»Jeg er fucking vred på mine forældres generation, der kom til Danmark i
slutningen af 1980’erne. Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle
forestille at være forældre, har totalt svigtet deres børn. Så snart vores
forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte
op. Og så kunne vi se vores fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen
med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der
aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev
kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af
vores forældre. Vi er den forældreløse generation«.
Ordene kommer fra den 18-årige Yahya Hassan, som i denne måned debuterer med
en digtsamling, der udkommer på Gyldendal.
Ud over den kommende bogudgivelse blev han i september optaget på
Forfatterskolen i København. Umiddelbart ligner han en succes, men for bare
et år siden blev han smidt ud af en højskole, året før var han
varetægtsfængslet for røveri, og før det levede han i en ’sportstaske’, der
blev pakket, hver gang han blev nødt til at skifte institution på grund af
adfærdsvanskeligheder.
LÆS OGSÅNy bog: Indvandrerbørn bliver
fastholdt i en problemforståelse
Selv om lyspunkterne er mange i Yahya Hassans liv i dag, var de svære at få
øje på i barndomsmørket i Aarhus Vest, der var præget af vold, angst og
uforudsigelighed.
»Jeg er blevet tæsket som barn. Systematisk tæsket. Alle mine venner blev
opdraget med tæsk. Min far brugte tid på at finde straffe til mig og mine
søskende. Han tvang os til at stå på et ben med ansigtet vendt mod væggen i
timevis med hænder udstrakt til hver side. Det er jo sygt. Det var heller
ikke så meget, at de ikke kunne hjælpe os med vores lektier og citere
klassiske digte, men snarere at de ikke gad os, at de ikke overskuede deres
egne børn, det er det, der gør mig harm i dag. Det er det, jeg angriber i
mine digte. De var bare tilskuere, der en gang imellem stak os en lussing,
så de følte, de stadig kunne opretholde en orden«.
Opretholde en orden?
»Ja, at de stadig følte en form for forældrefølelse. Det værste af alt var, at
de rent faktisk havde tid til os, men brugte den på alt andet. Mændene
spillede kort, dovnede den, gik i moske og så nyheder fra Mellemøsten, mens
kvinderne havde travlt med at sladre og jagte tilbud i Føtex. Når en
forkælet overklassedreng i dag beklager sig over, at hans far aldrig var
der, fordi han arbejdede til sent ud på natten, så er der en logik i det,
som jeg forstår. Faren var væk på arbejde. Langt de fleste fædre i mit
område, hvor jeg er opvokset i Aarhus Vest, var arbejdsløse og på
kontanthjælp. De havde al den tid i verden, de kunne ønske sig, men brugte
den ikke på os. Min far fik et arbejde som taxachauffør på et tidspunkt, det
betød bare, at han nu også var fysisk væk. Intet ændrede sig«.
Den sociale råddenskab
I en alder af 13 år blev Yahya Hassan anbragt efter flere ungdomsår som
kriminel. Han husker tydeligt den aften, hvor to betjente og en
sagsbehandler bankede på deres dør til lejligheden.
»Min søster løb efter politibilen og bankede på døren med snot ud af næsen og
tårer ned ad kinden. Det var ligesom kulminationen på elendigheden og
råddenskaben gennem min barndom. Den der råddenskab i underklassen har jeg
aldrig kunnet slippe«.
blå bog
Yahya Hassan
- Han er født 19. maj 1995.
- Hans forældre kom til Danmark som palæstinensiske flygtninge fra Belbek i
Libanon.
- Han er opvokset i Aarhus Vest med fire søskende.
- Han er aktuel med digtsamlingen ’Yahya Hassan’, der udkommer 25. oktober på
Gyldendal.
- Til daglig læser han på Forfatterskolen i København.
Nu har du personligt haft en meget barsk opvækst. Er du ikke bare et
uheldigt enkelttilfælde blandt mange andre velfungerende familier fra
underklassen?
»Nej. Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i
underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne
mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er
der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det
handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er
gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske
ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og
samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til
arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og
fejrer, når man får det«.
Det minder meget om den underklasse, som Karina Pedersen og Lisbeth Zornig
tidligere har beskrevet her i avisen. Ser du nogle forskelle på den etniske
danske og nydanske underklasse?
