Efter nogle års tavshed og med Irakkrigen som det foretrukne fokusområde er Afghanistan blevet et hot emne på den sikkerhedspolitiske dagsorden.

I slutningen af 2007 var der mange, der så frem til 2008 med en forventning om fremgang – en fremgang, der kunne vise, at den vestlige verdens engagement i landet var blevet en succes, og at dele af den militære tilstedeværelse kunne frigøres.

Den canadiske regering håbede f.eks., at udviklingen i 2008 ville mindske de militære tab, så de kunne bibeholde engagementet. Og de lande, der er involveret i Vest- og Nordafghanistan, som Spanien og Tyskland, håbede bare, at udviklingen ikke ville blive forværret.

Svære spørgsmål
Men hvad har 2008 så budt på indtil nu? Er det vestlige engagement grebet rigtigt an? Og hvad skal der siges til USA’s præsident Obama, når han anmoder om mere støtte, herunder fra Danmark?

Det er svære spørgsmål, og bedst til at svare på det er vel det afghanske folk. Det er trods alt deres land.

The Asia Foundation er en uafhængig international aktør, der siden 2004 har gennemført omfattende opinionsmålinger i Afghanistan.

Deprimerende overblik
I slutningen af oktober kom dette års måling, og den giver et godt om end deprimerende overblik over den afghanske befolknings opfattelse af landets tilstand. Målingen bygger på 6.593 interview, fordelt over alle Afghanistans 34 provinser.

Vigtigst af alt blev deltagerne spurgt, om udviklingen i landet går den rigtige vej. 38 pct. svarede ja, 32 pct. nej. Umiddelbart måske positivt, men ser man på tallene fra de tidligere år, viser der sig et andet resultat.

Andelen af afghanere, der mener udviklingen går i den forkerte retning, er nemlig steget fra 21 pct. til 32 pct. på to år – samtidig med at andelen af afghanere, der mener, at udviklingen går i den rigtige retning, er faldet fra 44 pct. til 38 pct.

Sikkerhed og økonomisk udvikling
Skal man se på, hvorfor en tredjedel af befolkningen mener, at udviklingen går i den forkerte retning, kommer der nogle interessante svar frem: Halvdelen giver usikkerhed skylden for deres negative udsyn; 19 pct. korruption; 17 pct. henviser til dårlig økonomi; 15 pct. til arbejdsløshed; og 12 pct. til dårlig regeringsførelse.

Spørger man afghanerne om, ’hvad Afghanistans største problem er’, får man følgende svar: 36 pct. af befolkningen mener, at sikkerhed er det største problem; 31 pct. henviser til arbejdsløshed; 22 pct. til høje priser; 17 pct. til dårlig økonomi; og endelig udnævner 14 pct. korruption til at være det største problem.

Hvad kan vi så lære af dette? Jo, de to største udfordringer er at opretholde sikkerhed – og at fremme den økonomiske udvikling. Men da sikkerhed ofte er en forudsætning for økonomisk udvikling, er dette lettere sagt end gjort.

Oprørsbekæmpelse
Militært betragtes indsatsen som oprørsbekæmpelse, hvor de militære styrker har det primære ansvar for at skabe sikkerhed, og hvor andre aktører har ansvaret for bl.a. politisk og økonomisk udvikling. Dette kræver fælles fodslag og sammentænkning mellem aktørerne – mellem militæret og andre regeringsinstitutioner.

I slutningen af 2007 blev der imidlertid udgivet en stribe rapporter, der netop anfægtede manglen på fælles fodslag. Det var åbenlyst, at de mange aktører ikke ’spillede efter samme melodi’, og at de mange initiativer ikke understøttede hinanden. Og 2008 har ikke rykket meget ved denne problematik.

Selv om man naturligvis er nødt til at se med forskellige øjne på udviklingen i Øst- og Sydafghanistan i forhold til Vest- og Nordafghanistan, er det tydeligt, at der stadig er langt igen.

Synlige resultater
Befolkningen ser den manglende sikkerhed og svage økonomiske udvikling som store problemer, og Vestens vilje til at adressere alle elementerne er ikke overbevisende. Et af de afgørende elementer i oprørsbekæmpelse er at skabe synlige resultater for lokalbefolkningen.

Men dette behov harmonerer kun dårligt med den traditionelle udviklingsbistand. Et af de bærende elementer i udviklingsfilosofien er således at skabe bæredygtighed – og bæredygtighed og hurtige, synlige resultater rimer ikke altid på hinanden.

Derfor er det helt essentielt, at de mange statslige aktører – militære og civile – skal lære at tilvejebringe begge dele.

Der er desuden behov for at tilpasse udviklingsindsatsen til oprørsbekæmpelsen. Afghanistan er ikke et ’normalt udviklingsland’, men et land, der står midt i et oprør, og det tager (den traditionelle form for) udviklingsindsats ikke højde for.

Politisk ukorrekt
Det har konkret betydet, at Taleban har kunnet gøre store dele af landdistrikterne til en krigsskueplads.

Hvor det måske er normalt at bygge pigeskoler og opbygge statskapacitet på alle ansvarsområder i typiske udviklingslande, vil dette nok ikke indfri den afghanske befolknings umiddelbare behov.

Det strider måske mod ’den danske tilgang’ – og mod, hvad der er politisk mest korrekt – men meningsmålingerne taler for sig selv.

Det er højst sandsynligt, at kommende præsident Barack Obama og den amerikanske general David Petraeus vil komme til Europa i slutningen af januar 2009 for at bede europæiske lande om flere tropper og flere ressourcer til Afghanistan-indsatsen.

Danmark kan forbedre sin indsats
Danmark har sit på det tørre, idet regeringen både har sendt flere tropper og forholdsvis mere udviklingsbistand end tilsvarende lande.

Men det nytter ikke noget at melde hus forbi, hvis flere og flere afghanere mener, at udviklingen går den forkerte vej, og hvis de penge, der bliver brugt, ikke er en del af oprørsbekæmpelsen, men i stedet spenderes langs traditionelle udviklingslinjer.

Og her kan Danmark forbedre både sin egen indsats og bidrage til, at EU indtager en større rolle.