Rygterne om Anders Fogh Rasmussens snarlige exit fra dansk politik og mulige indtræden som Nato’s generalsekretær har svirret i ugevis.

Som var det en sikkerhedspolitisk version af X Factor, har aviserne kørt analyser af statsministerens styrker og modkandidaternes svagheder. Når Nato’s udenrigsministre mødes på torsdag, vil sagen blive diskuteret igen.

Men det er de færreste analyser, der har fokuseret på Nato selv.

For har Nato – med nu 60 år på bagen – stadigvæk en rolle at spille i en verden, hvor truslen ikke længere kommer fra russiske tankkolonner eller kommunistdiktaturer, men fra så diffuse farer som klimaændring, finansiel kollaps, terrorisme, pirateri og udbredelsen af masseødelæggelsesvåben?

Glansen er gået af alliancen
Selv når det kommer til Nato’s kerneopgave, krigsførelse, er glansen gået af alliancen. Efter seks års kampe og hundredvis af døde soldater har den udsendte Nato-styrke ikke været i stand til at nedkæmpe Talebanoprøret i Afghanistan. Tværtimod bliver kampene hårdere.

Så burde man i virkeligheden nøjes med at fejre alliancens historiske succeser og så ellers lukke forretningen til fordel for en ny europæisk sikkerhedspolitisk struktur?

Nej, hvor fristende det end kan være at forkaste Nato som et koldkrigslevn, så er dette hverken realistisk eller attraktivt. Europa har stadigvæk brug for USA.

Og Nato repræsenterer den bedst mulige måde at holde supermagten kontinuerligt engageret i europæiske sikkerhedsspørgsmål samt et veletableret system til at påvirke USA’s udenrigspolitik.

Nedprioritering af liberale værdier
Et nyt sikkerhedspolitisk arrangement, der f.eks. inkluderer Rusland, ville betyde en nedprioritering af de liberale værdier, alliancen i dag bygger på, herunder demokrati, menneskerettigheder og pressefrihed.

Samtidig ville en total satsning på EU’s Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) skabe en sikkerhedspolitisk papirtiger: Tre europæiske lande står i dag for 80 pct. af kontinentets militærudgifter, og selv om Europa samlet har to millioner soldater, så kan de fleste hære kun udsende en brøkdel af dette mandtal til operationer.

Manglen på alternativer til Nato er dog ikke nok i sig selv.

Den 60 år gamle alliance er nødt til at oppe sig på nogle kerneområder, hvis den skal kunne få nyt liv. Og det er her, opgaven for en ny generalsekretær i virkeligheden ligger.

Forbedret indsats i Afghanistan
Som det første er Nato nødt til at forbedre indsatsen i Afghanistan og vise sit værd, hvis ikke alliancen skal tilsidesættes af USA, der vil indsætte tusindvis af ekstra soldater i den sydlige del.

Det er måske usandsynligt at forvente forstærkning fra tyske, italienske og spanske soldater i Helmand, men disse lande burde være med til at forbedre træningen af afghanske sikkerhedsstyrker.

Det kan gøres på to måder.

Dels burde Nato etablere et egentligt træningskorps med den hovedopgave at forbedre Nato-soldaternes forberedelse til opgaverne – og Nato kunne sideløbende etablere et træningscenter, der kan forberede Nato-folk til at arbejde med de lokale sikkerhedsstyrker.

Dels burde Nato tilbyde at overtage al den højere uddannelse af den afghanske hær fra USA. Det virker utroligt, men i dag er det kun USA, der som Nato-land står for den højere uddannelse – og altså en opgave, som andre Nato-allierede kan løse, så USA kan få frigjort soldater til de opgaver, de andre allierede ikke vil påtage sig.

Strategisk udfordring på østfronten
Men Nato drejer sig ikke kun om Afghanistan.

Sommerens krig i Georgien og den seneste energikrig mellem Kiev og Moskva viste, at der foreligger en strategisk udfordring på alliancens østfront.

Rusland har gjort det klart, at en videre udvidelse mod øst ikke er acceptabel for dem. Georgien og Ukraine er heller ikke politisk modne nok til at indgå i alliancen som fuldgyldige medlemmer.

Nato bør dog stadigvæk give de to lande en hjælpende hånd.

Rusland kan ikke nedlægge veto over for alliancens udvidelse. Den umiddelbare opgave er derfor at sørge for, at de to processer, Nato har etableret for at hjælpe Tbilisi og Kiev med deres forsvarsreformer, giver mening.

Her burde Nato udnævne to topfolk, der som Nato-ambassadører i de to hovedstæder kan samle det internationale samfunds assistance.

Folk som Uffe Ellemann Jensen eller den tidligere britiske forsvarsminister Des Browne ville her være oplagte kandidater.

Forholdet mellem Nato og EU
Nato er samtidig nødt til at give lande som Polen, Estland og Litauen en varmere omfavnelse.

Ikke bare er disse lande bange for Rusland. Nu står de også over for det værste økonomiske uvejr nogensinde.

Det er derfor vigtigt, at Nato støtter disse lande, f.eks. ved at etablere en Nato-institution i Warszawa; eventuelt det føromtalte træningscenter.

Dernæst skal der skub i forholdet mellem Nato og EU. De to store Bruxelles-baserede institutioner taler knapt med hinanden, selv om gensidigt samarbejde er en nødvendighed.

Med Frankrigs deltagelse i alliancens topmøde til april er der en gylden mulighed for at forbedre Nato/EU-forholdet.

Politisk burde EU her sætte fokus på Cyperns genforening, således at den cypriotiske regering ikke kan blokere for et nærmere samarbejde mellem de to organisationer, som det hidtil har været tilfældet.

Rent praktisk burde EU og Nato samarbejde om træning af både civile og militærfolk, der skal udsendes til fælles kampområder som f.eks. Afghanistan.

Gennemgribende reform
Endelig skal Nato reformeres internt.

Organisationen er på mange måder et administrativt fortidslevn, og generalsekretæren har simpelthen ikke de nødvendige instrumenter eller folk til at gennemføre en dagsorden.

Staben skal professionaliseres og en decideret karrierevej skabes.

I dag sidder Nato-folk på de samme stillinger i op til 20 år, hvilket ingen mening giver.

Så burde det overvejes, om Nato’s militære og civile stab kan sammenlægges, eller at samarbejdet i det mindste øges.

Finansieringen er også nødt til at ændre sig. I dag betaler de lande, der har flest soldater i felten, også den største del af regningen, men i fremtiden er der behov for øget fællesfinansiering.

Nato vil forblive et vigtigt element i Europas sikkerhedspolitiske værktøjskasse, selv om mange sagsområder vil blive behandlet af andre organisationer.

Men for at forblive relevant på kerneområderne er en ny generalsekretær nødt til at gennemføre en gennemgribende reform af alliancen.

Er Anders Fogh Rasmussen klar til det?