I disse uger er der et præsidentvalg i gang. I USA.

Men at dømme efter mediedækningen er valget af SF’s næste formand en langt større begivenhed. I Danmark i alt fald.

Som afgående SF-formand kan jeg ikke være ked af interessen for SF – om end proportionerne nogle gange synes temmelig skøre.

I SF har vi haft en lang tradition for kampvalg om formandsposten. Det er efter min mening en fin tradition.

Ikke fordi det er en tradition. Men fordi det er en demokratisk proces – som er blevet en tradition. Og demokrati tror jeg faktisk ikke, vi kan få for meget af i politik.

LÆS OGSÅSøvndal sender skudsalve ind i formandsopgør

Derfor har jeg også syntes, det var beskæmmende at se journalister, kommentatorer og såkaldte eksperter – samt politikere fra andre partier – udtrykke ’bekymring’ over processen i SF. Ja, gu giver det lidt støj.

Og jo – der ryger en finke af panden i kampens hede. Og jo, det er ikke hele tiden lige kønt. Og hvad så? Om nogle dage samler SF’erne sig om en ny formand og arbejdet med at lave SF-politik til gavn for Danmark fortsætter med nye kræfter.

I valgkampen sagde SF, at »vi var det nye – i en ny regering«, forstået således, at SF var uprøvede og ville komme ind i et regeringssamarbejde med en lidt anden kultur, nogle lidt andre måder og værdier.

Formandsvalget er et eksempel på dette: at vi som parti kan tage en demokratisk proces fra A til B – også selv om det støjer, også selv om vores regeringspartnere måske synes, det er træls eller ubekvemt eller unødvendigt. Sådan er dét (jo) så.

I Mellemøsten – og i visse danske partier – overlader man bare magten og æren til sin efterfølger. Det er sikkert trygt, at arvefølgen er på plads, og kåringen foregår så ganske feudalt. Men ikke i SF. Her brydes meningerne. Her kæmpes om formandsposten. Her vendes argumenterne.

Jeg medgiver, at det selvfølgelig er mere bøvlet, når man også sidder i regering. Og jeg er klar over, at regeringspartnerne sikkert har taget sig til hovedet.

DEBAT Sejr til Vilhelmsen betyder farvel til Möger

Til jer må jeg sige: Det forstår jeg godt, set fra jeres stol. Det er der bare ikke noget at gøre ved. Livet går videre lige om lidt.

Og til SF’erne: Vi er jo generelt et fredselskende folkefærd, og derfor er det heller ikke altid sjovt, når ens partifæller krydser klinger i offentligheden, eller når ikke alt, hvad der siges, måske burde have været sagt eller sagt på den måde.

Til jer vil jeg sige: Kun vi selv har ansvaret for, hvordan vi lader processen løbe. Men vi er heldigvis enige om, AT processen skal køre. Den demokratiske proces. Medlemsdemokratiet.

At SF selvstændigt har holdt beskæftigelsen hos danske journalister oppe gennem længere tid, må vi så lære at leve med.

Men spar os SF’ere for alt det pjat om, at sådan en proces er utidig, farlig, dårligt håndteret, eller hvad der ellers skrives og siges. Vi kører en gennemdemokratisk proces med alt, hvad det giver. For demokrati er besværligt. Men alternativet er langt værre.

Og så er der jo også et vigtigt valg i USA lige nu.