Dansk Folkeparti har foreslået, at der investeres flere midler i videoovervågning af det offentlige rum i Danmark. Især skal kameraerne sættes op over trafikknudepunkter i København.

Baggrunden er den aktuelle sag, hvor en udenlandsk mand angiveligt forsøgte at konstruere en brevbombe, som skulle sendes til Jyllands-Posten. Heldigvis havde manden ikke held med sit forehavende. Men sagen minder os om, at Danmark er et terrormål, og det er i dette lys, at Dansk Folkepartis forslag skal ses.

Spørgsmålet er imidlertid, om selv omfattende videoovervågning kan dæmme op for terrorisme. Ser man på den eksisterende forskning og på erfaringer fra terrorhandlinger i andre lande, er svaret et klart nej.

Et væsentligt problem er, at der er ringe mulighed for, at videoovervågning vil afskrække en terrorist fra at gennemføre sine handlinger. Det så man f.eks. i forbindelse med terrorangrebene i London i 2005.

Der findes gode billeder af terroristerne, der tilsyneladende ikke bekymrede sig om den intensive overvågning, som findes i London. De unge mænd spadserede ned i undergrundstogene og sprængte sig selv og uskyldige mennesker i luften. Mere generelt gælder, at det primære succeskriterium for en fanatisk terrorist er at gennemføre sin mission med succes. Om han bliver fanget, er sekundært. Selvmordsterrorisme er et oplagt eksempel på dette.

En anden grund til at etablere mere videoovervågning kunne være, at den hjalp politiet med at fange terroristerne, inden de udfører deres handlinger. Men hvis man kun øger overvågningen i nogle områder, kan man forestille sig, at en terrorist blot vil undgå disse områder.

Og selv i den situation, hvor terroristen faktisk bevæger sig rundt under politiets kameraer, vil det være vanskeligt at fange ham. F.eks. vil det kræve, at der hele tiden er nogen til at kigge på overvågningsbillederne, hvilket langtfra altid er tilfældet i dag.

Det er simpelthen spild af ressourcer at bruge dyr arbejdskraft på at holde øje med overvågningsbilleder, som langt det meste af tiden ikke indeholder noget af interesse.

Et andet problem opstår, når man ikke ved, hvad man skal holde øje med. En terrorist ser ikke ud på en bestemt måde, og hans opførsel behøver ikke at være mistænkelig.

Når man kigger på overvågningsbillederne fra terrorangrebene i London, ser man nogle helt almindelige unge mænd, som med rygsæk på ryggen går ind i en stationsbygning. Selv ikke den mest begavede kameraoperatør ville kunne gætte, at netop disse mænd – blandt de tusinder, der på kort tid går forbi kameraets linse – var terrorister.

Fra forskningen ved man, at denne situation indeholder en oplagt mulighed for diskrimination. Når kameraoperatøren ikke ved, hvordan en terrorist ser ud, begynder han at holde øje med mennesker og handlinger, der adskiller sig fra det, operatøren opfatter som normalt. Der er dermed en risiko for, at personer med et anderledes udseende (f.eks. personer af anden etnisk herkomst) eller personer, der opfører sig ’underligt’, helt uden grund bliver mistænkeliggjort.

Der er altså ikke noget, der tyder på, at øget videoovervågning kan forhindre terrorangreb. Til gengæld er det muligt, at den kan hjælpe politiet i opklaringsarbejdet. Videoovervågning vil ikke være et mirakelmiddel, men politiet kan få vigtig viden om hændelsesforløbet, og i nogle situationer vil de også kunne identificere gerningsmanden.

Det sidste kræver dog, at han ikke har forklædt sig. En hætte over hovedet, et par solbriller og et skæg, der ikke plejer at være der, kan være tilstrækkelig sikring mod genkendelse.

Det er selvfølgelig vigtigt at opklare terrorangreb, selv om det virker som en ringe trøst, når først terroristen har udløst sin bombe. Men det kan være relevant at spørge, hvorfor man skal have mere videoovervågning af f.eks. Nørreport Station, sådan som Dansk Folkeparti foreslår. Der hænger allerede et stort antal kameraer på stationen, ligesom på mange andre trafikknudepunkter i Danmark.

At videoovervågning kan være værdifuld for politiets opklaringsarbejde, skal også holdes op imod de negative konsekvenser, som overvågningen kan have:

•Falsk tryghed. Hvis videoovervågning ikke forhindrer terrorisme, kan den netop føre til falsk tryghed. Man tror sig i sikkerhed for terrorisme, men er det ikke.

•Mere utryghed. Men man kan også forestille sig, at mere overvågning skaber mere utryghed. Man risikerer, at folk ser kameraerne som et signal om, at et område er farligt – og i den situation bliver de mere utrygge.

•Ressourcekrævende. Ikke alene koster gode kameraer mange penge. Der er også omkostninger forbundet med vedligeholdelse, ligesom driften af dem er dyr. Dertil kommer de ressourcer, som politiet – eller andre – skal bruge på at kigge på de mange overvågningsbilleder.

•Fokusskifte. Endelig er der en risiko for, at man begynder at bruge kameraerne til noget, som ikke oprindeligt var meningen. Videoovervågning indføres ofte med begrundelser om bekæmpelse af alvorlig kriminalitet og terrorisme. Men dette er videoovervågning ikke særlig egnet til, og man ender i stedet med at bruge kameraerne til de små hændelser, som måske knap nok kan betegnes som kriminalitet. Man jagter en terrorist, men fanger en fulderik.

Samlet set er konklusionen, at videoovervågning ikke er et effektivt middel til bekæmpelse af terrorisme. Det betyder ikke, at videoovervågning i det hele taget er uanvendeligt. Men det er på høje tid, at vi får et mere realistisk forhold til, hvad overvågningen kan og ikke kan.