Da Koreas præsident Lee Myung-bak var på statsbesøg i Danmark i maj måned, stod ordene ’grøn vækst’ bøjet i neon over alle de højtidelige ceremonier.

Selv under festmiddagen på Fredensborg Slot talte både dronningen og præsidenten om bestræbelserne på at skabe økonomisk fremgang og nye job gennem miljø- og klimatiltag.

Dermed surfede de på en bølge, der er skyllet ind over den globale, politiske agenda siden sommeren 2008, da finanskrisen ramte verden.

’Grøn vækst’ er det nye buzzword på den politiske scene og er på rekordtid blevet officiel strategi for regeringer verden over – ligesom i G8, G20, FN, EU, APEC, OECD og de fleste væsentlige politiske fora.

Nogle af de markante bannerførere har været USA’s præsident Barack Obama og EU-kommissionen, men også den nyeste kinesiske femårsplan kaldes en grøn vækst-plan af iagttagere.

Den fart, som temaet er røget til tops med, er imidlertid omvendt proportional med forståelsen af, hvad grøn vækst egentlig er. Det viser en ny rapport, udarbejdet af nogle af verdens førende eksperter i energi og økonomi på Berkeley Universitetet i Californien. Den påviser, at alle taler om grøn vækst, men meget få – om nogen – ved, om vækst overhovedet kan være grøn.

Den faglige litteratur på området er særdeles begrænset, for slet ikke at tale om den videnskabelige. Det flyver rundt med forskellige til lejligheden valgte definitioner, og når det kommer til konkrete, makroøkonomiske beviser, er verden fortsat på særdeles tynd is.

Politikere må stærkt anbefales at være varsomme med f.eks. at love, at grønne investeringer er den direkte vej til grønne job. Forskerne på Berkeley har undersøgt over hundrede officielle kilder – fra politiske strategier og regeringsplaner til akademiske studier og tidsskriftartikler – for at skabe en vis orden i kaos og kortlægge beviserne bag de politiske skåltaler.

De konkluderer, at hvis man skal tale om grøn vækst med en vis metode og belæg, så handler det om koblingen mellem reduktion af CO2-udledning og vækst i BNP, og her er der videnskabeligt belæg for at hævde, at visse lande har skabt vækst og job gennem eksport af klimateknologier.

Danmark og Korea er nogle af de bedst kendte eksempler. Men set ud fra et makroøkonomisk perspektiv er eksportmodellen ikke en gangbar model for verden som sådan. Vi kan ikke alle sammen sælge grøn teknologi til hinanden. Nogen skal også købe den, og den internationale konkurrence vil udligne væksteffekterne på globalt plan.

Det betyder imidlertid ikke, at forskerne undsiger ideen om at skabe grøn vækst. Tværtimod.

De påpeger, at langsigtet vækst ikke lader sig gøre, hvis de økologiske ressourcer på planeten nedslides og at bekæmpe klimaændringer derfor er et imperativ – noget, vi bliver nødt til at gøre. De betragter udviklingen af en ny økonomi baseret på nye energikilder som en ’systemændring’ på linje med udbygningen af jernbanen i 1800-tallet eller internettet i slutningen af forrige årtusinde.

Disse systemiske, teknologiske fremskridt affødte kvantespring, fordi de åbnede myriader af helt nye og hidtil ukendte muligheder for verdensøkonomien. Jernbanen revolutionerede vare- og persontransporten, skabte nye samfundsstrukturer og muliggjorde industrisamfundet. Internettet har på et par årtier skabt helt nye forretningsområder på tværs af kloden.

Den væsentligste pointe er derfor, at grøn vækst handler om andet og mere end vindmøller og grønne job. En systemændring skaber vækstmuligheder for hele økonomien, og beslutningstagerne skyder forbi skiven, når de forsøger at kvantificere fordelene ved grønne investeringer gennem nye job i energi- og cleantech-sektoren.

Jernbanens vækst skulle ikke måles i antallet af banearbejdere og stationsforstandere, men i de muligheder, den åbnede for verdensøkonomien. Det samme med internettet. Den måde, vi i dag diskuterer grøn vækst på, svarer til, at vi i 1990 forsøgte at forudsige internettets succes ved at sætte tal på it-sektorens omsætning i stedet for at kigge på det boom i verdensøkonomien, som f.eks. online-handel og mobiltelefoni repræsenterer. Vi vidste ikke dengang, at vi ville få Facebook, iPhones, netdating, GPS-systemer og hele regioner i Indien, der lever af at yde services via internettet.

Ifølge Berkeley Universitetet repræsenterer det intelligente, fossilfrie energisystem, som er på vej nu, samme historiske længdespring, og vi kan formentlig kun gætte på, hvilke nye industrier der vil opstå omkring grønne løsninger som f.eks. el-bilsystemer, LED-lys, energibesparelser og helt nye energiteknologier som bølger, sol og geotermi.

Når et stigende antal lande og regioner bliver forbundet med såkaldte smart grids, dvs. elnet, hvor elproducenten kan kommunikere med den enkelte elforbrugers hus, bil eller virksomhed, forventer Berkeley, at det vil blive en platform for udviklingen af en enorm mængde nye varer og services.

Når din bil alligevel er koblet til nettet om natten for at lade op, mon ikke bilbranchen tilbyder en ny type abonnement, så mekanikeren automatisk tjekker, om der er olie og bremsevæske på? Og mon ikke der følger en opdateringsservice med GPS’en?

Mulighederne er uudtømmelige. Historien fortæller os, at vi kan forvente vækst og job, men måske skal vi holde op med at kalde det grønt.