»Den nydanske underklasse er endnu ikke så erfaren som den danske underklasse,
der har haft flere år på bagen med velfærdsydelser. Men hykleriet er klart
større i den nydanske underklasse, hvor man på den ene side bryster sig af
at være rettroende muslim og på den anden side bedrager samfundet. Det er
patetisk, når en fra min hjemby Aarhus, som jeg ved arbejder sort og har
snydt sig til kontanthjælp, sidder og belærer mig om, at jeg skal opføre mig
ordentligt. Det er svært at tage seriøst. Han beder sine døtre om at tage
tørklæde på, men nedstirrer andre kvinder på gaden, når de går forbi ham. Da
jeg som barn spillede på min onkels computer, blev jeg dybt overrasket over,
at den var fyldt med pornofilm. Han brystede sig jo altid af at være den
hellige. De mænd lever i en mærkelig fantasiverden, hvor de kan hore, drikke
og stjæle og om aftenen gå i moskeen og søge tilgivelse. På den måde kan de
starte forfra dagen efter, fordi de bare kan få aflad hos Gud. Det er en
perves tilgang til religion. Jeg har ikke respekt for den slags hykleri. Når
arabere fra Mellemøsten ser på de arabere, vi har i Danmark, så nægter de at
tro, at de er arabere«.
Hvad mener du?
»De kender intet til den arabiske litteratur, historie sprog og dyrker en form
for underklasseislam, hvor de bruger det, der passer dem af religionen, og
smider alt andet væk. Langt de fleste nydanskere i Danmark passer
selvfølgelig deres arbejde og er lovlydige borgere, men underklassen er så
stor, at den ikke længere kan ignoreres«.
Mine lærere troede, jeg snød
Da Yahya Hassan fyldte 13, flyttede han på institution for første gang. Han
passede ikke rigtigt ind, og pædagogerne kunne ikke tøjle ham, så han
flyttede videre til en ny institution. Dette mønster forsatte mange år frem,
indtil han kom på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, hvor han for
første gang stiftede bekendtskab med litteraturen.
BARNDOM
Digt
FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL
»På Solhaven troede de først, jeg var ligesom de andre rødder. Så de satte mig
til at se ’Matador’ fra morgen til eftermiddag. Men en dag skulle vi
aflevere en stil om Facebook. Jeg brugte hele weekenden på den. Da jeg
afleverede den, kiggede min lærer kort på stilen og gav den tilbage til mig
med ordene: »Hvor har du stjålet den? For det er jo ikke dig, der har
skrevet den«. Jeg blev så vred, at jeg sagde til hende, at jeg ville skrive
en ny med det samme og give hende den, når dagen var omme. Så det gjorde
jeg. Hun kunne ikke tro sine øjne. Fra den dag af så jeg ikke mere
’Matador’. Hun gav mig danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger.
Det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. På Solhaven sørgede min lærer
for, at jeg kom videre og fik skrivekurser og højskoleophold«.
Det var der, du begyndte at skrive digte?
»Ja, det var, som om der åbnede sig et gammelt sår i mig et sted, hvor ordene
strømmede ud af mig. Vrede ord. Jeg skrev på min digtsamling, samtidig med
jeg fik lov til at tage en 9. klasse uden for Solhaven. Der oplevede jeg for
alvor at være udenfor. Mange af de middelklasseforældre ville ikke have,
deres børn gik med mig, så jeg blev ofte ikke inviteret med til festerne.
Jeg gjorde det nok ikke nemt for dem, men igen følte jeg mig som perkeren«.
Hvordan?
»Nu var jeg pludselig den eneste fra underklassen blandt de velfungerende
børn. Ser man på mit liv i dag, er jeg på en måde gået fra at være
underklasseperker til at være overklasseperker. Den ene dag løber jeg væk
fra politiet, den anden dag er jeg til Gyldendals efterårsreception, hvor
jeg drikker vin med de store forfattere. Men perker er jeg stadig. Også i
forlagets øjne. Tag bare min redaktør på Gyldendal. En af de første ting,
han sagde om min digtsamling, var, om vi ikke skulle give den titlen
’Ghettodigte’. Jeg bebrejder ham ikke, for han ved, det er det, medierne vil
have. De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser
Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på
præmieperker-identiteten. Det handler om vilkår. Jeg skriver selvbiografiske
digte fra underklassen om et historisk forældresvigt. Jeg er ikke nogen
rollemodel eller forbillede for andre unge nydanskere, du må love, du ikke
fremstiller mig sådan i interviewet«.
