Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Regeringen styrer landet fra hospitalssengen

Den borgerlige opposition har medierne til at gøre arbejdet for sig.

63
Gem til liste

Indtil 15. september 2011 havde vi en træt, udslidt opposition, som mere syntes at høre hjemme i en hospitalsseng end i en valgkamp.

Nu har vi en træt, udslidt regering, der styrer landet fra en hospitalsseng, og hvor der skulle have været en mund, er der en iltmaske, som den hvæsende trækker vejret igennem, som om hver dag kunne blive den sidste.

Hvad de forsamlede danske medier også er enige om, at det burde være, og de stadig mere katastrofale opinionstal udløser da også en konstant strøm af nekrologer.

Magten slider på dem, der har den. Den slider endnu mere på dem, der ikke har den, og denne regering har magtesløsheden i blodet efter ti lange år i opposition, og for den, der har afmagten i blodet, er magten ikke længere et middel til at opnå et mål, men målet i sig selv.

Beskyldningen for løftebrud er blevet brugt til monotoni, så man i dag som almindelig dansker har den opfattelse, at ordene socialdemokrat og løftebrud er synonyme.

Men regeringen kom til magten med et historisk set helt enestående valgprogram:

Dets sider var glanende blanke. Der stod intet i programmet, andet end at denne skrøbelige alliance af frustrerede partier så inderligt bad om magten, men hvad de ville bruge den til, forblev en hemmelighed, forseglet bag valgrutinens stivnede smil.

Nu har de så magten og bruger den ikke til noget: Hvor er løftebruddet? Vi havde en viljeløs, efterplaprende opposition. Nu har vi en viljeløs, efterplaprende regering. Jeg kan ikke få øje på andet end forstemmende kontinuitet.

LÆS OGSÅVi har leget med afstumpetheden alt for længe

Der er kun to patienter på hospitalsgangen, der er oppegående. Den ene er formanden for Det Radikale Venstre, Margrethe Vestager, som udviser en rent ud sagt forbløffende vitalitet i sin storslåede vilje til at sabotere den regering, hun selv er medlem af.

Den tanke, at hun målrettet arbejder på at udskifte det haltende fornuftsægteskab med Helle Thorning med et langt mere løfterigt og også mere logisk fornuftsægteskab med Lars Løkke, er svær at afvise.

Den anden er Johanne Schmidt-Nielsen, som virker lige uforknyt, hver gang hun viser sit ansigt på skærmen. Hendes problem er, at hun står i spidsen for et parti, der i realiteten er et etansigtsparti, ikke Enhedslisten, men Johannelisten.

Hendes bagland, hvis indflydelse ikke er en styrke, men en byrde, består af overlevende skurvognsaktivister, som med en stædighed, man kun kan beundre, har holdt sig enhver fornyende tanke fra livet, siden deres ungdoms sidste gnister slukkedes i slutningen af halvfjerdserne i de opslidende nærkampe mellem leninistfraktionerne i Venstresocialisterne.

Den borgerlige opposition opfører sig som feriegæster i Folketinget. Mere behøver den heller ikke. Den har medierne til at gøre arbejdet for sig.

Den virkelige opposition i dette land er ikke den midlertidigt detroniserede højrefløj, men en samlet mediefront, der ikke lader en dag gå uden under dække af neutral nyhedsformidling at iscenesætte vitriolagtige angreb på den siddende regering, der under en spærreild af beskyldninger forhindres i at sige to ord i sammenhæng.

De svar, der gives lige nu, lover ikke godt for fremtiden. Det er ikke kun venstrefløjen, der ligger i en seng på hospitalet. Det gør demokratiet også.

Carsten Jensen

Katastrofen for Danmark er ikke, at vi har Helle Thorning som statsminister, men at vi i den parallelle fantomvirkelighed, som medierne tvinger os til at leve i, har den formatløse Lars Løkke som en uanfægtbar landsfaderskikkelse af Thorvald Stauningske proportioner.

Det hjælper ikke Helle, at hun vandt valget, når hun i mediernes verden frakendes retten til at regere hver eneste dag. Lars Løkke, en Gordon Brown-agtig taberskikkelse, er i mediernes øjne en vinder i venteposition, der hvert øjeblik kan blive kaldt op på sejrsskamlen. Og sådan bliver han behandlet, med andagt og ærbødighed, mens pressens gentlemen over for den altid trængte Helle kun råder over én kommunikationsform: sparket i skridtet.

