En uge er lang tid i politik, sagde den britiske premierminister Harold Wilson engang.

Det samme gælder udenrigspolitik. For nogle måneder siden var verdens fokus på Pakistan, der netop havde gennemlevet landets første ?11. september?, efter at en selvmordsterrorist dræbte over hundrede mennesker.

Men efter måneder med verdensomspændende økonomisk tumult, hvis lige ikke er set siden 1930?erne ? samt kulminationen på et skelsættende præsidentvalg ? er fokus nu fastlåst på USA og Barack Obama. Der vil dog ikke gå lang tid, før opmærksomheden atter vil vende tilbage til Pakistan.

Med 160 millioner mennesker, en skrøbelig, men atombevæbnet regering og et drabeligt oprør i en række nordlige provinser er udviklingen i Pakistan ikke kun vigtig for landets egne indbyggere, men også for freden i Centralasien og for Nato?s indsats i nabolandet Afghanistan.

VÆRST AF ALT er der ? om ikke folkelig støtte til voldshandlinger ? så i hvert fald en manglende forståelse for den graverende situation. I en undersøgelse gennemført af analyseinstituttet IRI for nogle måneder siden sagde 71 pct. af pakistanerne, at de var mest bekymrede for den økonomiske krise, mens kun 2 pct. opfattede terrorisme som et problem.

På trods af landets geostrategiske rolle og den multilaterale indsats i nabolandet Afghanistan er der imidlertid kun ringe fælles internationalt fodslag over for Pakistan: I syv af de seneste otte år har den amerikanske regering foretrukket at arbejde bilateralt sammen med Pakistans ledere uden at konsultere sine allierede.

De eneste, der var med på en politisk ?kigger?, var briterne. Resultatet var grænseløs støtte til ekspræsident Pervez Musharraf, en forværring af situationen i grænseområderne samt oprustning af Pakistans hær, der stadig havde som hovedmål at nedkæmpe en eventuel indisk trussel.

På det seneste har Bushadministrationen forsøgt at stable en ?Friends of Pakistan?-gruppe af lande på benene i FN-regi, hvis formål er at internationalisere donorstøtte til Pakistan.

Gruppen har afholdt et møde, hvor Kina var til stede, men nægtede at underskrive en sluterklæring, og hvor Saudi Arabien ? en nøglespiller i Pakistan ? helt undlod at deltage.

I mellemtiden er det gået fra dårligt til værre. Pakistans økonomi er nu i total opløsning, og den nyvalgte præsident, Zadari, forsøger desperat af få finansiel støtte fra Saudi Arabien, så han ikke bliver nødt til at gennemføre de reformtiltag, Den Internationale Valutafond kræver som betaling for et milliardlån.

HVIS IKKE situationen skal blive meget værre, er der brug for en ny international holdning til Pakistan. Her burde EU spille en større rolle end i dag. USA vil, selv under præsident Obama, have svært ved at etablere den nødvendige tiltro.

Pakistanerne tror simpelthen ikke, at USA vil hjælpe landet for pakistanernes skyld. Og Obamas udtalelser under præsidentkampagnen ? bl.a. at han ville gennemføre bombetogter i Pakistan, hvis han fandt det nødvendigt ? er ikke faldet i god jord. USA har derfor brug for en alliance med EU.

EU har mange stærke kort i et sådant samarbejde. EU er Pakistans største handelspartner og modtager 27,4 pct. af hele Pakistans eksport. I perioden 2002-2006 gav EU endvidere 125 milliarder euro i nødhjælp. Og så er der et stærkt, kulturelt bånd mellem Pakistan og Europa, idet tusindvis af europæere er af pakistansk afstamning.

Hvad skal en ny strategi så bestå af? For det første er der brug for en ny og øget udviklingsindsats i Pakistan anført af FN, som kan forberede en international donorkonference i Islamabad i det nye år.

Til en sådan konference kan verdens ledere så møde op og vise, at de støtter Pakistans udvikling, ligesom Bonnkonferencen gjorde det i forhold til Afghanistan i 2001.

Terrorbekæmpelse burde ikke være på dagsordenen; til gengæld burde der lægges vægt på de nordlige stammeområder, der indeholder mange råstoffer, hvis udvinding er et kinesisk specialområde.

I stedet for betingelsesløst at støtte det pakistanske forsvar burde USA og EU gå sammen om en reform af ? og en støttepakke til ? den pakistanske sikkerhedssektor. Dog med det krav, at landets reelle behov bliver afklaret.

Det kan f.eks. ikke længere nytte noget, at USA leverer F16-fly til Pakistan ? til brug over for Indien ? samtidig med at hæren støtter talebaneoprørerne. Og det ved man i dag, at medlemmer af den pakistanske efterretningstjeneste har gjort.

DERNÆST burde en regional mæglingsproces iværksættes, ikke kun mellem Afghanistan og Pakistan, men også mellem sidstnævnte og Indien.

En sådan proces vil blive svær, i særdeleshed fordi Indien nægter at internationalisere Kashmirkonflikten, som ligger til grund for de indisk-pakistanske stridigheder.

Men hvis USA og EU udnævnte en mægler hver ? som Cyrus Vance og David Owen i eks-Jugoslavien ? kunne de besøge regionen, herunder Teheran og Beijing, og langsomt stile efter en konference som den Madridkonference, der satte den israelsk-palæstinensiske fredsproces i gang i 1991.

En konference er ikke det samme som fred, men et sådant topmøde vil i det mindste sætte en diskussion i gang, der på sigt kan føre til fredstiltag.

Og så er der behov for en ny Afghanistanstrategi, der kan tage brodden af talebanoprørerne. General David Petraeus, den nyudnævnte chef for CENTCOM, er allerede i gang med at omlægge USA?s krigsstrategi, og det er ikke usandsynligt, at han vil foreslå, at der skal indsættes flere tropper i det sydlige og østlige Afghanistan som led i en ny forhandlingsstrategi over for de forskellige oprørsgrupper.

Her er det vigtigt, at en ny strategi ikke kun er USA?s, men også støttes af EU. Det kræver, at europæerne ?sammentænker? deres strategier frem for at udgive nationale handlingsplaner som den danske regerings Helmandstrategi.

Når de mødes i foråret, burde Europas udenrigsministre diskutere en ny europæisk strategi for Afghanistan, således at de kan indgå i en substantiel dialog med den nye Obama-regering frem for at overbyde hinanden med troppetilbud.

DER ER ingen chance for at vende Pakistans udvikling hurtigt. Mange af Pakistans problemer går tilbage til landets fødsel i 1948. Men hvis ikke en ny international strategi snarest muligt bliver udviklet, kan det meget hurtigt blive endnu værre ? med store konsekvenser for Vestens sikkerhed.

Europa burde spille en ligeværdig rolle i udviklingen af en sådan ny strategi frem for bare at afvente USA.