Opgøret, der aldrig kom
Ifølge Yahya Hassan er den største brudflade i dag ikke selve forældresvigtet,
men snarere den svigtede generation, der ikke har formået at rejse kritikken
af deres forældre.
Min generation har ikke magtet at tage kampen med det kæmpe svigt, som deres forældre
har vist dem. Især de veluddannede og såkaldte intellektuelle
nydanskere har ikke levet op til deres ansvar
Yahya Hassan, digter
»Min generation har ikke magtet at tage kampen med det kæmpe svigt, som deres
forældre har vist dem. Især de veluddannede og såkaldte intellektuelle
nydanskere har ikke levet op til deres ansvar om at udfordre, kritisere og
italesætte de problemer, som vi har gået igennem med undtagelse af få
stykker i den offentlige debat. De er verdens bedste kritikere, når det
kommer til menneskerettigheder og krige i Mellemøsten, men når det kommer
til deres egen baghave, er de stumme og passive«.
Hvorfor tror du, at din generation ikke har formået at rejse kritikken?
»Mange af forældrene har jo tudet deres børns øre fulde med, at de skal være
taknemmelige, fordi forældrene overhovedet tog flugten til Danmark, for hvad
ville der være sket med børnene, hvis de var blevet i flygtningelejren? Som
om de gjorde os en tjeneste. Det er følelsesmæssig afpresning, hvis du
spørger mig, og et latterligt argument, der ikke fratager forældrene deres
ansvar«.
Du tror ikke, at det skyldes, at din generation af veluddannede nydanskere har
været bevidst om, at deres forældre kom fra dårlige kår, og derfor har været
overbærende med deres fejl og mangler?
LÆS OGSÅVelkommen til klubben for
eliteperkere
»Jo, mange har tænkt: Man sparker ikke til nogen, der allerede ligger ned. Men
jeg tror også, at den offentlige debat i Danmark har haft en negativ effekt.
Nydanskere har konstant været i defensiven, siden de kom til. Ofte med god
grund. Men når man er i defensiven, så udvikler man sig ikke internt blandt
minoriteter, fordi selvkritik bliver sat i samme bås som ’fjendes’ kritik.
Men på trods af alle de ting kommer det bag på mig, at min generation har
været lydløs. Det er forældrene, der er problemet, det er dem, der er skyld
i, at så mange drenge med nydansk baggrund er kriminelle, så mange af
drengene dropper ud af uddannelser, og at så mange er på
overførselsindkomst«.
Men når du entydigt giver forældrene skylden, glemmer du så ikke det
individuelle ansvar, de her drenge har for deres egen fremtid?
»Hvis du aldrig har lært, hvad der er rigtigt eller forkert hjemmefra, er det
svært at træffe de rigtige beslutninger som ung. Hvis dine forældre kun
opdrager dig med tæsk og korancitater og aldrig med dybe samtaler, så er det
svært at være forberedt på det, samfundet har at byde dig. Når forældrene
har gjort deres for at skabe et sundt og godt menneske, kan du tale om
personligt ansvar«.
Nu har vi en begavet, ung mand, som dig, der kommer på banen og i
talesætter forældresvigtet. Hvad foreslår du, der skal gøres?
»Først må vi anerkende, at der er et kæmpe problem her. Og når jeg siger vi,
mener jeg nydanskere. Berøringsangsten kommer sjovt nok ikke fra de etniske
danskere, men fra nydanskerne selv. Dernæst har man tøvet for meget med at
anbringe børn med nydansk baggrund, selv om forældrene i alles øjne ikke var
i stand til at være forældre. Fordi de har haft en anden kultur, har man
haft større forståelse for, at de tæskede deres børn. Sådan gør man jo i
Mellemøsten. I dette misforståede hensyn har de etniske danskere ramt ved
siden af. Men først må min generation gøre op med deres forældres svigt«.
Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation
Vi, der faldt fra på uddannelser, blev kriminelle, og blev bumser - vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre, siger nybagt digter.
Svigt. »Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op«, siger 18-årige Yahya Hassan, der er aktuel med digtsamlingen 'Yahya Hassan'. Et gennemgående tema i bogen er flygtningeforældrenes store svigt. Vi bringer her på siden digtet 'Barndom'. Du kan se Yahya Hassan fremsige digtet i artiklen. - Foto: Jacob Ehrbahn (arkiv)
»Jeg er fucking vred på mine forældres generation, der kom til Danmark i slutningen af 1980’erne. Den der kæmpe gruppe af flygtninge, der skulle forestille at være forældre, har totalt svigtet deres børn. Så snart vores forældre landede i Kastrup, var det, som om deres rolle som forældre hørte op. Og så kunne vi se vores fædre rådne passivt op på kontanthjælp i sofaen med fjernbetjeningen i hånden, ledsaget af en desillusioneret mor, der aldrig sagde til eller fra. Os der faldt fra på uddannelser, os der blev kriminelle, og os der blev bumser, vi blev ikke svigtet af systemet, men af vores forældre. Vi er den forældreløse generation«.
Ordene kommer fra den 18-årige Yahya Hassan, som i denne måned debuterer med en digtsamling, der udkommer på Gyldendal.
Ud over den kommende bogudgivelse blev han i september optaget på Forfatterskolen i København. Umiddelbart ligner han en succes, men for bare et år siden blev han smidt ud af en højskole, året før var han varetægtsfængslet for røveri, og før det levede han i en ’sportstaske’, der blev pakket, hver gang han blev nødt til at skifte institution på grund af adfærdsvanskeligheder.
LÆS OGSÅNy bog: Indvandrerbørn bliver fastholdt i en problemforståelse
Selv om lyspunkterne er mange i Yahya Hassans liv i dag, var de svære at få øje på i barndomsmørket i Aarhus Vest, der var præget af vold, angst og uforudsigelighed.
»Jeg er blevet tæsket som barn. Systematisk tæsket. Alle mine venner blev opdraget med tæsk. Min far brugte tid på at finde straffe til mig og mine søskende. Han tvang os til at stå på et ben med ansigtet vendt mod væggen i timevis med hænder udstrakt til hver side. Det er jo sygt. Det var heller ikke så meget, at de ikke kunne hjælpe os med vores lektier og citere klassiske digte, men snarere at de ikke gad os, at de ikke overskuede deres egne børn, det er det, der gør mig harm i dag. Det er det, jeg angriber i mine digte. De var bare tilskuere, der en gang imellem stak os en lussing, så de følte, de stadig kunne opretholde en orden«.
Opretholde en orden?
»Ja, at de stadig følte en form for forældrefølelse. Det værste af alt var, at de rent faktisk havde tid til os, men brugte den på alt andet. Mændene spillede kort, dovnede den, gik i moske og så nyheder fra Mellemøsten, mens kvinderne havde travlt med at sladre og jagte tilbud i Føtex. Når en forkælet overklassedreng i dag beklager sig over, at hans far aldrig var der, fordi han arbejdede til sent ud på natten, så er der en logik i det, som jeg forstår. Faren var væk på arbejde. Langt de fleste fædre i mit område, hvor jeg er opvokset i Aarhus Vest, var arbejdsløse og på kontanthjælp. De havde al den tid i verden, de kunne ønske sig, men brugte den ikke på os. Min far fik et arbejde som taxachauffør på et tidspunkt, det betød bare, at han nu også var fysisk væk. Intet ændrede sig«.
Den sociale råddenskab
I en alder af 13 år blev Yahya Hassan anbragt efter flere ungdomsår som kriminel. Han husker tydeligt den aften, hvor to betjente og en sagsbehandler bankede på deres dør til lejligheden.
»Min søster løb efter politibilen og bankede på døren med snot ud af næsen og tårer ned ad kinden. Det var ligesom kulminationen på elendigheden og råddenskaben gennem min barndom. Den der råddenskab i underklassen har jeg aldrig kunnet slippe«.
blå bog
Yahya Hassan
Nu har du personligt haft en meget barsk opvækst. Er du ikke bare et uheldigt enkelttilfælde blandt mange andre velfungerende familier fra underklassen?
