Den 2. juni 1992 stemte 50,7 pct. af danskerne nej til Maastrichttraktaten. 20. september 1992 stemte 51,05 pct. af franskmændene ja til samme traktat. Er man i tvivl om, hvorvidt marginaler kan have vidtrækkende historisk betydning, skal man blot dvæle ved forløbet og resultatet af disse to folkeafstemninger.

Det danske nej betød som bekendt, at vi siden 1993 ikke har været med i alle dele af EU-samarbejdet; det franske ja gjorde, at Frankrig kunne tage fuldt ud del i det udvidede samarbejde om en økonomisk og monetær union mv.

At vore veje skiltes, i hvert fald delvist, skal ikke sløre for, hvad der også var læren af 1992: Den folkelige EU-skepsis er ikke forbeholdt visse lande eller kulturer. Her ligner Danmark og Frankrig hinanden – måske mere end vi tror?

Men det burde ikke undre: Nationalstaten – også den danske – opstod i kølvandet på den franske revolution. Siden 1789 er stat og folk gået hånd i hånd i store dele af Europa.

Franskmænd er derfor lige så stolt et folkefærd som det danske – og lige så kritiske eller skeptiske i forhold til de autoriteter, de selv har skabt. Det gælder således også i forhold til EU.

Nu står vi atter ved en skillevej. Vil vi følges ad denne gang?

Fundamentet til euroen blev lagt med Maastrichttraktaten. På Det Europæiske Råd 9. december 2011 blev arbejdet forsøgt færdiggjort. Som den franske præsident selv forklarer det, ses euroen som dét bærende element i den europæiske konstruktion; uden euro intet europæisk hus.

Fra fransk side har man hverken før eller efter Det Europæiske Råd 9. december lagt skjul på, at det må være eurolandene tilladt selv at gå videre i deres forsøg på at rette op på økonomien i eurozonen. Ikke at Frankrig nødvendigvis foretrak denne løsning, men hvis enighed blandt 27 ikke var mulig, ville man ikke tøve med at indgå en aftale for kun de 17 eurolande. Det viste sig så at blive tilfældet.

Nu er det op til landene uden for eurozonen at bestemme, hvilken tilknytning de ønsker til det fremtidige samarbejde. Dermed også Danmark. Denne gang skal valget træffes på baggrund af en anderledes dyster økonomisk situation end i 1990’erne.

Selv om den franske præsident spillede en nøglerolle under Det Europæiske Råd og vanen tro var krystalklar i mælet, er Frankrigs position faktisk mere kompliceret end som så. Socialistpartiets præsidentkandidat, François Hollande, har allerede bebudet, at han forbeholder sig ret til at genforhandle aftalen af 9. december. Hollande har fortsat medvind i meningsmålingerne, men intet, absolut intet, er afgjort endnu. Tænk blot på, hvem der var mediernes darling for et halvt år siden.

Under alle omstændigheder bliver EU’s håndtering af den økonomiske krise et af de helt store temaer under kampagnen op til det franske præsident- og parlamentsvalg, der finder sted samtidig med det danske EU-formandskab.

Hele fire gange skal franskmændene til valgurnerne i forbindelse med forårets valg: Ved præsidentvalgets to runder 22. april og 6. maj 2012, og ved parlamentsvalgets to runder 10. og 17. juni 2012. Det er værd at bemærke, at Nationalforsamlingen (parlamentets 2. kammer) afslutter sit arbejde allerede 22. februar 2012 for derefter at hellige sig valgkampen.

Man må ikke tage fejl, Frankrig vil ikke være lammet under formandskabet. Beslutningskraften hos den franske præsident og regering vil efter min bedste vurdering være usvækket trods valgkampen. Med krisen som kulsort kulisse er der intet andet valg.

I Frankrig nærer man stor tillid til et dansk formandskab. Vi er kendt for at gå pragmatisk til værks og ikke være bange for udfordringer. Netop de evner er der brug for i dag.

Frankrig er helt klar over, at problemet med den skrantende europæiske økonomi ikke blot er mangel på disciplin, men også fraværet af en vækstdagsorden, der kan skabe arbejdspladser. At Danmark vil forsøge at levere på netop disse svære områder, hilser Frankrig i den grad velkommen.

Når Danmark vil ønske at kickstarte det indre marked og dermed den økonomiske vækst, vil vi derfor kunne gøre det med fransk støtte. Når Danmark vil forsøge at skabe nye arbejdspladser som følge af en ambitiøs grøn dagsorden, vil Frankrig også være at finde ved vor side.

Også her ligner Danmark og Frankrig altså hinanden mere, end vi tror. Frankrig har lidt uretfærdigt ry for at være markedsforskrækket og protektionistisk samt ikke nær så ’grøn’ som Danmark. Naturligvis er der forskelle, f.eks. omkring den nukleare energi, men vi har nærmet os hinanden på rigtigt mange områder, særligt hvor vækst og arbejdspladser går hånd i hånd.

Fra flexicurity til film over fantastiske fjernsynsserier – Frankrig ikke kun kender os, men ønsker også at lære os endnu bedre at kende. Måske er det derfor, at Borgen, den danske nationalfortælling om magt, vises i fransk fjernsyn samtidig med den franske valgkamp?

Vi ligner jo hinanden!