Der har været kritik af Kina i forbindelse med COP15, herunder kritik af Kinas klimamålsætninger og vilje til at tage ansvar for klimaudfordringen. Men er det berettiget at kritisere Kinas klimamålsætninger?

Kinas klimamålsætning er at reducere CO2-intensiteten med 40-45 procent i 2020 i forhold til 2005-niveauet. Begrebet CO2-intensitet dækker over CO2-udledning i forhold til et lands bruttonationalprodukt.

En reduktion i CO2-intensiteten kan også beskrives som en afkobling af sammenhængen mellem økonomisk vækst og klimabelastning. Afkobling er det, som stort set alle politikere taler varmt for, og CO2-intensiteten er som sådan et centralt parameter i klimapolitik.

Men hvor meget og hvor hurtigt skal denne CO2-intensitet reduceres, for at et land kan påberåbe sig et højt ambitionsniveau på klimaområdet? Vi kan til sammenligning se på, hvad Danmark hidtil har præsteret.

I Danmark fremhæver vi stolt ’det danske eksempel’ på, hvordan vi efter oliekriserne i 1970’erne igangsatte en aktiv energipolitik, som har gjort os i stand til at holde energiforbruget nogenlunde konstant trods økonomisk vækst. Denne indsats har haft en tydelig effekt på den danske økonomis CO2-intensitet.

Til sammenligning med Kinas mål om 40-45 procent reduktion af CO2-intensiteten i perioden 2005-2020 kan det ses af figuren, at Danmark nåede en reduktion på 40 procent i 2000, mens de 45 procent blev rundet i 2004. Hvad der tog Danmark mellem 20 og 24 år, vil Kina altså nu præstere på 15 år.

Satser på vedvarende energi
Hvis man tager udgangspunkt i 1990 – for primært at fange den danske klimapolitiske satsning under Svend Aukens ’miljøregimente’ i 1990’erne – faldt den danske CO2-intensitet med 37 procent fra 1990 til 2005. Kinas klimamålsætning er altså mere ambitiøs, end hvad Danmark på noget tidspunkt har præsteret.

Kina står samtidig over for store udfordringer, som gør, at man skal være påpasselig med at forvente sammenlignelighed mellem Kina og Danmark. Kina er blevet verdens fabrik. Resultatet er, at Kinas industrisektor står for 46 procent af landets energiforbrug, mens industrisektoren i Danmark til sammenligning står for 17 procent.

Når vi i Vesten de sidste par årtier har outsourcet store dele af vores industriproduktion til Kina, betyder det samtidig, at Vesten så at sige eksporterer sit CO2-fodaftryk, idet man outsourcer den energitunge del af økonomien og dermed klimabelastningen til Kina.

Kina gennemgår en urbaniseringsproces af enorme dimensioner, og når folk ændrer livsstil fra fattige bønder til storbybeboere, stiger deres energiforbrug væsentligt. Hertil kommer, at selve urbaniseringsprocessen kræver massiv udbygning af infrastruktur og boliger.

I dag finder 50 procent af verdens meget energi- og CO2-krævende cementproduktion således sted i Kina.

Til trods for at det er en kæmpe udfordring at gøre den kinesiske økonomi klimavenlig, har Kina tradition for at nå sine mål. Og det vel at mærke på hjemmebane – og ikke som Danmark vha. køb af CO2-kreditter i udlandet.

Kina satser nu på at fremtidssikre sin energiforsyning bl.a. via massive investeringer i vedvarende energi. Kina ser således ud til i højere grad end europæiske politikere at se positive muligheder frem for skræmmende byrder i klima- og energidagsordenen.

Derfor kommer Kina til at rykke massivt i det nye årti. Det har vi allerede set tydelige tegn på. Således blev 2009 året, hvor CO2-neutrale energikilder tegnede sig for over halvdelen af den nyopførte energiproduktionskapacitet.

Samtidig blev 2009 året, hvor Kina indtog førstepladsen som det land i verden, der bruger flest penge på investering i rene energikilder.

2020-mål kan ikke tages seriøst
Europa må kende sin besøgelsestid, hvis vi fortsat vil være i front på klimaområdet.

Senest har Tyskland, Storbritannien og Frankrig støttet, at EU’s nuværende klimamål hæves, netop med henvisning til at Europa med det nuværende ambitionsniveau vil ende som taber i kapløbet om konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Desværre har den danske regering endnu ikke bakket klart op.

Den kinesiske klimamålsætning er ikke alene mere ambitiøs, end hvad Danmark hidtil har præsteret. Hvis Danmarks og EU’s aktuelle klimamål om 20 procent CO2-reduktion i 2020 omregnes til forbedringer af CO2-intensitet, er de ikke på niveau med Kinas.

Kinas målsætning kan dermed betragtes som relativt ambitiøs i forhold til landets udfordringer og i forhold til, hvad EU og Danmark har forpligtet sig til.

LÆS ARTIKELEU slækker på klimaambitionerne

Kinas høje økonomiske vækst betyder imidlertid, at selv om der sker en relativ afkobling mellem klimapåvirkningen og økonomien, så vil der ikke ske en absolut reduktion i CO2-udledningen.

Tværtimod forventes den kinesiske CO2-udledning at blive næsten fordoblet fra 2005 til 2020. I så fald vil Kinas CO2-udledning pr. indbygger overstige Europas. Dette er selvsagt fuldkomment uholdbart.

Kina er det land i verden, som udleder flest drivhusgasser, og det er afgørende for mulighederne for at tøjle den globale opvarmning, at Kina knækker kurven og får CO2-udslippet til at toppe inden 2020.

Kinas ministerpræsident, Wen Jiabao, har signaleret, at Kina kan gøre mere, end man hidtil har sat som mål. Det er imidlertid klart, at Kina ikke har tænkt sig at gøre en kæmpeindsats, hvis ikke resten af verden også gør noget.

Derfor er det afgørende, at EU hæver sine klimaambitioner. Det nuværende 2020-mål kan ikke tages seriøst ude i verden.