»Nej. Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og fejrer, når man får det«.
Det minder meget om den underklasse, som Karina Pedersen og Lisbeth Zornig tidligere har beskrevet her i avisen. Ser du nogle forskelle på den etniske danske og nydanske underklasse?
»Den nydanske underklasse er endnu ikke så erfaren som den danske underklasse, der har haft flere år på bagen med velfærdsydelser. Men hykleriet er klart større i den nydanske underklasse, hvor man på den ene side bryster sig af at være rettroende muslim og på den anden side bedrager samfundet. Det er patetisk, når en fra min hjemby Aarhus, som jeg ved arbejder sort og har snydt sig til kontanthjælp, sidder og belærer mig om, at jeg skal opføre mig ordentligt. Det er svært at tage seriøst. Han beder sine døtre om at tage tørklæde på, men nedstirrer andre kvinder på gaden, når de går forbi ham. Da jeg som barn spillede på min onkels computer, blev jeg dybt overrasket over, at den var fyldt med pornofilm. Han brystede sig jo altid af at være den hellige. De mænd lever i en mærkelig fantasiverden, hvor de kan hore, drikke og stjæle og om aftenen gå i moskeen og søge tilgivelse. På den måde kan de starte forfra dagen efter, fordi de bare kan få aflad hos Gud. Det er en perves tilgang til religion. Jeg har ikke respekt for den slags hykleri. Når arabere fra Mellemøsten ser på de arabere, vi har i Danmark, så nægter de at tro, at de er arabere«.
Hvad mener du?
»De kender intet til den arabiske litteratur, historie sprog og dyrker en form for underklasseislam, hvor de bruger det, der passer dem af religionen, og smider alt andet væk. Langt de fleste nydanskere i Danmark passer selvfølgelig deres arbejde og er lovlydige borgere, men underklassen er så stor, at den ikke længere kan ignoreres«.
Mine lærere troede, jeg snød
Da Yahya Hassan fyldte 13, flyttede han på institution for første gang. Han passede ikke rigtigt ind, og pædagogerne kunne ikke tøjle ham, så han flyttede videre til en ny institution. Dette mønster forsatte mange år frem, indtil han kom på døgninstitutionen Solhaven i Nordjylland, hvor han for første gang stiftede bekendtskab med litteraturen.
BARNDOM
Digt
FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE
FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS
VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM
FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD
DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER
SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT
FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN
PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN
FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN
GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT
ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50
OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN
HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP
FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE
JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR
MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN
SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER
HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE
GAZASTRIBEN I SOLSKIN
FLAG BLIVER BRÆNDT
HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS
HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER
NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN
NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN
I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK
DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK
ET SLAG ET SKRIG ET TAL
»På Solhaven troede de først, jeg var ligesom de andre rødder. Så de satte mig til at se ’Matador’ fra morgen til eftermiddag. Men en dag skulle vi aflevere en stil om Facebook. Jeg brugte hele weekenden på den. Da jeg afleverede den, kiggede min lærer kort på stilen og gav den tilbage til mig med ordene: »Hvor har du stjålet den? For det er jo ikke dig, der har skrevet den«. Jeg blev så vred, at jeg sagde til hende, at jeg ville skrive en ny med det samme og give hende den, når dagen var omme. Så det gjorde jeg. Hun kunne ikke tro sine øjne. Fra den dag af så jeg ikke mere ’Matador’. Hun gav mig danske klassikere, digte, noveller og tungere bøger. Det var der, jeg opdagede, jeg kunne skrive. På Solhaven sørgede min lærer for, at jeg kom videre og fik skrivekurser og højskoleophold«.
Det var der, du begyndte at skrive digte?
»Ja, det var, som om der åbnede sig et gammelt sår i mig et sted, hvor ordene strømmede ud af mig. Vrede ord. Jeg skrev på min digtsamling, samtidig med jeg fik lov til at tage en 9. klasse uden for Solhaven. Der oplevede jeg for alvor at være udenfor. Mange af de middelklasseforældre ville ikke have, deres børn gik med mig, så jeg blev ofte ikke inviteret med til festerne. Jeg gjorde det nok ikke nemt for dem, men igen følte jeg mig som perkeren«.
