Det flotte indsamlingsresultat til fordel for sultkatastrofen på Afrikas Horn på over 100 millioner kroner viste, at »danskerne ikke er ligeglade med verden«, som Helle Thorning-Schmidt sagde under showet.

Tværtimod er vi parate til at engagere os i en mere retfærdig verden, hvor millioner af mennesker ikke er truet på livet af hungersnød, og hvor nær ved en milliard mennesker ikke lever med risikoen for at gå sultne i seng.

Dét er engagement, som det er vigtigt at holde fast i. For når nødhjælpen er delt ud og tv-holdene er taget hjem, vil Somalias befolkning igen stå med et samfund, som har uhyre vanskeligt ved at forhindre hungersnød og forbedre befolkningens fødevaresikkerhed, så sultkatastrofen ikke risikerer at gentage sig om 10 år.

Men at udviklingen vil gå i den rigtige retning er ikke en utopisk tanke. I alle de ulande, hvor der er en levedygtig stat, fred og vækst, sker der store fremskridt, og samlet set er vi godt på vej til at halvere andelen af ekstremt fattige i 2015. Det gælder især i Sydamerika og Asien.

Men det gælder også i Afrika, hvor et land som Malawi, der tidligere har været meget truet af sult, i dag gennem en effektiv landbrugspolitik nu eksporterer mad. Samtidig er mange fattige lande blevet meget bedre til at håndtere kriser og katastrofer.

Somalia har langt større udfordringer end de fleste ulande. Så meget desto mere er der brug for en langsigtet indsats.

Desværre er der meget, der tyder på, at den folkelige opbakning til langsigtede løsninger udhules og svækkes, hvis den eneste måde, folk engageres i at bekæmpe fattigdom, er ved at reagere på billeder af døende børn og ved at donere penge til akutte ’her og nu’-løsninger.

Som der blev spurgt på et diskussionsforum i den folkelige ende af internettet: »Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg vil støtte, da jeg ikke ved med sikkerhed, hvad pengene går til, eller om de overhovedet kommer derned. Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe andre , men de her problemer, som er dernede, har været der 50 år, og jeg synes ikke rigtig, det har hjulpet«.

Det er et problem, som en rapport fra Bond (det engelske NGO Forum) ser nærmere på.

Rapporten påpeger, at trods et massivt fokus på global fattigdom gennem kampagner som ’Make Poverty History’ er opbakningen – efter en kortvarig stigning i starten af årtusindet – faldet til kun at inkludere 24 pct. af den britiske befolkning, som stadig mener, at det er vigtigt at bekæmpe global fattigdom.

Samtidig har den statslige britiske bistandsorganisation DIFID målt sig frem til, at andelen af befolkningen, som er mest engageret i global fattigdom, er krympet med en tredjedel og nu kun udgør 14 pct. af den engelske befolkning.

LÆS OGSÅHjælp tørkeofrene - giv fem procent af din løn

Det er en udvikling, vi også ser herhjemme. Som figuren viser, er andelen, der tror, at udviklingshjælp gør en forskel, faldet dramatisk fra 52 pct. i 2005 til 38 pct. i 2010.

En anden måling fra foråret 2011 fortæller, at 80 pct. af danskerne ikke tror på, at det en dag ’kan lade sig gøre at udrydde størstedelen af verdens sult, fattigdom og nød’.

Det paradoksale er, at den faldende opbakning til bekæmpelse af global fattigdom sker samtidig med, at ngo’erne er blevet bedre til at rejse midler fra private bidragydere – f.eks. gennem ’facere’ på gaden og gennem telefonsalg.

Bond-rapporten foreslår, at det netop er det dominerende fokus på velgørenhed og enkle løsninger (som f.eks. nødhjælp), der er årsagen til, at opbakningen til en langsigtet indsats mod global fattigdom falder.

Rapporten kalder den form for engagement for ’cheap engagement’. En form for engagement, hvor man som borger bare skal aflevere sine penge – og så skal problemerne nok blive fikset.

Men man risikerer at gøre borgerne distancerede, kyniske og svære at engagere i de langsigtede løsninger, som er helt nødvendige for at bekæmpe udbredelsen af sult.

I Danmark er der langt mindre fokus på velgørenhed end i England. Men indsamlingsshowet ’Afrika Nu’ sidste lørdag rummede mange af de tendenser, som Bond-rapporten advarer mod.

Vi hørte f.eks. en masse om konsekvenser af katastrofen, men meget lidt om årsagerne – eller hvad vi kan gøre for at forhindre, at det sker igen. Danskerne var henvist til rollen som gavmilde givere og afrikanerne til rollen som taknemmelige modtagere.

En meget smal vinkel på fattigdomsbekæmpelse, som er den, de fleste primært møder – og som ikke levner meget plads til nuancer, håb og løsninger.

Var man kynisk, kunne man hævde, at den eneste måde at engagere danskerne i ulandsspørgsmål på er gennem denne type underholdningsshows. Men det er en kynisme, som er skadelig for en langsigtet udvikling.

For hvis vi vil bekæmpe årsagerne til sult – i en verden, der i øvrigt producerer rigeligt med mad – kræver det et langsigtet engagement i politiske løsninger på globale fattigdomsproblemer.

Borgerens vilje til engagere sig i langsigtet fattigdomsbekæmpelse hænger snævert sammen med, hvor meget han eller hun ved om udviklingspolitik. Indsamlingskampagner må derfor ikke få lov til at dominere befolkningens billede af ulandene.

De skal suppleres med nuanceret folkelig oplysning og en vilje til at engagere borgerne i en konstruktiv debat om langsigtede løsninger.

Det er vigtigt at holde fast i, for når krisen forsvinder ud af medierne igen, efterlader den offentligheden med en oplevelse af, at det åbenbart aldrig bliver bedre i ulandene.

Og dét skaber en følelse af modløshed og dyb pessimisme, som det er essentielt at imødegå for at vinde kampen mod global fattigdom.