Et mønster går igen, når antropolog og forfatter Henrik Hvenegaard Mikkelsen sætter ungerne af hos sine forældre:

»Så snart jeg træder ind ad døren, begynder jeg at give dessiner om, at de skal huske at styre min datters brug af telefonen, for hun har ingen stopknap. Som den helikopterfar, jeg er, kan jeg jo se hendes skærmtid på min telefon, og den er høj, hvis hun får lov selv at bestemme, det ved jeg. Jeg ved også, at når hendes egen telefon løber tør for strøm, så snupper hun bare farmors og kører videre på alle de forbudte apps, og det går slet ikke«.

»Det der med at udstikke retningslinjer og regler er en konstant tilstand. Jeg kører på autopilot. Det er nærmest psykotisk. Det er så indlejret i forældre, at jeg bare skal klare den her livets vigtigste opgave – at have børn og gøre det rigtige for dem – og så må de andre bare rette ind«.

Det træk deler han med mange forældre. Det afspejler, at en af de vigtigste relationer i vores liv - ja, en af de grundlæggende årsager til menneskets succes som art - er ved at gå fløjten.