fakta

Søren Riishøj er lektor i statskundskab, Syddansk Universitet.

Hvordan ramte finanskrisen egentlig landene i øst – og hvad kan forklare de store forskelle fra land til land? I en analyse for den polske liberale forskningsinstitution Case Network kommer den svenskfødte Anders Åslund frem til nogle af svarene.

Han deler således landene op i fire grupper – fordelt ud fra de økonomiske vækstrater op til finanskrisen:

•’Turbolandene’, som frem for alt er de baltiske lande, der frem til finanskrisen havde fremstået som noget nær mønsterlande for omstillingen fra planøkonomi til markedsøkonomi og havde en usædvanlig høj økonomisk vækst.

•Hviderusland, Ukraine og Moldova, der som de baltiske lande frem til finanskrisen havde haft høj økonomisk vækst, men på et noget lavere niveau.

•De centraleuropæiske lande, Tjekkiet, Polen, Slovakiet og Ungarn, som havde haft moderat vækst.

•De sydeuropæiske lande, Bulgarien og Rumænien, der groft sagt havde samme vækst som de centraleuropæiske lande, men med en tendens til overophedning og med alvorlige økonomiske ubalancer. (Rusland udgør en særlig case og er derfor ikke omfattet af analysen).

Ser vi herefter på forløbet af finanskrisen, finder vi også inden for de fire landegrupper ganske store forskelle. Polen oplevede således ikke noget fald i nationalproduktet og vil være ret harm over at blive sat i bås med f.eks. det kriseramte Ungarn.

Ud over fornuftig pengepolitik kunne Polen nyde godt af et stort hjemmemarked og en ret bred produktionsflade. Tjekkiet og Slovakiet oplevede et moderat fald i BNP. Men for de baltiske lande, Bulgarien og Ungarn var der tale om noget nær økonomisk nedsmeltning.

Eksportdrevet vækst
Men hvorfor disse store forskelle? Ifølge Åslund skal forklaringerne søges i den førte økonomiske politik op til 1998 og i forlængelse heraf i de økonomiske nøgletal, især tal for udenrigshandel og underskud på betalingsbalancen, omfang og sammensætning af udlandslån, størrelse af inflationen samt – og ikke mindst – valutakurspolitikken.

Statsunderskuddet var kun i Ungarn en vigtig faktor. Under ét havde de nye EU-lande fra øst faktisk bedre styr på statsfinanserne end EU under ét.

Generelt havde de østeuropæiske økonomier været kendetegnet ved høj inflation, bl.a. som følge af et højt indtag af (spekulativ) udenlandsk kapital. Kun i to lande, Polen og Slovakiet, var inflationen under 3 procent.

LÆS ARTIKEL20 EU-lande kæmper med økonomisk underskud

En vigtig forklaring er, at væksten i de østeuropæiske økonomier generelt har været meget eksportdrevet. Men flere lande fik ikke desto mindre op til finanskrisen oparbejdet store underskud i udenrigshandelen, i flere af dem svarende til over 10 pct. og i Bulgarien og Letland mere end 20 pct. af BNP.

Nogle lande fik dækket underskuddet gennem udenlandske investeringer, men for de baltiske lande og Rumænien var den dækning lav. Underskuddet betød, at Bulgarien, Estland, Ungarn, Letland i 2008 havde erhvervet sig en udlandsgæld på mere end 100 pct. af det samlede BNP.

Dertil kom, at de hårdest ramte lande op til 2008 typisk havde tilladt en dybt uansvarlig kredit- og låneekspansion. De led i den forbindelse under, hvad Åslund kalder »currency mismatches«: Lån, det være sig i fast ejendom eller virksomhedslån, blev på grund af lavere rente i alt for høj grad optaget i euro og schweiziske franc.

Det ramte dem særdeles hårdt, da de blev tvunget til at devaluere de nationale valutaer.

Polen i den gule førertrøje
At Tjekkiet, Polen og Slovakiet forud for finanskrisen i modsætning hertil havde gennemført en stram bankregulering og derved undgik store udlandslån i ’hård’ valuta hjalp dem bedre igennem krisen.

Dette fører os til en sidste og meget vigtig årsag, forskelle i valutakursregimer: Polen, Tjekkiet, Ungarn og Rumænien havde omkring tidspunktet for udbruddet af finanskrisen flydende valutakurser med inflationsmålsætning, og blandt de lande klarede Polen og Tjekkiet sig bedst.

Til gengæld gik det gik helt galt i Ungarn og Rumænien, men mest på grund af yderst dårlig bankregulering og for Ungarn på grund af for stort underskud på statsfinanserne. Slovenien og Slovakiet havde euro som valuta og kunne ikke devaluere, men kunne til gengæld opnå støtte fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

Allerværst ramt blev de lande, der havde faste valutakurser, og som havde indført ’currency boards’ til at understøtte fastkurspolitikken. Det system kom aldrig til at virke troværdigt. For de baltiske lande var systemet møntet på den optagelse i euroen, som aldrig kom.

I lande med fastkurspolitik og utroværdige ’currency boards’ blev vi op til finanskrisen vidner til den største overophedning af økonomierne, og de lande blev således særlig sårbare under selve krisen.

Forklaringerne på krisen – eller kriserne – i øst skal altså for en stor del søges i forskellene i penge- og valutakurspolitikken.

Det store spørgsmål er så, hvor hurtigt landene kommer ud af finanskrisen og igen opnår økonomisk vækst. Her er Polen indtil videre stadig i den gule førertrøje – og Ungarn et godt stykke bagud.