De fattige er forskellige. Nogle er gamle, nogle midaldrende og nogle er unge.

Nogle er kvinder og nogle er mænd. Nogle er etniske danskere og nogle er indvandrere. Og tages den gængse fattigdomsgrænse - familier med indkomst under halvdelen af middelindkomsten - fordeler familierne sig bredt ud over disse mange underkategorier. Derfor er det nærmest umuligt at diskutere ’de fattige’.

Det gør vi nu alligevel. Og disse italesatte ’fattige’ er sådan set mere interessante end de ’rigtige’ fattige. Hvis ’de fattige’ italesættes som indvandrere eller dovne unge, så støtter vi reduktion i ydelser og sanktionering.

Hvis de italesættes som danske børn, der uforskyldt er havnet med den forkerte mor og far, så støtter vi højere ydelser og offentlig hjælp.

LÆS OGSÅDen ultimative fattigdom findes i Danmark

Mediehistorier og mediebilleder er vigtige i konstruktionen af ’de fattige’.

Moralsk forargelse sælger aviser. Så en negativ konstruktion ligger ligefor. Men selv journalister og fotografer, der gør deres bedste for at viderebringe ’virkeligheden’, løber ind i problemer.

For hvilken af ’virkelighederne’ skal viderebringes? Hvem skal fotograferes. En hjemløs? En enlig mor? Eller en pensionist? Og hvad skal der skrives? Lægges vægten på de uforskyldte eller selvforskyldte faktorer?

Det er ikke et let valg. Og situationen vanskeliggøres af, at få journalister og fotografer (og samfundsforskere) omgås folk med begrænsede økonomiske ressourcer. Det gør mediekonstruktionerne af ’de fattige’ ekstra luftige.

Med midler fra Velux-fonden har et forskningsprojekt analyseret, hvordan danske, svenske og britiske avismedier konstruerede fattigdomshistorier i perioden fra 2004 til 2009. I hvert land gennemsøgte vi 1.750 aviser for artikler, der handlede om fattige og kontanthjælpsmodtagere.

I Danmark fandt vi 152 sådanne historier, hvortil var knyttet 190 billeder, der afbildede 376 ’fattige’. I Sverige fandt vi 73 historier med 102 billeder, der indeholdt 180 ’fattige’. I Storbritannien var omfanget 188 historier med 257 billeder, der indeholdt 545 ’fattige’.

Forventningen var, at ’de fattige’ blev fremstillet langt mere positivt i Danmark og Sverige end i Storbritannien. Spørgeskemaundersøgelser viser, at danskerne og svenskerne er langt mere villige til at hjælpe de fattige end briterne.

Forventningen byggede også på, at jo dårligere livsvilkår ’bunden’ af samfundet har, jo nemmere er det at fremstille dem negativt.

Den britiske forarmelse af ’bunden’, specielt i 1980’erne, har skabt afvigende adfærd, der nemt vækker moralsk forargelse. Seneste eksempel er optøjerne i London, hvor stort set alle anholdte kom fra de fattigste kvarterer.

Mediestudiet viste de forventede resultater. I Sverige og Danmark var den typiske historie om fattige og kontanthjælpsmodtagere positiv.

Det er ikke altid helt nemt at skelne mellem positive og negative historier. Men analysen viste, at cirka syv ud af ti danske og svenske historier var positive, mens det kun var tilfældet for hver anden i Storbritannien.

En dominerende britisk tematik var, hvorledes ’de fattige’ forsøgte at snyde med ydelserne. Ofte fulgt af billeder, hvor ’de fattige’ fremstod som moralsk fordærvede. Specielt de britiske teenagemødre blev fremstillet som nogle, der producerede børn for at leve af velfærdsydelser.

LÆS OGSÅ2.000 familier får julehjælp af Røde Kors

Den tematik var helt fraværende i de danske og svenske medier. En dominerende dansk og svensk tematik var derimod, hvorledes ’systemet’ gjorde for lidt for at hjælpe. Og en ren dansk tematik var historierne om julehjælp.

Billeddækningen var også vigtig for konstruktionen af ’de fattige’. Mest markant var brugen af etnicitet. Havde journalisten valgt en positiv historie, afbildedes ’hvide’. Havde journalisten valgt en negativ historie, afbildedes ’farvede’.

Overrepræsentation af indvandrere i kriminalitetsstatikken (relativt til befolkningsandel) og placering i belastede boligkvarterer kan måske forklare, hvorfor negative historier hyppigere ledsages af billeder af ’farvede’.

LÆS OGSÅCarina-sagen rammer julehjælp til fattige

Men det kan ikke forklare, hvorfor ’farvede’ ikke vises i de positive fattigdomshistorier. F.eks. var der ikke et eneste ’farvet’ barn i de danske julehjælpshistorier. Et andet markant fund er, at der afbildes alt for mange børn i artikler om fattigdom og kontanthjælpsmodtagere. Begge sammenhænge findes i alle tre lande.

Hvorvidt danske og svenske eller de britiske medier giver det mest sandfærdige billede af ’de fattige’, vil jeg lade stå ubesvaret. Hovedpointen er, at massemediernes konstruktion af ’de fattige’ er afgørende for, hvordan vi i fremtiden kommer til at behandle gruppen med begrænsede økonomiske midler.

Derfor skal medierne være sig deres ansvar bevist. Det kan de være ved ikke at lade sig rive med af politikeres forsøg på at lave stereotyper om ’de fattige; hvad enten de kommer fra den ene eller anden fløj.

LÆS OGSÅHvor er vi danskere heldige

De kan også være det ved ikke at benytte lejligheden til at sælge aviser ved at finde ’de fattige’, der kan sprede mest moralsk forargelse. Og endelig kan de være deres ansvar bevidst ved at lave research.

Hvis dette gøres ordentligt, vil man opdage, at det er tæt på meningsløst at tale om ’de fattige’ som én gruppe.

FACEBOOKBliv ven med Politiken