Opfattelsen af homoseksualitet som en sygdom er med den aktuelle struttende begivenhed World Outgames åbenbart ved at få sig lidt af et comeback efter 28 års kassering af den danske Sundhedsstyrelse.

I hvert fald hvis man ser bort fra den tilknyttede menneskerettighedskonference og vender opmærksomheden i retning af, hvor de discoblinkende spotlys falder kraftigst:

På arrangementets sportssektion - eller homo-OL om man så må kalde det.

Der findes kun én befolkningsgruppe, der berettiget kan stille krav til en særskilt olympiade, og det er gruppen af fysisk handicappede mennesker, der på grund af deres handicap er atletisk dårligere stillet end ikke-handicappede.

Herfor anerkendte den Internationale Olympiske Komite, IOC, de Paralympiske Lege, også kendt som handicap-OL, i 1984.

Enhver anden minoritetsgruppe, der står frem og gør krav på en lignende ret, sætter i en vis forstand sig selv i bås med handicappede.

Jeg vil her understrege, at jeg på ingen måde har til hensigt at fornedre faktisk handicappede mennesker, men de er alment fysisk svagere stillet i forhold til ikke-handicappede.

Og sagen er så, om man kan påstå, at homoseksualitet også er en forringelse af en art, hvis ikke i legemlig forstand, så mentalt.

Er det ligefrem en mental sygdom?

Gamle etiketter er svære at ryste af, især når de på ny påklistres for hvert indbyrdes skulderklap blandt deltagerne i et arrangement som World Outgames.

Hvis eventen ønsker at markere diskrimination mod homoseksuelle i det professionelle sportsliv, hvilket uden tvivl eksisterer, skal kampen så ikke tages op andetsteds - og på anden vis - end ved, at man som en gruppe river sig løs og fejrer sig selv?

Svarer det ikke til at bukke under for de homofobiske elementer, heriblandt mandchauvinisme, i sportsverdenen frem for at kæmpe kampen med mod på sportsverdenens hjemmebaner, hvor kampen kan føre til en egentlig ændring på området?

World Outgames er en art selvdiskrimination, hvor hele konceptet ender med at skyde sig selv i foden ved at forstærke nedgørende stereotyper mod homoseksuelle.

Menneskerettighedskonferencen har på ingen måde behov for den kulørte chiffonsløjfede sportsindpakning.

Og gad vidst hvad der har vejet tungest i sindet hos arrangørerne og sponsorerne: menneskerettigheder, homo-OL, eller blot at få hevet nogle gysser ud af »den lyserøde pengepung« (deltagelsesprisen for konferencen og sport-kultur pakken var henholdsvis 2000,- og 1500,-), uanset hvordan det homoseksuelle menneske fremstilles.

Pink or not, a dollar’s a dollar – yes sir!