Annonce
Annonce
Debat

Psykisk syge kvæles i omsorg

Mange pædagoger og behandlere i det offentlige fastholder mennesker med psykiske lidelser i behandlingssystemet i årevis på grund af overdreven omsorg.

1
Annonce

»Man hører ofte bemærkningen, ’hvor er det synd’, når man taler om psykisk syge mennesker. Men det er netop denne holdning, denne omklamrende omsorg fra velmenende behandlere, der er helt forfejlet. Den fratager nemlig de psykisk udsatte deres lyst til selv at være herre over deres eget liv«.

Sådan lyder det fra Grete Mikkelsen, der netop er udkommet med bogen ’Omsorg gør det ikke alene’. For 30 år siden etablerede Grete Mikkelsen botilbuddet Granhøjen, der i dag er et af landet største med mere end 120 beboere og 100 ansatte. I de mellemliggende år har hun oprettet flere socialøkonomiske virksomheder, bl.a. en frugtplantage og et økologisk landbrug med psykisk udsatte som medarbejdere, og for 8 år siden åbnede hun Skovhus Privathospital, der i dag er landets største private psykiatriske hospital.

Grete Mikkelsen

Grete Mikkelsen er 53 år, uddannet pædagog og senere terapeut fra DISPUK i systemisk og narrativ teori. Grete Mikkelsen grundlagde Granhøjen for 30 år siden sammen med sin mand Torsten Mikkelsen. Granhøjen har i dag 120 beboere og er blandt landets største botilbud for psykisk og socialt udsatte voksne. Grete Mikkelsen har siden stiftet flere socialøkonomiske virksomheder samt det private psykiatriske hospital Skovhus Privathospital.

Ifølge Grete Mikkelsen er omsorg et misforstået begreb i hele socialsektoren.

»Pædagoger er uddannet til at drage omsorg for andre mennesker. De er uddannet til at gøre noget for andre. Derfor er der udviklet en hel industri i socialsektoren, der handler om at underholde og overvåge borgerne. Den kultur findes overalt, men pædagoger og behandlere gør ofte mere skade end gavn med deres iver efter at give omsorg«.

Hvordan kan omsorg være negativt?

»Omsorg kan godt være positivt, og jeg siger ikke, at vi ikke skal give omsorg, men hvis man kun giver dem omsorg, så er man med til at fastholde folk i et sygdomsbillede. Så giver man dem ikke mulighed for at udvikle sig. Man hjælper dem ikke videre. Man finder ikke ud af, hvad de kan i virkeligheden, hvad de har af ressourcer«.

Hvorfor mener du ikke, man gør det?

»Hvis man pakker dem ind i vat og bomuld og synes, at det er synd for dem, eller bare stanger dem et boksekursus, så giver man indtryk af, at de udsatte ikke kan noget. Man er nødt til at kigge på, hvad de er gode til, og hvad de drømmer om. Vi er nødt til at indse, at omsorg først og fremmest handler om at blande sig så lidt som muligt. De skal jo lære at tage et ansvar for deres eget liv, men det her område er meget præget af, at de udsatte får mulighed for at fralægge sig ansvaret. Vi ser det især i forhold til stofmisbrug: Det er synd for mig, at jeg er narkoman. Men det kan jo ikke bruges til noget.«

LÆS KRONIKENVejen til bedre psykiatri ligger klar foran os

Hvad kan så bruges til noget?

»At vi taler til dem og møder dem som almindelige mennesker med almindelige drømme og ønsker for deres liv. Mange får berøringsangst, når de møder folk med en psykisk sygdom. F.eks. havde vi på Granhøjen for nylig besøg af en chef fra en kommune, fordi han skulle se til de klienter, vi har, og da han så kommer ind til én, som sidder i rullestol, så ændrer han sit toneleje. Han begyndte at tale, som om det var til et barn; han er imødekommende og forstående, han vil ikke støde klienten. Men idet han gør det, så taler han ned til ham«.

Styring med eget liv

For Grete Mikkelsen handler kritikken af de psykiatriske tilbud både om organiseringen af og holdningen i psykiatrien. Hun mener eksempelvis, at den stigende brug af de såkaldte enkeltmandstilbud, hvor en borger er mandsopdækket af vagter og behandlere døgnet rundt, er helt gal, for det svarer til at putte folk i fængsel, uden at de har fået en dom.

