Det moderne samfund spænder ben for heteroseksualiteten.

Bindingsangst og ungdomstrangen, som efterhånden fortsætter langt ind i 40’erne, gør det svært at finde den eneste ene.

Kvinderne vil karrieren og tænker først børn ind, når deres fertilitet for længst er tørret ind, som et vandhul i juli.

Og heteromændene, som skal være fædre til disse børn, køber sig hellere fattige i livsstilsprodukter og lader deres fimsede feminine narcissisme dække ind under det af kosmetikindustrien konstruerede forbrugerbegreb metroseksualitet.

Også på tv udstilles nådesløst heteroseksualitetens himmelråbende tåbeligheder:

’De enestående’, hvor aleneforældre skal støtte og lære af hinanden, ender med bunkepul, som ’Paradise Hotel’ bare med grimme deltagere.

’Vores første barn’ efterlader ingen optimisme, da far og mor går i opløsning, så snart de indser, at familielivet er så langt fra familien Ingalls ude på prærien.

Og så er der programmet ’Dagens mand’: småtbegavede, sultne kvinder i rundkreds udstyret med trykknap, kavalergang og længsel efter hetero-Ikea-tosomhed. Gladiatormanden kommer ind i arenaen.

Han rejser nakken. Allerede nu slukker nogle af kvinderne: »Du er for høj. Du har bøsset tøj på. Du ligner ikke en brandmand nok«.

Gladiatoren er såret, men ikke død. Han fortæller om sig selv: Han går til fodbold og har mange venner.

»Hvis han både går til fodbold og har venner, så har han ikke tid til mig«.

»Fodbold sviner tøjet, og jeg gider ikke vaske tøj med græs på«.

»Hvis han har venner, drikker han sikkert også øl, og det gider jeg ikke«.

Gladiatoren er slået. Slået af at være en helt almindelig mand, hvis største fejl er at tro, at han kan overvinde heteroseksualitetens indbyggede umulighed – ideen om det altdominerende, ideen om det perfekte.

Man skal tilbage til før 1960 for at finde det billede, som ’Dagens mand’ giver udtryk for.

Mænd og kvinder i helt fastlåste kønsrollemønstre, som hverken skilsmissestatistikker eller generel samfundsudvikling rokker ved.

En klippefast tro på formlen: stereotype mænd + stereotype kvinder + stereotype parforhold = heteroseksualitet. Men det går ikke.

Hvis ikke heteroseksualiteten fornyer sit syn på sig selv og sin situation, frygter jeg, at homoseksualiteten snart mister sin vigtige modspiller, som er frygtelig nødvendig for at definere sig selv og beholde sin særstatus som minoritet.

Kom ind i kampen, heteroer!