Hvordan?
»Nu var jeg pludselig den eneste fra underklassen blandt de velfungerende børn. Ser man på mit liv i dag, er jeg på en måde gået fra at være underklasseperker til at være overklasseperker. Den ene dag løber jeg væk fra politiet, den anden dag er jeg til Gyldendals efterårsreception, hvor jeg drikker vin med de store forfattere. Men perker er jeg stadig. Også i forlagets øjne. Tag bare min redaktør på Gyldendal. En af de første ting, han sagde om min digtsamling, var, om vi ikke skulle give den titlen ’Ghettodigte’. Jeg bebrejder ham ikke, for han ved, det er det, medierne vil have. De vil have en præmieperker. Men jeg er sgu da ikke nogen Naser Khader, Farshad Kholghi eller Hassan Preisler, der spiller på præmieperker-identiteten. Det handler om vilkår. Jeg skriver selvbiografiske digte fra underklassen om et historisk forældresvigt. Jeg er ikke nogen rollemodel eller forbillede for andre unge nydanskere, du må love, du ikke fremstiller mig sådan i interviewet«.
Opgøret, der aldrig kom
Ifølge Yahya Hassan er den største brudflade i dag ikke selve forældresvigtet, men snarere den svigtede generation, der ikke har formået at rejse kritikken af deres forældre.
»Min generation har ikke magtet at tage kampen med det kæmpe svigt, som deres forældre har vist dem. Især de veluddannede og såkaldte intellektuelle nydanskere har ikke levet op til deres ansvar om at udfordre, kritisere og italesætte de problemer, som vi har gået igennem med undtagelse af få stykker i den offentlige debat. De er verdens bedste kritikere, når det kommer til menneskerettigheder og krige i Mellemøsten, men når det kommer til deres egen baghave, er de stumme og passive«.
Hvorfor tror du, at din generation ikke har formået at rejse kritikken?
»Mange af forældrene har jo tudet deres børns øre fulde med, at de skal være taknemmelige, fordi forældrene overhovedet tog flugten til Danmark, for hvad ville der være sket med børnene, hvis de var blevet i flygtningelejren? Som om de gjorde os en tjeneste. Det er følelsesmæssig afpresning, hvis du spørger mig, og et latterligt argument, der ikke fratager forældrene deres ansvar«.
Du tror ikke, at det skyldes, at din generation af veluddannede nydanskere har været bevidst om, at deres forældre kom fra dårlige kår, og derfor har været overbærende med deres fejl og mangler?
LÆS OGSÅVelkommen til klubben for eliteperkere
»Jo, mange har tænkt: Man sparker ikke til nogen, der allerede ligger ned. Men jeg tror også, at den offentlige debat i Danmark har haft en negativ effekt. Nydanskere har konstant været i defensiven, siden de kom til. Ofte med god grund. Men når man er i defensiven, så udvikler man sig ikke internt blandt minoriteter, fordi selvkritik bliver sat i samme bås som ’fjendes’ kritik. Men på trods af alle de ting kommer det bag på mig, at min generation har været lydløs. Det er forældrene, der er problemet, det er dem, der er skyld i, at så mange drenge med nydansk baggrund er kriminelle, så mange af drengene dropper ud af uddannelser, og at så mange er på overførselsindkomst«.
Men når du entydigt giver forældrene skylden, glemmer du så ikke det individuelle ansvar, de her drenge har for deres egen fremtid?
»Hvis du aldrig har lært, hvad der er rigtigt eller forkert hjemmefra, er det svært at træffe de rigtige beslutninger som ung. Hvis dine forældre kun opdrager dig med tæsk og korancitater og aldrig med dybe samtaler, så er det svært at være forberedt på det, samfundet har at byde dig. Når forældrene har gjort deres for at skabe et sundt og godt menneske, kan du tale om personligt ansvar«.
Nu har vi en begavet, ung mand, som dig, der kommer på banen og i talesætter forældresvigtet. Hvad foreslår du, der skal gøres?