»Det, du fokuserer på, får du mere af. Som behandlere kan vi være med til at definere identiteten hos borgeren. Ved at omslutte borgeren med personale, som man gør på enkeltmandsinstitutioner, så understreger vi også, at her har vi at gøre med et vildt og voldeligt menneske. Så opfører de sig sådan. På den måde fastholder vi dem i en identitet og rolle. Vores mål er at skabe ligeværd mellem pædagog og den enkelte borger«

Hvis man pakker dem ind i vat og bomuld og synes, at det er synd for dem, eller bare stanger dem et boksekursus, så giver man indtryk af, at de udsatte ikke kan noget

Grete Mikkelsen

Hvordan gør man så det?

»De psykisk syge har mistet styringen med deres liv – de kan ikke finde ud af, hvad der er op og ned. Det er det, vi skal hjælpe dem med: At finde en lille rød tråd, så de kan begynde at få styring på tingene selv. Vi skal samarbejde med borgerne og få dem tilbage i fællesskabet frem for at leve livet for dem. Og den eneste måde at gøre det på er ved fralægge sig sin professionelle rolle og være autentisk i kontakten. Så kan man også stille krav til dem. Men man bliver jo ugleset, hvis man stiller krav til folk, der er psykisk syge.«

Men I stiller krav og tvinger de syge til at arbejde?

»Vi tvinger dem ikke til noget. Jeg har et eksempel med en bestemt medarbejder, jeg bruger, når jeg fortæller andre medarbejdere om, hvad de skal gøre, og hvad de ikke skal gøre. Han har været hos os i 20 år, og for ca. 10-15 år siden var han meget frustreret over, at de her unge mennesker ikke kom op om morgenen. Så han fandt ud af, at hvis han hev dem op af sengen, så kom de jo af sted. Så sagde jeg til ham: »Det er også rigtig fint, men hvad skal du lave i morgen?«. »Jamen, der har jeg fri«. Der måtte jeg sige: »Nej, det har du ikke, for du bliver jo nødt til at møde ind og få dem op. Nu du først er begyndt på det der, så kommer de jo ikke op, hvis ikke du gør det. Så hvordan har du tænkt dig, at de skal komme op, når du ikke er der?« Det er jo det, det handler om; at vi skal væk fra forestillingen om tvang og hen imod, at de tager styringen med deres eget liv. Også selv om det tager lidt længere tid.«

LÆS DEBATPsykiatriske patienter i hele Danmark frarøves deres personlige frihed

Hvordan gør man så det konkret?

»Det gør man ved at arbejde med deres bevidsthed. Hvad er det egentlig, de vil med deres liv. De skal begynde at forstå, at det er deres ansvar, at det er deres liv. Det er ikke os andre, der bestemmer, hvad de skal. Jeg mener, at de er eksperter i deres eget liv. Det er ikke os, der skal være eksperter. Vi skal være eksperter i forhold til at samarbejde med dem; og det er der, den offentlige behandlingspsykiatri går ind og siger, at de er eksperter i andre folks liv, og fortæller dem, hvad de skal, og hvad der er godt for dem. Det er en helt forkert rolle.«

Nulfejlskultur i det offentlige

Ifølge Grete Mikkelsen er der ikke tilstrækkelig fokus på udvikling af mennesket i det offentlige psykiatriske system. I stedet er der for meget kassetænkning. Og et af de grundlæggende problemer er, at der er en ansvarsfralæggelse og en nulfejlskultur, der betyder, at ingen tør tænke nye tanker, sådan som de gør i de private tilbud.

»Der er en generel tankegang i det offentlige behandlingssystem om, at det ikke så meget handler om udvikling af de psykisk syge, men mere om at opbevare dem. De tænker jo på en helt anden måde i det offentlige, end vi i de private tilbud gør. De tænker i kasser: Det her er kontanthjælpsmodtagere, det her er førtidspensionister, og de her har fået en voldsdom. Men man differentierer ikke. Man placerer rub og stub på en overførselsindkomst, og så tænker man, at så bliver de der, og det er så det«.

Men med den seneste lovgivning har man da sørget for, at folk ikke bare bliver permanent parkeret på offentlige ydelser. Man har da netop besluttet, at det offentlige skal hjælpe folk ud i livet og i job.