Der er lige nu en midlertidig pause i mishandlingerne, mens skandalen om lækken af fortrolige oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold afdækkes. Skandalen kulegraves karakteristisk nok ikke af medierne, men af en af regeringen nedsat kommission.

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Medierne selv er forhindret i at optræde i detektivens rolle, da de allerede har forbryderens. Nu hykles der om selvransagelse på mediernes vegne. Men sagen er, at i de ti år, hvor den forudgående regering var ved magten, gemte hver anden minister i sin attachémappe på en skandale af tamilsagslignende omfang, og medierne gjorde med få heroiske undtagelser, der altid forblev konsekvensløse, intet ved sagen.

Sagen om forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsens eventuelle ulovligheder vil heller ingen konsekvenser få, og når han en dag igen indtager en ministerpost, vil der på den endeløse liste af ansøgere til stillingen som hans næste spindoktor befinde sig de fleste af de Christiansborgjournalister, der i dag lader, som om de dækker sagen.

En af de få gode nyheder i det forløbne års offentlige liv var en undersøgelse, der viste, at kun nogle få procent af befolkningen har nogen som helst tillid til massemedierne; et forhold, medierne selvsagt beklager, men som i mine øjne er et opmuntrende tegn på, at et flertal på fuldstændig naturstridig vis stadig er oplyst og retsindigt tænkende.

Den indædte skepsis over for medierne er en af de sidste lommer af ilt i et demokrati, der fungerer, ikke i kraft af sine toneangivende journalister, men på trods af dem.

Den vigtigste forskel på den borgerlige regering og dens uheldige afløser er ikke så meget den politik, der føres, som det forhold, de nytilkomne har til journalisterne på Christiansborg. Den nye regerings medlemmer har simpelthen endnu ikke lært sig det rette korrupte samspil.

Men at venstrefløjen er lærevillig, viser det generationsskifte, der har fundet sted i de to partier Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Den yngre generation er ikke kommet til magten på grund af sine visioner, for dens horisont kan rummes i en af de tomme leverpostejbakker, dens såkaldte fornyere eller ’arbejderister’, som nogle af dem kalder sig, hele tiden taler så manisk om. Men disse unge er blevet forfremmet til topposter, fordi de anses for at være i særlig grad medieegnede.

Og her kommer det store paradoks i disse års danske politik: Disse idéløse og derfor supermedieegnede unge er også årsagen til, at den danske venstrefløj befinder sig midt i en ustoppelig nedtur, når det gælder folkelig opbakning. Det er den gåde, der får leverpostejhjernen til at stå stille på treenigheden af politikere, journalister og spindoktorer: Hvordan kan man være så medieegnet og samtidig uden gnist af folkelig appel?

Et år efter

Nyt essay

Vi har bedt Carsten Jensen om at evaluere regeringens første år. Dagen efter valget i 2011 skrev han et essay på denne plads.

'Vi har leget med afstumpetheden alt for længe'

Han skrev blandt andet:

»Nu møder Helle Thorning og Villy Søvndal frem med plaster for munden og ansigtstræk så stive, som havde de begge fået en Botoxoperation for meget«.

Han skrev også, at »... Fogh havde efterladt den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker som fangevogtere for en regering, der i forvejen mest udmærkede sig ved sin principløshed ...«.

Der tales meget om den store flok af troløse flakker, der midt i årtiet flokkedes omkring Det Radikale Venstre for så at gå videre til Socialistisk Folkeparti for til slut, i en skuffelse der må have gjort fristelsen til at stemme blankt temmelig overvældende, at ende hos Enhedslisten.

Er de troløse? Eller er de måske i virkeligheden trofaste? Bare ikke over for partier, men måske snarere over for den vision og det engagement, der udtrykkes i de store ord, der er blevet så sjældne i politik?

Præsident Barack Obamas valgkampagne i 2008 er et eksempel. Den handlede, som også titlen på en af hans bøger, om ’modet til at håbe’, og det var dette mod, der fik millioner af unge, der ellers følte sig hjemløse i en pengestyret valgkamp, til at stemme.

Nu har Obama selv gjort de store ord meningsløse og er henvist til at genvinde præsidentembedet med en pragmatisk stemmeføring, der taler til folk om deres nære behov, men ikke længere udpeger nogen håbefuld vej ind i fremtiden.

