deres eget lille idealsamfund, afskåret fra det, som ellers foregår.

Mennesker har en helt ny rolle i dette varernes idealsamfund. Menneskene er til at for at beundre og tilbede de gode varer – især de (rå)varer, som kommer direkte fra Moder Jord – endnu en gang, så vi ikke behøver at tage os af det generelle problem om overforbrug, som hærger den vestlige verden.

LÆS OGSÅDyre reparationer skaber overforbrug

Er det ikke netop det, som sker i alle de madprogrammer, som i dag flimrer i en uendelig strøm hen over skærmen?

Nærstuderer man sin tv-guide, kan man nogle gange opdage det forunderlige, at en hel aften på DR 2 er afsat til programmer, der har med dyrkning og spisning at gøre, mens der samtidig kører ’Til middag hos’ og ’Masterchef’ på alle de andre kanaler.

På skærmen kreeres der en fornemmelse af god moral, af omsorg over for naturen, der er smil, glæde og stemning. Imens kan alle os hverdagsmennesker sidde ude bag ved skærmene og hurtigt gafle en mikrobølge-færdigret i os (en ny undersøgelse fra FDB viser, at op mod 25 procent af danskerne spiser aftensmad foran skærmen mindst fem gange om ugen).

Tv-kokken er i dag blevet en slags livsstilspræst, en livskunstner, der har styr på det gode, nære liv i en ellers fortravlet verden. Tv-kokken viser os ikke bare, hvordan man laver maden. Han viser os også, og især, hvordan man nyder den på den bedst mulige måde.

Man kan her tale om det, som den tyske filosof Robert Pfaller har kaldet »interpassivitet«, nemlig at overgive sine inderste »passive« reaktioner til et ydre medie (som f.eks. når man hyrer en grædekone til en begravelse).

Er det ikke netop det, som sker i madprogrammer? Tv-kokken i baggrunden disker op med levende lys, langtidsstegt økologisk vildsvin og hjemmebrygget hyldeblomstsaft, mens man selv smider alufolien fra mikromaden i skraldespaden og skynder sig videre med arbejde eller børnepasning.

Når vi i dag taler om overforbrug og menneskets trang til det overdrevne, skal vi således passe på ikke alt for hurtigt at pege på nye og mere »moralske« måder at nyde på.

Der er meget ofte et element af fornægtelse på spil, når vi finder hurtige udveje på virkelig alvorlige og strukturelle problemer, der knytter sig til vores måde at producere, distribuere og konsumere på.

Moderne vestlig økonomi er, hvad enten vi vil eller ej, bygget op omkring voksende forbrug. Når vi forbruger »moralsk«, gør vi altså netop ikke andet end at tildække det, som egentlig burde adresseres. Den gode smag i munden, vi køber os til, er som at tage en mirakelkur mod halsbrand – efter nogle minutter vender den dårlige smag altid tilbage.

Som de fleste af os sikkert allerede godt ved, så skal der helt andre midler til, hvis vi for alvor vil ændre på vores forbrug.