Der er bred enighed – både blandt forsvarsfolk og analytikere – om, at Danmarks aktivistiske sikkerhedspolitik har gjort det nødvendigt med omlægninger i forsvaret.

Derfor nedsatte regeringen sidste år Forsvarskommissionen. Man ville møjsommeligt udvikle de nødvendige tiltag på forsvarsområdet.

Dette står imidlertid i skarp kontrast til den manglende debat om det danske diplomati. For selv om forsvaret er blevet til et aktivt redskab i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, er det stadigvæk udenrigstjenesten, der står på broen. Det er diplomaterne, der skal ’sælge’ danske synspunkter – og det er diplomaterne, der skal søge indflydelse på de nye udenrigspolitiske spillere: internationale organisationer, virksomheder, religiøse interessegrupper og ngo’er.

DESVÆRRE HAR de seneste år vist, at Udenrigsministeriet ofte ikke er disse opgaver voksent. Både når det gælder den manglende forståelse for de udenrigspolitiske konsekvenser af tegneseriekrisen og fraværet af samspil med militæret i alverdens krigszoner, virker det, som om landets diplomater er bagefter. Udenrigsministeriets globaliseringsstrategi rummer ganske vist 123 anbefalinger om forandringer, ligesom der også er skubbet på for at forbedre diplomaternes kompetencer – bl.a. i form af en Public Diplomacy-sektion på Asiatisk Plads. Nogle ansatte er da også blevet udnævnt til ’globaliseringsagenter’. Men disse tiltag har ikke kunnet løse udenrigstjenestens store udfordringer.

DEN FØRSTE udfordring handler om det bilaterale diplomati. Mens Danmark længe har været kendt for at kunne spille det multilaterale spil, specielt i EU-sammenhæng, står det sløjt til med det bilaterale diplomati. På trods af landenes tætte forhold og behovet for det tættest mulige samarbejde i f.eks. Afghanistan synes danske diplomater stadig at påtage sig en utidssvarende formel tilgang til både deres amerikanske og deres britiske kolleger. Her burde Danmark tage ved lære af briterne. Det britiske udenrigsministerium er på mange måder den diplomatiske verdens Rolls-Royce. Således finder man f.eks. britiske diplomater overalt i det amerikanske statsapparat – i Pentagon, State Department, ja selv i de forskellige efterretningstjenester – kort sagt på alle de kontorer, hvor briterne har interesser.

Danmarks lillebrorforhold til Storbritannien er ikke ulig Storbritanniens forhold til USA. Men selv om Danmark indgår i den britiskledede indsats i Helmand, er der ingen danske diplomater inde i det britiske system. Den eneste embedsmand, der sidder i det britiske forsvarsministerium, er fra Forsvarsministeriet og beskæftiger sig ikke med operationer. Og behovet for at påvirke store lande som Storbritannien vil fremover ikke blive mindre.

DEN ANDEN udfordring handler om Udenrigsministeriets evne til at ’tænke sammen’ med forsvaret. De fleste folk, som har været udsendt til Afghanistan og Irak, vil være enige om, at Udenrigsministeriet her skal blive bedre til at sammentænke den militære indsats med de øvrige indsatser, udviklingsbistand, genopbygningsbistand og humanitær bistand. Her er der mangel på ekspertise i Udenrigsministeriets egne rækker.

Denne nødvendige sammentænkning undermineres også af ministeriets opdeling af afdelinger for ’Nord’ og ’Syd’, der afspejler en traditionel tankegang om, at den sydlige del af verden er et bistandsproblem, mens den nordlige er der, hvor der føres udenrigspolitik. For hvad er Afghanistan? Det er en blanding.

Det er måske ikke nødvendigt at nedrive alle de institutionelle strukturer. Men der er meget at lære ved at undersøge andre landes erfaringer. Holland har f.eks. en helt anden udenrigsministeriel struktur. I Haag er der fire direktører for hvert direktorat i stedet for to grupper. Herunder er der etableret en enhed for skrøbelige stater, ledet af en general fra forsvaret. Der også et separat team, som fokuserer på hollændernes arbejde i Uruzgan-provinsen i Afghanistan. Det har man ikke i det danske udenrigsministerium.

DEN TREDJE udfordring for Udenrigsministeriet er ministeriets forhold til personer udefra – når det gælder både rekruttering og policy-udvikling. Udenrigsministeriet rekrutterer stadig primært fra den samme base af nyuddannede. Og nyansatte – selv dem med erfaring – skal begynde fra bunden og arbejde sig op gennem en lang periode. Kun få kommer altså ind til Udenrigsministeriet på et højere niveau – og ingen bliver ansat som chefer eller ambassadører.

Men kan det virkelig være rigtigt, at Udenrigsministeriet ikke kan bruge folk på seniorniveau, der har erfaring fra andre arbejdsområder? Ville Mads Øvlisen ikke blive en god ambassadør i Beijing? Og hvorfor ikke gøre Jesper Helsø, den tidligere danske forsvarschef, til ambassadør i Kabul?

Når det gælder policy-udvikling, er Udenrigsministeriet ligeledes en ’lukket biks’. I de senere år har ministeriet ganske vist tilstræbt en åbning i og med at f.eks. Diis og Dims er blevet anvendt til at lave rapporter – ligesom ministeriet også arrangerer ’åbne dage’, hvor analytikere og andre meningsdannere har mulighed for at fremlægge ideer. Men det er langtfra et reelt forsøg på at skabe en mere åben policy-proces. Dette står i kontrast til trenden i lande som Frankrig, Italien og Storbritannien, hvor den slags arbejde varetages af et centralt placeret planlægningskontor. Udenrigsministeriet har, som en af de få europæiske udenrigstjenester, ikke et sådant kontor. Hvorfor ikke?

SAMLET SET åbner dette for et nyt spørgsmål: nemlig om det er blevet tid til en udenrigskommission? Det må i hvert fald være i regeringens interesse at skabe en moderne udenrigstjeneste, der kan varetage Danmarks interesser i en hurtigt foranderlig verden. Som det ser ud i dag, er Udenrigsministeriet slet ikke gået langt nok i reformprocessen. Nogle mener sågar, at det ikke er radikalt nok blot at gøre noget ved de tre kritikpunkter, der er nævnt her. De henviser bl.a. til gennemgående problemer med karrieremønsteret for diplomater, manglende sikkerhed på mange ambassader, uheldige erfaringer med enmandsambassader, nedskæringer på strategisk vigtige ambassader som i Washington – for ikke at nævne dårlige sprogkundskaber, der ofte underminerer bl.a. dansk udviklingsbistand i Vestafrika.

SOM ALLE andre offentlige institutioner har også Udenrigstjenesten behov for et serviceeftersyn fra tid til anden. Det skete sidst for tyve år siden, da det danske diplomati stod over for en verden i forandring. En udenrigskommission blev dengang nedsat for at undersøge de forskellige problemstillinger, tage interessenter med på råd og udforme de nødvendige reformtiltag. Er det ikke på tide at søsætte et tilsvarende initiativ nu? Eller er det kun forsvaret, der har brug for reformer?