»Først må vi anerkende, at der er et kæmpe problem her. Og når jeg siger vi, mener jeg nydanskere. Berøringsangsten kommer sjovt nok ikke fra de etniske danskere, men fra nydanskerne selv. Dernæst har man tøvet for meget med at anbringe børn med nydansk baggrund, selv om forældrene i alles øjne ikke var i stand til at være forældre. Fordi de har haft en anden kultur, har man haft større forståelse for, at de tæskede deres børn. Sådan gør man jo i Mellemøsten. I dette misforståede hensyn har de etniske danskere ramt ved siden af. Men først må min generation gøre op med deres forældres svigt«.
Se også
David Trads: Forestil dig, hvis kristne hvide var minoriteten
Måske vi ville blive mere empatiske over for andre end os selv, hvis vi af og til satte os i minoritetens sted.
Forfatter: Identitetspolitik er grundlæggende racistisk
Egoismen skal ind i klimakampen
Den nye bibel er kristen mission
Med sin nye oversættelse vil Bibelselskabet omvende læserne med alle tænkelige midler.
Skrot planerne om at bygge på danske kyster
Signatur: Stop den private snak i det offentlige rum
Forældre skal da turde tage konflikterne med deres børn
Forældre gør deres børn en bjørnetjeneste ved at undgå konflikter, som gør børnene vrede eller kede af det.
Åbent brev til landets religiøse ledere: Kom nu ind i klimakampen!
Drop ny lov om dyresex
Støjberg banker V-ordfører på plads i sag om tålt ophold
Venstre vil stramme og ikke lempe vilkårene for personer på tålt ophold.
Læs også: V kritiserer S for at være for udlændinge-skrappe
Putin-kritiker bryder husarrest for at deltage i pivkold demonstration
Putin »regime« bør tilintetgøres, mener den netop dømte Aleksej Navalnij.
Læs også: Putin-kritiker slipper med betinget dom i svindelsag
Vred Barcelona-top vil appellere dom i Schweiz
Den catalanske storklub må ikke købe spillere i de næste to transfervinduer.
Læs også: Barcelona taber CAS-appel og må ikke købe spillere i 2015
23-årig midtjyde havde nok krudt til at jævne en hel bydel
Forsvarets ammunitionsryddere har fjernet et halvt ton fyrværkeri fra en privat adresse.
Isens navnkundige talenter er ét point fra at sætte VM-rekord
David Trads: Forestil dig, hvis kristne hvide var minoriteten i Danmark
Fly fra AsiaAir ramte ved siden af landingsbanen
Dårligt vejr var tilsyneladende årsag til uheld for Airbus af samme type, som forleden styrtede ned.
Minutter før styrtet: Fly fik nej til at stige op over uvejr
Læs også: Lig fundet under eftersøgning af styrtet rutefly
Læs også: Stelnummer PK-AXC udrydder enhver tvivl om AirAsia-flys skæbne
Nytår: Gratis til fest i London - og andre tips
Det storslåede fyrværkeri på Themsen koster i år entré. Men der er gratis smuthuller.
Bjarke Larsen
Identitetspolitik er grundlæggende racistisk
Jens-André Herbener
Kom nu ind i klimakampen - religiøse ledere!
Thomas Søbirk Petersen
Drop ny lov om dyresex
Jakob Olrik
Vi tror, vi skal præstere for at blive elsket
Bjørn Bredal
Vorherre behøver ikke jeres hjælp
Brian Esbensen
Må man godt opfordre til vold, så længe det bare går ud over muslimer?
Bo Lidegaard
Kampen om den politiske dagsorden er uafgjort
Daniel Skovhus
Østergaard vil være macho og smadre arbejdernes rettigheder
Rune Lykkeberg
Svenskerne får
folkeafstemning
om deres egen
humanisme
Rune Engelbreth Larsen
Nu går Dansk Folkeparti ind for censur
Amalie Kestler
Vi skal have mere EU - ikke mindre
Daniel Skovhus
Østergaard vil være macho og smadre arbejdernes rettigheder
Jan Andreasen
Myten om den ugidelige lærer stortrives på Christiansborg
Rune Engelbreth Larsen
Morten Østergaards populisme øger klapjagten på ledige
Sune Lægaard
Bør vi også forbyde burka i Danmark?
Bo Lidegaard
Når unge politikere er rørende enige om ikke at have noget på hjerte