«Arbejderen er udsat for et massivt dobbeltangreb: På den ene side flytter arbejdspladser ud af landet. Og på den anden side har vi siden østudvidelsen i 2004 oplevet, at titusindvis af billige arbejdere trænger ind i landet og tager de job, der er tilbage inden for byggeri, transport, rengøring, restauration og landbruget. Jeg tror, at den danske drøm om, at det skal være muligt for en faglært eller ufaglært arbejder at have et godt liv i et lille parcelhus i Rødovre bliver smadret i løbet af de næste ti år, mens samfundet ser passivt til«.
Advarslen kommer fra den 36-årige betonarbejder Jakob Mathiassen, der sammen med journalisten Klaus Buster Jensen har skrevet bogen ’Kamppladser – Østarbejdere og social dumping i byggeriet’, som udkommer 5. marts. Bogen består blandt andet af reportager fra de kampe, der finder sted på byggepladser og i skurvogne.
