Ældre. Disse ældre læger og den lægefaglige viden, de repræsenterer, er særdeles betydelig, mener dagens skribent. - Foto: MIRIAM DALSGAARD

I Danmark – og i Vesteuropa i almindelighed – har antallet af yngre borgere længe været faldende, mens antallet af ældre personer, som følge af øget levealder i forbindelse med generelt bedre helbred, er mærkbart stigende.

Det diskuteres i tiltagende grad, om den stigende levealder må føre til længere arbejdsliv for at holde samfundsmaskineriet i gang.

I Danmark trådte i januar 2007 en lov (autorisationsloven) i kraft, der fratager danske læger autorisationen til patientorienteret arbejde ved det fyldte 75. år.

De pågældende læger, der hører til de mest kompetente og erfarne læger landet har, bliver således uden videre på 75-årsdagen frataget retten til at arbejde inden for deres profession.

Dette er en særdeles grov aldersdiskrimination. Den medicinske profession er den eneste, der er ramt af dette arbejdsforbud.

Andre faglige autorisationer for ansvarsfulde erhverv såsom revisor, advokat, dommer, elektriker, gas- og vandmester har ingen alderskriterier. Der findes klare regler for, hvordan læger i almindelighed risikerer at miste autorisationen:

Grove faglige forsømmelser, spiritus og/eller medikamentmisbrug, sværere psykiske lidelser. Disse kriterier har fungeret tilfredsstillende i talrige år og gælder for læger i alle aldre – altså også for seniorer.

Ser man på, hvilke læger, der de sidste 50 år af forskellige årsager har mistet deres autorisation, befinder der sig ingen seniorer blandt dem.

Autorisationsloven indeholder en bestemmelse om mulighed for tidsbegrænset forlængelse af autorisation efter ansøgning. Formentlig er denne bestemmelse indført for ikke at støde an mod EU, der er meget følsom over for alle typer aldersdiskrimination.

Mangel på speciallæger
At søge om forlængelse er dog en blandet fornøjelse, som bl.a. en sag, som undertegnede selv har været involveret i, understreger:

En praktiserende læge, der fyldte 75 år, en særdeles kompetent kollega, søgte forlængelse af sin autorisation og blev groft ydmyget i embedslægeinstitutionen, før det endelig lykkedes ham, efter lang tids ihærdighed og venten, at opnå forlængelsen.

Mange særdeles velegnede kolleger søger ikke om forlængelse, fordi de ikke ønsker at udsætte sig for de dermed følgende belastninger.

De sidste 10-15 år har Danmark oplevet en tiltagende mangel på læger. Det er særlig prekært, at manglen er mest udtalt blandt de mest kvalificerede og erfarne læger, som selvstændigt behersker deres speciale.

Man har anslået manglen til mellem 1.000 og 1.200 speciallæger – et meget stort antal for et land af Danmarks beskedne størrelse.

Årsagen til denne mangel er dels et planlægningssvigt med hensyn til rekruttering og uddannelse, dels et svigt i arbejdsforholdene, som gør det aktuelt for disse højtkvalificerede personer at overveje, hvornår de tidligst muligt kan forlade arbejdslivet til fordel for førtidspensioneringens glæder.

Bureaukraternes desperation over lægemanglen fremgår tydeligt af, at man i begyndelsen af 2008 fik tag i 28 speciallæger i Mumbai i Indien, som man derefter, med løfter om guld og grønne skove, importerede til Århus-området.

Naturligvis blev dette ganske problemfyldt, hvilket for medicinske fagfolk var indlysende på forhånd. Tankevækkende er det også, at man uden betænkeligheder drænede et land som Indien for en så værdifuld og sparsom ressource som 28 speciallæger.

Det ville være naturligt med dagens store mangel på speciallæger at søge at udnytte den forhåndenværende ressource af danske speciallæger på en mere optimal måde.

Pensionerede speciallæger vil i denne sammenhæng kunne spille en væsentlig rolle: Danmark havde i 2009 1.036 læger, der var 75 år eller mere, og 2.015 læger, der var 70 år eller mere.

Antallet af personer og den viden, de repræsenterer i kendskab til medicin, dansk kultur og dansk tradition, er således meget betydelig.

I vort land er seniorernes helbred bedre end nogensinde tidligere i historien, og talrige pensionerede speciallæger vil umiddelbart kunne tiltræde kliniske funktioner.

Tvangsfjerning af lægelige seniorer
Grebet rigtigt an ligger der her meget store muligheder både i sygehusvæsenet og i praksis for at trække på disse speciallægers viden og kunnen.

Seniorerne må naturligvis indpasses i sygehusafdelingernes arbejde, således at de får aflastende og støttende funktioner, svarende til individuelle aftaler med afdelingernes speciallæger.

Som en anerkendelse af, at Danmark er nødt til at benytte de i landet forhåndenværende ressourcer – herunder seniorspeciallæger – har man i 2008 vedtaget (lov nr. 484), at tjenestemænd (herunder overlæger) i modsætning til tidligere, kan forblive i deres sygehusstillinger ud over 70-års alderen.

Det forekommer derfor absurd, at de samme overlæger, der kan fortsætte ud over 70-års alderen, tvangsmæssigt mister deres autorisation (retten til patientorienteret arbejde), når de fylder 75 år.

I de to første år (2007-2008), efter autorisationsloven trådte i kraft, er der sket følgende: 208 af i alt 234 læger, der fyldte 75 år, har mistet deres autorisation. 32 af disse søgte forlængelse. 6 af de 32 fik ikke forlængelse.

I løbet af en årrække vil landet således blive praktisk taget blottet for lægelige seniorer, der har autorisation til at foretage patientbehandling.

Er dette virkelig en hensigtsmæssig ordning for Danmark som nation og for danske patienter, der stærkt mangler avancerede speciallæger?