En kortlægning, som Politiken har foretaget, viser, at både ministre og partiledere i Danmark er markant yngre i dag, end de var under Nyrupregeringen i 1998. Det ser endda ud til, at vi kan få en ny SF-formand, der kun er 29 år gammel. Hvad er det udtryk for?

»Det er udtryk for en ungdomsfiksering i dansk politik, når det gælder måden, man udvælger politiske ledere og ministre på. Og det er en tendens, som efter alt at dømme er mere markant i Danmark end i andre lande«.

Mener du, at vi skiller os markant ud i forhold til, hvad vi ser internationalt?

»Ja, jeg har ikke en fuldstændig statistik, men kigger man ud i verden, oplever man slet ikke den samme tendens som i Danmark. Angela Merkel i Tyskland er ikke nogen årsunge, men en moden dame på 58. Fredrik Reinfeldt er 45. Norges Jens Stoltenberg er i 50’erne, og Storbritanniens Cameron er midt i 40’erne. Samtidig er ministrene i deres kabinetter som regel alle forholdsvis modne af alder. I Tyskland og Frankrig skal du ofte være helt oppe i 50’erne, før du bliver minister. François Hollande er selv i slutningen af 50’erne. I Italien skal du endda tit være omkring de 60 år, før du slår igennem i politik«.

DEBAT»Unge politikere er bedre til at udfordre systemet end de gamle«

Hvad er det, der sker i Danmark?

»Det er tilsyneladende et isoleret dansk fænomen, hvor man af en eller anden mærkværdig grund tror, at ungt altid er godt og bedre i politik. Den tankegang, der ligger bag, er næsten det mest bekymrende. For der er selvfølgelig ikke noget galt i, at unge kommer ind i politik. Men det, der bekymrer mest, er, hvis man samtidig kaster vrag på livserfaring, erhvervserfaring og det, at man eksempelvis har færdiggjort og udnyttet sin uddannelse. Der er jo en række ministre i den nuværende regering, der ikke engang har færdiggjort en uddannelse. Sådan noget ville i de fleste andre civiliserede lande være diskvalificerende i forhold til en ministerpost - bare ikke i Danmark«.

Hvorfor ikke?

»Fordi man i dansk politik åbenbart mener, at ungdom overtrumfer alle andre faktorer som erhvervserfaring, livserfaring og det, som de ting bidrager med«.

Hvorfor er det problematisk?

»Fordi man udsender forkerte signaler til resten af befolkningen – eksempelvis om, at det ikke er afgørende, at man gør sin uddannelse færdig. Det virker ikke særlig troværdigt, når ministre samtidig står frem og siger, at de unge partout skal gøre deres uddannelse færdig på fem år, og at det er meget afgørende at blive færdig for samfundets skyld, når der findes andre ministre i selv samme regering, som aldrig selv har tænkt sig at følge op på budskabet«.

Men selv om flere ministre ikke har gjort deres uddannelse færdig, kan de vel godt træffe fornuftige beslutninger?

»Muligvis, men man kan godt spørge, om man ikke får dårlige beslutninger fra folk, som mangler livserfaring, uden at det naturligvis er noget, man direkte kan eftervise og dokumentere. Man kan have en stærk formodning om, at vigtige beslutninger bliver bedre, når de beror på en eller anden form for levet liv, hvor man relaterer sig til, hvordan man tænker ude på arbejdspladserne og i samfundet i øvrigt, fordi man selv har været der. Hvordan skal man som minister forholde sig til problemet med produktivitetsudviklingen eller til konkret jobskabelse, hvis man aldrig har haft et job uden for den politiske sfære? Det bliver i hvert fald et underligt abstrakt forhold«.

LÆS ARTIKELDrop den politiske ungdoms-dyrkelse

Hvordan det?

»Faren er, at man som minister kommer fuldstændig i lommen på embedsmændene, fordi man ikke har sine egne erfaringer fra livet og arbejdspladserne at byde ind med. Man kan jo ikke som ung uerfaren minister komme og sige: »Hør nu her, hr. departementschef. Jeg har været på en arbejdsplads, hvor folk blev afskediget. Jeg så, at det skete af de og de grunde. Derfor synes jeg, at vi bør sætte ind med politiske initiativer her og her«. Unge erhvervsuerfarne politikere bliver i langt højere grad afhængige af embedsmændenes råd og dåd. Der er derfor en fare for, at der sker en teknokratisering af dansk politik, og man bliver samtidig dårligere til at forklare sin politik, fordi man ingen personlige erfaringer har at øse af«.

Du mener, at de unge politikere befinder sig længere væk fra det liv, som almindelige mennesker – vælgerne – lever ?

»Ja, og det er måske det værste. Der kommer større skel mellem de folkevalgte og almindelige mennesker, og på den måde skader ungdomsfikseringen i dansk politik demokratiet. Almindelige mennesker kan ikke se og genkende sig selv i politikerne. De fleste mennesker er jo ikke chefakademikere i 20’erne. De er tømrere, kontorfolk, murere, lærere og arbejder i industrien, og for dem bliver det mere og mere nogle helt andre mennesker på en anden planet, der sidder og bestemmer politikken«.

LÆS OGSÅHvor er Vestagers kvinder?

Nu har vi en SF-formandskandidat på 29 og en på 52. Er vi dér, hvor det er et handikap for Vilhelmsen at være 52 i forhold til Astrid Krag på 29?

»Nej, jeg tror, at tingene er ved at vende. Vilhelmsen har i sin kampagne slået på, at hun har livserfaring og erhvervserfaring – uden direkte at angribe Astrid Krag for at have det modsatte. Jeg tror måske, at vi har set toppen af denne rent danske politiske ungdomsfiksering, og at det er ved at vende. Det kan ligefrem blive en fordel for Annette Vilhelmsen, at hun har de her kvaliteter, mens Astrid Krag ikke har. Måske er det derfor, Vilhelmsen har medvind«.