Staten har mange forklædninger, og i dag formentlig flere end nogensinde.

Der er staten som håndhæveren af lov og orden, der beskytter sine borgere og straffer de formastelige. Den stat kender og anerkender vi som en del af retssamfundet.

Der er også staten, som vejleder i velfærdssamfundet: Her handler det om sociale reguleringer af vores adfærd – ofte gennem økonomiske belønninger.

På den internationale scene optræder vores stat magtfuldt i internationale interventioner. Det er vi langsomt ved at forstå.

Men ved siden af disse former for hård og blød magt får staten i disse år flere andre forklædninger, der er bløde, ofte ret usynlige – og til tider nærmest ’intimiserende’. Engang hed det ’behandlerstaten’, så hed det ’servicestaten’. Er vi nu på vej mod ’påbudsstaten’, der er langt mere direkte i sin regulering af borgerne?

Der er selvfølgelig mange forskellige sider ved denne udvikling – nogle af dem jubler vi nærmest over, andre ængstes vi for. Men hvor går grænsen mellem den nødvendige magt – og den mere farlige, der fratager individerne deres ansvar? Står vi med et dilemma, som vi skal lære at leve med?

•Velfærdsstaten som et gode er alle enige om, her accepterer vi et langt stykke af vejen styringen og kravene til den enkelte. Tænkningen bygger på, at vi har ret til støtte og hjælp – og staten pligt til at yde den. Men mere og mere betones nu den enkeltes pligt over for staten.

Noget for noget! Den universelle stat har givet mennesker velfærd – så må den samme stat vel også uddele lodrette ordrer til dem, der ikke vil makke ret? F.eks. mister man sin kontanthjælp eller familieydelse, hvis man ikke møder op og gør, som staten beder om.

•I sundhedssektoren vipper balancen i disse år mellem statens ret til at blande sig – og den individuelle frihed til at folde sig ud i egne dårligdomme. Rygning, alkohol, motion, dårlige kostvaner – staten vil dæmpe udgifterne til livsstilssygdomme og give flere et længere og bedre (arbejds)liv.

Altså regulering og styring, men hvad med retten til at afgøre egen sundhed? Der er i dag forkæmpere for denne ret, men de bliver mere og mere spage i mælet, når de fra tid til anden stikker hovedet ud fra deres rygekabiner.

•På det retlige område nikker de fleste ja til at fortsætte udviklingen hen mod det overvågede og overregistrerede samfund. Hver år kommer der tusindvis af nye kameraer op på stræder og pladser, foran banker og i almindelige butikker. Og vores brug af mobiltelefon bliver nøje lagret, så vi kan findes og iagttages, hvor vi går og står.

Vi aner nok, at der her er tale om en vis grænseoverskridende praksis, men affinder os, fordi vi også nyder trygheden og beskyttelsen.

•Civilsamfundet med det frivillige arbejde og det nære og gode naboskab er også i kikkerten for den aktive stat. Det er underlagt økonomistyring og på vej til indlejring i socialpolitikken: De frivillige indgår partnerskaber, borgerne bliver brugere, bureaukratiet har sejret over næstekærligheden.

Og sidste skud på stammen er vel en kraftig statslig opfordring til at melde sine naboer, hvis de er i gang med noget, der ligner sort arbejde?

Vi ser det som en ny tendens, der i virkeligheden er kommet snigende: den direkte statsstyring, der mere og mere får karakter af en stat, der er foreskrivende.

Det er påbudsstaten, der nu får en klart moraliserende karakter. Den fortæller os, hvilke pligter vi har, og hvordan vi skal leve vores liv.

Det skete bl.a., da undervisningsministeren bad landets børneforældre om at læse mindst 20 minutter om dagen for deres børn. En god idé? Ja, selvfølgelig, men det er afsenderen, der er problemet. Nu handler det nemlig om, at staten opstiller normer for det gode liv.

Men, på den lange bane, er det så ikke den naturlige udvikling, kan man spørge. At tomrummet efter de store fortællinger udfyldes af staten? Svaret er et tøvende ja, men der er vel en grænse et sted?

Den franske filosof Michel Foucault insisterer på, at magten altid repræsenterer en bestemt gruppes interesser.

Magten er aldrig neutral, den vil forme mennesker – og selv den mest ihærdige fortaler for det almennyttige princip, det gode liv, det sunde liv og den gode opdragelse rummer i sig kimen til undertrykkelse af anderledes tænkende. Er det, hvad vores stat er i gang med – som en slags generel opdragelse af befolkningen?

Vi står med dilemmaer hele vejen rundt, og dilemmaer løses som bekendt ikke, dem skal man leve med. Men man skal også forholde sig kritisk til dem. Derfor skal vi være overordentlig vagtsomme, når det handler om, at staten fortæller os, hvad det gode liv er. Men generelt er der tre veje:

Den liberalistiske model siger: Giv mennesker valget og friheden til at bære konsekvenserne. Men i yderste konsekvens kan de så heller ikke regne med, at staten samler dem op. Her er der tale om minimalstaten, hvor det selvforskyldte også er et valg.

En anden vej er den socialistisk-autoritære model, der siger mere stat, mere overvågning, mere registrering. DDR er forbilledet, i dag måske alene praktiseret i Cuba. Og snart ren historie.

Den tredje vej taler om ’nødvendig statsregulering’, der skal sikre den enkeltes ret til og mulighed for at vælge det gode liv. Det sker hyppigst gennem almen forståelse af velfærd ud fra forebyggelse, beskyttelse og aktiv hjælp til selvhjælp. Det er den universelle velfærdsstat.

Men når denne stat foreskriver indholdet i det gode liv, skal kursen justeres – så er det påbudsstaten, der er gået over grænsen.