Det helt overskyggende debatemne netop nu handler om de forventede forandringer i fremtidens klima på grund af stigende CO2-indhold i atmosfæren.

Men underligt nok er der ikke fokus på selve dynamikken i de to hovedkræfter, der ligger bag CO2-stigningen, nemlig hhv. befolkningsudviklingen og det personlige energi- og ressourceforbrug.

Af forskellige religiøse og politiske grunde er især den første af de to drivkræfter, befolkningsudviklingen, nærmest tabu. Man må ikke tænke: ’Dine tolv vidunderlige børn bliver desværre en belastning for klodens fremtid’. Paven vil aldrig sige: ’Silketynde kondomer, der beskytter mod undfangelser og sygdomme, er en Guds gave til menneskeheden’. Og så må man endelig heller ikke udfordre de personlige valg i et bedre selskab ved at pippe: ’Selv om du slukker for lyset og efterisolerer huset, så belaster du fortsat klodens energiregnskab voldsomt med dine fire årlige flyrejser til Langtbortistan’.

DET ER KLART, at menneskehedens samlede udledning af CO2 og andre drivhusgasser fremkommer ved at summere udledningen fra samtlige aktiviteter af 6,7 milliarder mennesker på kloden.

Derfor er befolkningstallet den helt afgørende drivende kraft bag den stigende udledning af CO2. Og derfor viser direkte målinger over de sidste 50 år en snæver sammenhæng mellem CO2-stigningen i atmosfæren og væksten i verdensbefolkningen.

I 1960 steg CO2-indholdet i atmosfæren hvert år med ca. 0,8 ppm, men i 2010 stiger indholdet årligt med mere end 2 ppm drevet frem af stadig flere mennesker. Indholdet er i dag nået op på ca. 385 ppm. Den årlige stigning i atmosfærens CO2-indhold bliver i øjeblikket fordoblet på 31 år. Med de forventede 9 milliarder mennesker på kloden i 2050 vil der være en fortsat voksende drivkraft bag stigningen i atmosfærens CO2-indhold og i de forventede forandringer i klimaet.

FORUDEN DENNE åbenlyse sammenhæng mellem atmosfærens CO2-indhold og befolkningsudviklingen er der naturligvis en tilsvarende sammenhæng til hvert af disse menneskers personlige energiforbrug. Den enkelte person har en direkte CO2-udledning ved sit stofskifte, men derudover en større indirekte udledning fra de afgrøder og husdyr, som skaffer føden, og de anlæg, der skaffer affaldet bort. Til energiregnskabet lægges så yderligere den store post af udledt CO2, som stammer fra forbrug af fossile brændstoffer til tøj, bil, bolig, ferie, andre forbrugsgoder og fælles samfundsydelser – det, som samlet opfattes som materiel velfærd. Derfor kan man lidt populært sige, at det er produktet af befolkningstallet og ressourceforbruget per person, der driver CO2 og den forventede klimatrussel op.

Dette pres opad i CO2-udledningen søger vi desperat at modvirke med tekniske fix, men så længe vi kun satser på tekniske løsninger, ædes gevinsterne op af væksten i befolkningen og et fortsat for højt forbrug per person.

Sondringen mellem direkte og indirekte personlig CO2-udledning er vigtig, fordi konsum af kød og andet animalsk protein kræver meget mere energi og plads til landbrugsafgrøder end konsum af planteproteiner i brød og grøntsager. Prognoserne for CO2- og klimaudviklingen samt, ikke mindst, overlevelsen af naturområder og deres biodiversitet vil derfor forbedres dramatisk, hvis befolkningerne begrænsede konsumet af animalsk protein til det ernæringsmæssigt nødvendige. Men i øjeblikket er bedre økonomi koblet sammen med øget forbrug af kød, som man ser det i Kina.

Diskussionen om kødforbrug er også central herhjemme. Svineproduktionen i Danmark kræver meget energi, da foder og produkter skal transporteres over lange strækninger, og svin ånder meget af føden ud som CO2. En plan som Grøn Vækst, der forlods freder og understøtter en kæmpehøj national svineproduktion, er derfor en bagudrettet bizar energiplan og en grå naturplan.

SONDRINGEN mellem personlig CO2-udledning (direkte + indirekte) og CO2-udledningen fra forbrug af fossile brændsler er lige så vigtig for at kunne forstå udviklingen. Den årlige udledning knyttet til forbruget af fossile brændsler lå i 2005 på 19,6 ton CO2 per person i USA, 4,3 i Kina og blot 1,3 i Indien. I USA, Danmark og andre vestlige lande udgjorde denne velfærdsudledning af CO2 fra fossile brændsler ca. 90 procent af den samlede udledning, mens procenterne lå på omkring 70 i Kina og 40 i Indien. Den samlede CO2-udledning har stabiliseret sig på et højt niveau i USA og i andre vestlige lande i de seneste år, men udledningen accelererer meget kraftigt i Kina og Indien pga. en meget stor befolkning kombineret med en hastigt voksende økonomi per person knyttet til forbrug af fossile brændsler.

I øjeblikket bor de fleste mennesker i ’udviklingslande’, og deres antal vokser hastigt. Når deres økonomier ydermere vokser, som det i dag sker i Kina, Indien og Brasilien, så vokser CO2-udledningen per indbygger hastigt. Og dermed skyder menneskehedens samlede CO2-udledning yderligere i vejret.

Det er altså stærke drivkræfter, vi er oppe mod i forsøget på at begrænse CO2-udledningerne i fremtiden. Hvis vi alle på Jorden skulle have den nuværende amerikanske livsstil og energiforsyning, men en samlet CO2-udledning, som før den globale temperatur for alvor begyndte at stige i 1960, så skulle vi blot være 0,53 milliarder mennesker på Jorden, men vi er 6,7 og hastigt på vej mod 9 milliarder.

HVIS POLITIKERNE indser, at det stærke fokus på fortsat vækst, materiel velfærd og bruttonationalproduktets størrelse – sammen med den religiøse modstand mod fødselsbegrænsning – er én stor misforståelse, så er der håb. Og hvis borgerne i stedet ønsker en bæredygtig ’tempereret’ verden med fortsatte muligheder for et behageligt liv med vand og ren luft, naturoplevelser i nærmiljøet og i en mennesketom vildmark en gang imellem, så vil en mindre verdensbefolkning være et mål og en fantastisk lettelse for menneskeheden.

Kaj Sand-Jensen, professor i biologi ved Københavns Universitet.