Idealismens svaghed er, at den ofte ender med at gøre det bedste til det godes fjende og udelukke ethvert kompromis. Pragmatismens problem er, at den ofte ender i den blindgyde, hvor den nøjes med at foretrække det mindste onde i en udvejsløs politik, der ligger farligt tæt på demokratiets tre store dræbere, desillusion, resignation og selvopgivelse. Der er vi nu. Ikke bare i USA, men også herhjemme.

I dansk politik er det sådan, at jo større problemerne er, desto større er også benægtelsen og fortielsen. Den globale opvarmning og årsagerne til finanskrisen er ikke politiske stridspunkter, skønt de tilsammen vil afgøre vores civilisations fremtid.

Økonomi er blevet et nøgleord, men finansmarkedernes amokløb fremstilles som en naturtilstand, vi må lære at tilpasse os, ikke kontrollere. Politik er blevet de bekvemme mikroløsningers kunst i en tid, der råber på store beslutninger.

Tilbage er der en tilskuersport, hvor det hele handler om vindere og tabere i et indholdsløst spil om magten. Men dette spil har en uudtalt forudsætning: vores umyndiggørelse som borgere. Der bliver talt ned til os. Vi får små løfter, små belønninger, små udsættelser. Vi er ikke medlemmer af et fællesskab, men af et sociologisk nøje definerbart virvar af segmenter, højere og lavere middelklasse, faglært og ufaglært arbejderklasse, en næsten unævnelig underklasse og en lige så unævnelig overklasse.

Alle har vi hver vores behov, sprog og kulturelle vaner, som der dygtigt appelleres til og manipuleres med. Det er en handel, der slås af i stemmeboksen, og hvert parti har sit klientel i et belønnings- eller kvitteringsdemokrati, der intet har med store og besværlige valg at gøre.

Vi er ikke længere borgere, men forbrugere, også af politik. Lars Løkke har ikke succes i meningsmålingerne, fordi han er en større statsmand end sin rival. Han er blot den mest skamløse smigrer af den selvtilfredse middelklasse.

Så der sidder vi, indespærrede i hver vores forstemmende lille, lukkede kasse, snart rystende af skræk for at miste dagpengene, snart smaskende af uhæmmet selvtilfredshed ved løftet om nye ufortjente skattelettelser.

Udsigt til andre borgere end dem, der ligner os selv, har vi ikke, indlevelse i deres verden heller ikke, skønt fællesskabets forudsætning netop er den viden, at ikke alle lever ens. De politiske partier har ikke andet at tilbyde end selvopretholdelsens laveste fællesnævner.

Problemet stikker dybere end højre eller venstre.

Det store spørgsmål, der hver dag ufrivilligt rejses af medier og politikere, er, hvad det vil sige at være borger i et demokratisk samfund? Indebærer det, at vi ikke blot fortjener at blive talt til som de myndige voksne, vi er, men også gives midler til at handle og øve indflydelse?

Eller er det blot vores opgave at sætte underskriften på den stiplede linje som kvittering for endnu en lille erkendtlighed, endnu en lille udsættelse af det uundgåelige?

De svar, der gives lige nu, lover ikke godt for fremtiden. Det er ikke kun venstrefløjen, der ligger i en seng på hospitalet. Det gør demokratiet også.

PolitikenPlus
  • Rem til kamera Håndlavet kamerarem i et stykke kraftigt læder. Remmen passer bedst til kameratypen kompakt, samt semi-SLR. Remmen er 12 mm. bred, 3,1 mm. tyk og er 92 cm. lang.

    Pluspris 249 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Giraf Ikke et ord om Marius. Ikke et ord. Eller ? jo, måske.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • DM i saft og juice Søndag den 7. september forvandles Politikens Hus for en enkelt dag til Danmarks største saftpresningskonkurrence, når Wilfa og Aarstiderne går sammen om at finde danmarksmesteren i saft.

    Pluspris 30 kr. Alm. pris 40 kr. Køb
  • Stol - både til inde og ude Den flettede Acapulco-serien er et godt eksempel på et frugtbart samarbejde med OK design´s mexicanske producent. PVC-snoren på stolen er fri for tungmetaller, ftalater og andre skadelige stoffer.

    Pluspris 1.349 kr. Alm. pris 1.590 kr. Køb
  • Efterårsjakke til hende Vendbar jakke til hende. En sporty nyfortolkning af den klassiske quiltede jakke, som passer godt i det omskiftelige danske efterårsvejr.

    Pluspris 765 kr. Alm. pris 899 kr. Køb