Min datter og hendes kæreste, begge 20 år gamle, er netop begyndt på henholdsvis Københavns Universitet og CBS.

Studiestarten har for begges vedkommende budt på introduktionsdage og en egentlig rustur.

Begge unge er skuffede over, at den eneste model for at ryste et hold sammen tilsyneladende er at drukne dem i sprut og at udsætte dem for pinlige og grænseoverskridende lege.

Presses til grænseoverskridende lege
Min svigersøn, som under sit sabbatår har været både på højskole og i militæret, hvor store grupper af unge også skal lære hinanden at kende, fortæller, at ingen af de tidligere fællesskabsoplevelser tilnærmelsesvis har fokuseret så meget på hæmningsløs druk, som han nu oplevede på en højere læreanstalt.

Som noget helt normalt drikkes der spiritus fra morgenstunden. Dog på nær den sidste dag, hvor drikkeriet begyndte kl. 15 og man så til gengæld gik ekstra hårdt til den!

Legene har hyppigt seksuelle undertoner og involverer afklædning og kropslige berøringer. Min datter, som er nystartet på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i København, var også dybt chokeret over sine oplevelser på introdagene. Det pæne og tilforladelige program dækkede over vilde udskejelser, druk og tekno fra morgen til aften og i grænseoverskridende lege.

Illustration:  Mette Drejer

»Overklassedrenge, der leger fluernes herre«
De faglige indslag bestod i Clement Kjærsgaard, der leverede en peptalk den første dag, en kort introduktionsforelæsning og en rundvisning, og i, at enkelte lærere stak hovedet ind ad døren fra tid til anden.

Min datter anslår, at ca. en tredjedel af de studerende egentlig ikke havde lyst til at deltage i ’festlighederne’, men at dynamikken i gruppen gjorde det umuligt at sige fra over for bl.a. platte og nedgørende gruppelege.

Det var hendes oplevelse, at rusdagene styres af råbende, voldsomme unge mænd, og deres omgangsform og tone har fra en spæd start gjort det sværere at markere sig som ung kvinde.

Rusdagene opleves mest af alt som en privat fest for rusinstruktørerne, der med stammelignende indvielsesritualer og tilsyneladende helt uden kontrol eller opsyn får lov til at voldføre de nye studerende.

Min datter, som er en helt normal og festglad pige, mistede næsten modet på overhovedet at gå på uddannelsen. Som hun spidst pointerede: »Mor, det er en samling overklassedrenge, der leger ’Fluernes herre’!«.

Danskerne har kun druksamværd
Jeg har selv læst på Københavns Universitet og på London School of Economics (LSE). På LSE havde introdagene en klar faglig profil og havde som mål at hjælpe de studerende til en bedre start på studielivet bl.a. ved god rådgivning om jobmuligheder, muligheder for at søge økonomisk støtte, oplysninger om sprogskole, introduktion til bibliotek og secondhand bogforretninger, oplysning om virksomhedsbesøg og muligheden for at involvere sig i sociale og kulturelle aktiviteter og frivilligt arbejde.

Derudover kunne man selv vælge at deltage i et antal festlige begivenheder om aftenerne, men de var på ingen måde en forudsætning for at føle sig som en del af miljøet og velkommen på skolen.

LSE er vant til at tage imod studerende fra mange forskellige lande og kulturer. Introduktionen var præget af høj faglighed og et stort engagement og tilstedeværelse fra både videnskabeligt og administrativt personale.

Det er, som om vi i Danmark kun har én model for samvær, og den indeholder druk og gruppedominerende adfærd, hvor de, som har andre lyster, udstilles som kedelige hængerøve.

»Lader man ikke studerende i stikken?«
Som min datter og hendes kæreste forklarer det, er rusdagene reduceret til én stor fladpandet fest for de allerede indviede.

Man synes med andre ord ikke, at det er nødvendigt med en egentlig kvalitativ introduktion til livet på en videregående uddannelse.

Hvad med de studerende, som ikke er vant til at færdes i et studievant miljø. Hvad med den, som er den første akademiker i sin familie, de unge med en anden etnisk baggrund end dansk, tilflyttere fra provinsen og udenlandske studerende. Lader man ikke dem i stikken?

Studerende: Skal man drikke?
I et udsnit af en korrespondance på Studieportalen.dk spørger en bekymret russer, om han skal tage med på rustur, selv om han ikke drikker. Der er både opfordringer til det ene og det andet. Jeg har valgt tre besvarelser:

– »Selvfølgelig skal du med – du skal også kunne være der. Og tag lige en snak med rusvejlederen om at der gerne vil kunne deltage uden at drikke. God tur«.

– »Tag da med. Jeg drikker heller ikke, men jeg tog da med alligevel. AU har ikke (indført en alkoholpolitik, min tilføjelse), såvidt jeg ved. Min rustur var 70 kasser øl, der skulle drikkes på 2 dage. ;) Jeg nøjedes med 3 sodavand. :P«.

– »Lad vær. Jeg ved ikke om du har prøvet at være til en fest hvor man ikke drikker? I starten er det meget skægt, men efter 3 timer... Der er tale om rendyrket druk – jeg tror ikke du får meget ud af det. Nogle steder er de begyndt at arrangere ’introture’ UDEN druk for netop folk som ikk drikker«.

For mig at se er det en falliterklæring, at en kommende studerende overhovedet har grund til at frygte, om han kan være en del af fællesskabet pga. noget så banalt som druk! En søgning på nettet oplyser, at der har været debat om udskejelserne på rusturene.

Drop drukfælleskab
Bl.a. har jurastudiets fakultet fastlagt en alkoholpolitik, rusorganisationerne ved Aarhus Universitet har fastsat et sæt etiske retningslinjer for rusturene, og Handelshøjskolen i Århus sender sikkerhedsvagter med på rusturen for at sikre sig imod uro (dr.dk 18. juli 2008).

I 2007 forsøgte studiechef Jakob Lange at lægge en dæmper på de vildeste udskejelser og blev banket på plads bl.a. af Studenterrådet. Københavns Universitet har fastlagt nydelige retningslinjer om ’Kvalitetssikring af ruskurser afholdt som eksternat’. Og imens fortsætter løjerne, som min datters erfaring viser ...

De videregående uddannelsesinstitutioner bør træde langt mere i karakter, sætte en stopper for, at laveste fællesnævner fortsat har frit slag, og samtidig sikre en fornuftig og seriøs introduktion til den akademiske verden og til livet som studerende. En introduktion, hvor de faktorer, der skaber fællesskab, funderes i andet end en hæmningsløs, ekskluderende drukkultur.