I morgen samles 80 stats- og regeringschefer fra 53 afrikanske og 27 EU-lande til forhandlinger i Libyens hovedstad, Tripoli.

Den tidligere så isolerede storby danner rammen om det tredje Afrika-EU-topmøde. Første møde i den ambitiøse række af topmøder fandt sted i 2000 i Kairo. På trods af den officielle plan om at mødes hvert tredje år fandt topmøde nummer 2 ikke sted før december 2007 i Lissabon.

Det skyldtes uenighed mellem de afrikanske og de europæiske ledere om kursen over for Zimbabwe. Det viste en principiel uenighed om, i hvor høj grad man bør blande sig i andre landes indre anliggender.

På trods af de officielle erklæringer og skåltaler om viljen til at udvikle et tæt samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Afrikanske Union (AU) halter fremdriften. Ikke desto mindre er samarbejdet og den ’politiske dialog’ mellem de to unioner en af de få muligheder, de to kontinenter har for at realisere deres respektive internationale ambitioner:

Afrika ønsker at få en større og stærkere kollektiv stemme i verdenspolitikken, mens EU har en klart formuleret ambition om at komme til at spille en fremtrædende rolle på den internationale scene. De to kontinenter har ganske enkelt brug for hinanden.

ANALYSEEU er ved at komme bagud i Afrika

Mødet i Tripoli finder sted mellem to højtprofilerede internationale konferencer, hvor Europa og Afrika har kunnet markere fælles interesser. For kun to måneder siden var verdens ledere samlet i FN til møde om de såkaldte millennium-udviklingsmål, der går ud på, at fattigdommen i verden skal halveres inden år 2015.

Få dage efter mødet i den libyske hovedstad samles verdens ledere atter – denne gang til klimatopmøde i Cancun (COP16).

Europæerne bør næppe nære store forhåbninger til deres afrikanske partner. Vi skal ikke længere tilbage end til FN-mødet i september, hvor EU markerede ønsket at få observatørstatus i FN. Det skulle opnås, samtidig med at EU’s medlemsstater beholdt deres hidtidige pladser i systemet. Så godt som alle afrikanske stater stemte imod at give EU denne observatørstatus.

LÆS OGSÅAfrika afviser handelsaftaler med EU

Tripolimødet afvikles på en baggrund, hvor Afrikas geostrategiske betydning har været voksende gennem flere år. Det hænger sammen med, at både USA og Kina er blevet stadig mere afhængige af importen af olie fra afrikanske felter, der især befinder sig i Vestafrika og offshore ud for Angola og Nigeria.

Afrikas voksende økonomiske betydning skyldes også den globale efterspørgsel efter en lang række råstoffer, som findes på kontinentet. Endelig har den globale krig mod terror, den omsiggribende narkosmugling og pirateriet ud for Somalia gjort Afrika til en central brik i den globale sikkerhedspolitik.

I 2007 udpegede det andet Afrika-EU-topmøde otte temaer som afgørende for det strategiske samarbejde mellem de to kontinenter.

Dialogen mellem Afrika og EU hæmmes dog af parternes forskellige interesser: Europæerne er mest optaget af sikkerhedspolitiske emner, mens afrikanerne især er interesseret i handel og økonomisk udvikling.

Hertil kommer, at de to parter har manglet vilje og mekanismer til at følge op på de mange fælles erklæringer og luftige målsætninger. Embedsmænd og beslutningstagere i EU og i Den Afrikanske Union (AU) har derfor stået alene med visionerne og med udfordringen om at implementere dem.

Drøftelserne omkring fred, stabilitet og sikkerhed hører til et af de mest succesrige temaer i Afrika-EU-dialogen. Med udgangspunkt i afrikanske ønsker oprettede man allerede tilbage i 2003 den såkaldte Afrikanske Freds Facilitet, der med EU-penge finansierer afrikanskledede fredsbevarende operationer.

Det sker under mottoet ’Afrikanske løsninger på afrikanske problemer’. Siden 2007 har EU kanaliseret næsten 700 millioner euro ind i at understøtte AU-missionerne i Darfur, Somalia, Comoerne og Den Centralafrikanske Republik.

EU har også støttet opbygningen af AU’s politisk-administrative kapacitet til freds- og konflikthåndtering. Den støtte er dog blevet forstyrret af, at en række medlemsstater som Frankrig og Storbritannien har haft egne bilaterale programmer kørende ved siden af de fælles EU-initiativer.

På Lissabonmødet i 2007 var der enighed om, at de to kontinenter skulle bevæge sig væk fra en situation præget af bistandsafhængighed til et ligeværdigt partnerskab. En af udfordringerne har her været, at der gennem mange år har været en dialog mellem EU og Afrika, som har fokuseret på, ’hvordan Europa kan hjælpe Afrika’ – altså gammeldags bistandspolitik.

Den nye politiske sprogbrug taler derimod om at ’overskride’ den traditionelle debat. Meget tyder på, at EU sidder fast i den gamle dialog, hvor man opfatter sig selv som bistandsgiver, mens Afrika opfattes som den passive modtager af støtte. Det samme er tilfældet, når der skal forhandles handelsspørgsmål.

På klimasiden kan der være grund til at minde om, at EU og Afrika indtil dato ikke har været i stand til at finde frem til fælles standpunkter. Hvis det ikke sker i Tripoli, vil begge parter stå mærkbart svækkede ved det kommende klimamøde i Cancun.

Bedømt på resultaterne af de to tidligere Afrika-EU-topmøder og den såkaldt politiske dialog er der ikke grundlag for den store optimisme omkring de kommende dages samtaler og forhandlinger.

Stats- og regeringslederne er snublende nær ved at fortsætte ad de nedtrampede stier, der giver de hidtidige topmøder et skær af symbolpolitik. Der vil være anderledes perspektiv i, at begge parter erkender, at de har brug for hinanden og hinandens støtte, hvis deres respektive ambitioner om at komme til at spille en rolle i fremtidens internationale politik skal indfries.