»Jo, det har man. Man har forsøgt på det i hvert fald. Og jeg synes bestemt også, at det er en rigtig god idé, at man prøver, men man begår den samme fejl som før: Man differentierer ikke. Man siger ikke, at hende der, som kæmper med en alvorlig depression, hun skal ikke møde op til jobsamtaler eller jobtræning, for hun er ikke klar til et fuldtidsjob på det almindelige arbejdsmarked. Man putter alle i samme kasse, men man skal være meget mere nuanceret. Mennesker er jo nuancerede.«

Der er en generel tankegang i det offentlige behandlingssystem om, at det ikke så meget handler om udvikling af de psykisk syge, men mere om at opbevare dem

Grete Mikkelsen

Hvad er det, I gør, som er anderledes?

»Vi møder dem fordomsfrit og uden den professionelle maske, der lægger en distance ind og tydeligt viser, at du er klient, og jeg skal hjælpe dig med dine problemer. Du har selvfølgelig som professionel behandler en forestilling om, hvordan en skizofren opfører sig, hvad det er, man skal passe på, og hvad der er vigtigt for ham. Men det er ikke det, der præger den kontakt, vi har, når vi møder ham. Der møder vi ham som et menneske, der har mistet fodfæstet her i livet. Og så giver vi de psykisk udsatte noget at stå op til. Folk får en arbejdsdag – vi kører et landbrug, og vi har håndværkerafdeling. Smede, værksted, byggeri. Alt, hvad de laver, er rigtigt arbejde. Der er ikke noget, hvor vi lader som om, og så skal det ikke bruges til noget. Man er en del af det at drive stedet. Det betyder også, at vi højst har 3-4 magtanvendelser på et år, selv om vi har de borgere, som kommunerne ikke selv kan håndtere«.

Siger du, at de fleste af de offentlige indsatser i forhold til de her mennesker grundlæggende ikke virker?

»Ja. Jeg vil gerne understrege, at der er mange dygtige og samvittighedsfulde ansatte i det offentlige Men jeg tror, at man i det offentlige har et ledelsesproblem med at få medarbejderne til at tage ansvar. Og jeg tror, at man er bange for at begå fejl. Hvis man skal udvikle sine tilbud og tænke nye tanker og sørge for, at medarbejderne kan være kreative og turde tage et ansvar, jamen, så skal de også have lov til at lave fejl. Det får mine medarbejdere lov til. Vi er jo på alle måder afhængige af, at vores tilbud og behandling er en succes, og derfor er vi nødt til at eksperimentere lidt. Hvis man kan se, at det, man laver, ikke virker, så er man jo nødt til at finde på noget andet«.

LÆS OGSÅTvang og medicinering styrtdykker

Men det forsøger de også i det offentlige. Det kan jo ikke være rigtigt, at alt, hvad de private gør, er godt, mens det offentlige bare ikke fungerer …

»Selvfølgelig kan vi i den private sektor også lære og blive bedre. Det kan vi også på Granhøjen. Man kan altid blive bedre. Men der er meget, der ikke fungerer i det offentlige. Ikke på grund af medarbejderne, men på grund af ledelsen og systemet. Man behandler jo folk, som om de er fysisk syge og skal have omsorg. Man kører dem derfor ind i en sygehusterminologi, som om de psykisk udsatte har en blindtarmsbetændelse, der kræver, at vi indlægger dem, og mens de så kan fralægge sig ansvaret, er der nogle læger, der arbejder på at gøre dem raske. Det er helt forkert. Du kan ikke helbrede og hjælpe psykisk syge eller udsatte, hvis de ikke vil. Du kan netop ikke bare operere og sige, at nu er du rask. Men det er den måde, man kører behandlingen på i det offentlige. Og meget af det handler om, at man tænker i kroner og øre i det offentlige system«.

Hvad mener du?

»Man kan jo tydeligvis ikke få psykiatrien til at fungere. Man kan ikke finde ud af at samarbejde mellem kommuner, regioner og stat. Behandlingspsykiatrien samarbejder ikke med socialpsykiatrien for eksempel. Det er forskellige søjler, forskellige pengekasser. Og hvis kommunerne kan få sluset de syge ind på en psykiatrisk afdeling på hospitalet, så er det fint, tænker de, for så skal kommunen ikke længere betale, så er det regionen. Hvis man lavede en ordning, hvor kommunerne skulle betale for at have de syge på psykiatrisk afdeling, så skulle du bare se. Så ville der ske noget. Så ville man netop tænke i alternative – og i mine øjne mere effektive – behandlingsformer. Indtil da er der bare en masse psykisk syge, der ikke bliver behandlet ordentligt – eller slet ikke bliver behandlet«.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

De utilregnelige: Kapitel 1 - Tikkende bomber

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce