Den globale opvarmning har efterhånden invaderet den sikkerhedspolitiske tænkning.

Der er stadig stor uklarhed om de mulige sikkerhedspolitiske konsekvenser af klimaændringerne.

Alligevel begynder militære organisationer så småt at overveje, hvordan de kan tilpasse sig fremtidige krav om at deployere til nye egne og gennemføre operationer, som afværger klimakonflikter.

For dansk forsvar tegner der sig en fremtid, hvor de sidste geografiske begrænsninger på soldaters anvendelse ophæves, og hvor behovet for civil-militær samtænkning træder endnu klarere frem.

I sikkerhedspolitiske kredse er der uenighed om, hvorvidt klimaændringerne vil føre til samarbejde eller konflikt.

Mange påpeger, at stater og befolkningsgrupper er mest tilbøjelige til at søge fredelige løsninger på problemer som vandmangel og ørkenspredning.

Den slags udfordringer vil primært blive imødegået med tekniske løsninger, nye aftaler om vanddeling og langsom migration mod områder, der oplever færre problemer. De løsninger er ikke alene mere effektive, men også mere moralsk acceptable end forsøg på at løse problemerne militært.

Andre mener derimod, at klimaforandringerne vil føre til flere væbnede kon-flikter. Argumentet er , at ressourcer som vand og dyrkbar jord kun findes i endelige mængder inden for et givent område, og at øget konkurrence om ressourcerne må lede til konflikt - eller som minimum fordrivelse af visse befolkningsgrupper.

Klima bliver nyt sikkerhedspolitisk fokus
Dommedagsscenarier om ' klimakrige' og ' klimaflygtninge' skaber spektakulære overskrifter og giver politisk opmærksomhed om emnet. Hvad enten scenarierne bliver til virkelighed eller ej, er det også sandsynligt, at de vil få konsekvenser for den måde, vestlige lande indretter deres forsvar på.

Mens den fredelige tilpasning til global opvarmning formodentlig er mest sandsynlig, så er det alligevel risikoen for konflikter, som tiltrækker sig forsvarets opmærksomhed: Militære organisationer må nødvendigvis forberede sig på de værst tænkelig udfald, og derfor tænkes der i Nato-landene højt om behovet for at tilpasse militære organisationer til en verden præget af klimaforandringer. Og denne ' sikkerhedsliggørelse' af klimaforandringerne driver den militære udvikling videre ad to spor - et geografisk og et funktionelt:

Geografisk vil Danmarks sikkerhedspolitiske fokus blive endnu mere globalt, når klimaændringer og konflikter kædes sammen. For tyve år siden gik Danmarks sikkerhedspolitiske interesser ikke meget længere end til Jerntæppet. Siden har udfordringerne ændret sig, og indsatserne i Irak og Afghanistan illustrerer et mere globalt fokus. Frontlinjen er forskudt tusindvis af kilometer på relativt få år.

Ser man på et verdenskort med angivelse af, hvilke stater der vil blive hårdest ramt af klimaforandringernes negative konsekvenser, er der et bemærkelsesværdigt sammenfald med en række svage eller repressive stater. Området, der ofte betegnes som ' bæltet af ustabilitet', løber fra konflikterne i DR Congo over Afrikas Horn, Mellemøsten og Afghanistan og videre ned gennem Sydøstasien. Adskillige lande i bæltet er allerede i dag præget af indre spændinger og konflikter med nabolandene.

FN's Klimapanel forudser, at området vil blive særlig ramt af bl. a. øget tørke, ekstreme vejrfænomener og vandstandsstigninger.

Sammenholder man disse vanskeligheder med staternes meget begrænsede økonomiske og institutionelle kapacitet, er der lagt i kakkelovnen til faretruende ustabilitet i fremtiden. Eksempelvis er kun 25 pct. af Afrikas grænser demarkerede.

Det er med andre ord ikke kun i Arktis, at fremtiden kan byde på udfordringer med at afklare grænsedragningen, når det gælder adgangen til ressourcer. Spændinger i ' bæltet af ustabilitet' har eksplosivt potentiale, fordi uoverensstemmelserne ofte falder sammen etniske gruppers krav om samhørighed på tværs af grænser og en stort set uhindret adgang til lette våben.

Klimaforandringerne vil ikke blot gøre sikkerhedspolitikken endnu mere global, men også ændre forsvarets funktion - og typen af operationer, som efterspørges.

Lokale spændinger og lav-intensiv konflikt er de mest sandsynlige sikkerhedsproblemer, der følger af global opvarmning.

Disse konflikter har en indirekte effekt på dansk og vestlig sikkerhed og får derfor mindre opmærksomhed end risikoen for ressourcekonflikter mellem stormagter eller massemigration.

Men selvom problemerne er indirekte, eller måske snarere af moralsk karakter, peger sikkerhedspolitiske forskere på, at en øget efterspørgsel efter kortvarige interventioner - i stil med dem EU har gennemført i DR Congo og Tchad - er forventelig.

Ekstreme vejrfænomener formodes nemlig at kunne lede til akutte kriser, som relativt nemt kan demonteres, hvis der gribes hurtigt ind.

Fælles indsats
Klimarelaterede skærmydsler skal med andre ord dæmpes af styrker, som mestrer hele spektret af indsatser - fra fredsskabelse over indsatser i humanitære kriser til opbygning af statsinstitutioner. Det betyder, at den samtænkning mellem militære og civile aktører, som kendetegner dansk sikkerhedspolitik i dag, vil blive et endnu mere anvendeligt værktøj i fremtiden.

Når man skal genopbygge en beskadiget infrastruktur eller lave aftaler om ressourcedeling, kræver det civil ekspertise.

Det er sandsynligt, at de fleste af de potentielle sikkerhedsproblemer, som følger i kølvandet på den globale opvarmning, bedst kan løses via civile midler som udviklingsbistand, fremme af god regeringsførelse og opbygning af legitime institutioner.

Militære indsatser skal i den sammenhæng ses som noget, der kan være nødvendigt i en begrænset periode for at mindske spændinger eller sikre, at kon-fliktens parter overholder indgåede aftaler.

Klimaforandringerne får mange virksomheder og organisationer til at genoverveje deres adfærd og opgaver. Også i den militære verden er processen i gang.

Går de værste forudsigelser om klimaændringernes sociale konsekvenser i opfyldelse, kan danske soldater berede sig på at blive indsat overalt på kloden med kort varsel.

analyse@pol.dk

Steen Nordstrøm, cand. scient. pol. og tilknyttet Institut for Strategi, Forsvarsakademiet.