I de senere år har kvindekampen fokuseret på erhvervsbestyrelser og professorater på universiteterne.

Begge steder er kvinderne stærkt underrepræsenteret, blandt professorer er således kun omkring hver tiende en kvinde. Men der er nu også store skævheder andre steder, f.eks. i regering og centraladministration.

Af Danmarks for tiden 19 ministre er syv kvinder. Så ved første øjekast kunne det se ud til, at kvinderne er nået langt i politik. Men Danmark har aldrig som Norge haft regeringer, hvor kvinder udgjorde halvdelen eller flertallet.

De danske kvindelige ministre sidder mest på sekundære ministerposter. Vi har i modsætning til en række andre lande aldrig haft en kvindelig statsminister. En moderne regering har et indre hierarki. Ministrene er reelt opdelt i en slags A-ministre og B-ministre.

A-ministre sidder på de vigtigste poster. De sidder gennemsnitligt længere på samme post end B-ministre. For eksempel var det i mange år sådan, at en statsminister nåede at udpege fire forskellige trafikministre efter tur. Også den nuværende statsminister har haft fire transportministre.

Mændene sidder tungt
I ministerier som Kirkeministeriet, Sundhedsministeriet og Fødevareministeriet har der tillige været langt flere ministerskift end i Statsministeriet, Udenrigsministeriet og Finansministeriet. Og den korte funktionstid hæmmer deres muligheder for at styre området.

Dertil kommer, at ’B-ministre’ mere eller mindre sidder på regeringsledelsens nåde. Det betyder, at de i høj grad styres af regeringsledelsens program for regeringen og dens løbende initiativer.

Mændene sidder tungt som A-ministre. Vi har endnu aldrig som nordmændene haft en kvindelig statsminister eller som svenskerne en kvindelig udenrigsminister. Og vi har kun i en kortere periode haft en kvindelig finansminister (Pia Gjellerup).

Kvinderne har i højere grad siddet på B-poster. Sådan er det også nu, hvor f.eks. bistandsminister Ulla Tørnæs som den eneste minister ikke er leder af sit eget ministerium. Hun er altså ikke personalemæssig og organisatorisk chef. Hun betjenes af Udenrigsministeriet.

Kvindelige ministerposter udhules
Tidligere bistandsministre som Helle Degn og Anita Bay Bundegaard har oplevet, at de ikke blev godt og loyalt betjent, og har haft konflikter med personalet. Og der var meget lidt, de kunne gøre ved det, fordi de ikke var personalechefer. De er begge ude af politik.

Velfærdsminister Karen Jespersen sidder på et stort ministerium. Men reelt bliver velfærdspolitikken mere og mere bestemt i Statsministeriet og Finansministeriet.

Spørgsmål som efterløn, velfærdsforlig og kvalitetsreform er siden 1990’erne behandlet andre steder end i Socialministeriet/Velfærdsministeriet, og meget af kommunernes styring er gledet over fra Indenrigs-/Velfærdsministeriet til Finansministeriet.

I det væsentlige er Velfærdsministeriet reduceret til et udførende ministerium – det er altså i mindre grad policy-formulerende.

Karen Jespersen sidder i øvrigt ikke i et fast ministerudvalg. Det er ikke uvæsentligt. Det vigtigste grundlag for ledelse og koordinering af regeringen er nemlig en række regeringsudvalg. Det er en vigtig indikator på indflydelse i regeringen at sidde i flere faste regeringsudvalg.

I gennemsnit sidder de mandlige ministre i 2,58 regeringsudvalg. I gennemsnit sidder de kvindelige ministre i 2,29 regeringsudvalg. I en del af udvalgene er der nogle sager, som kun behandles af en udvalgt del af medlemmerne.

Hvis vi alene ser på gennemsnittet for medlemskaber, hvor man er med til alle sager i udvalgene, så er gennemsnittet for mænd 1,83 udvalg og 1,14 udvalg for kvinder.

Espersen er den eneste
Den eneste kvindelige minister, som for alvor har plads i udvalgene på linje med de vigtigste mandlige ministre, er de konservatives leder, Lene Espersen. En mere kvalitativ betragtning må tage hensyn til, at nogle regeringsudvalg er vigtigere end andre. Det vigtigste er koordinationsudvalget.

Her sidder Lene Espersen (K) og Connie Hedegaard over for seks mænd. Der er heller ikke en kvindelig formand i et eneste af de faste udvalg. Statsministeren, finansministeren og udenrigsministeren – alle mænd – er udvalgsformænd i alle udvalg.

Ubalancen mellem kvindelige og mandlige ministre er ved en nærmere betragtning altså langt større end den, man får indtryk af ved blot at tælle kvindelige ministre. Dette gjaldt også i tidligere regeringer.

Ingen kvinder bag
En ministers vigtigste støtte er en magtfuld departementschef.

For hver gang Danmark siden 1924 har haft ti kvindelige ministre, har der været ca. en kvindelig departementschef. Den første kom til i 1953. Der har i alt kun været 8 kvindelige departementschefer. For øjeblikket er 2 ud af 19 departementschefer kvinder.

Det gamle ord om, at der står en kvinde bag enhver stor mand, gælder ikke i regeringen. Det er underligt, at regeringen, som gerne vil gøre noget ved kønsskævheden på universiteterne, ikke gør noget ved den lige så store skævhed lige omkring ørerne på den, en skævhed som det er meget lettere for regeringen at påvirke.

Vinduespynt
Kvindelige politikere kan bruges som vinduespynt for at tiltrække vælgere. De gør sig godt på valgplakater, stemmesedler og i tv. Men den del af magtapparatet, som er mindre synlig i medierne, giver ikke den plads for kvinderne, som mange nok tror, de har.

Hvorfor er der kun fokus på kønsskævhed i erhvervsbestyrelser og professorer?

Fordi det er nemmere for politikere at tale om end den skævhed, der er i egne rækker. Og fordi der hidtil kun har været forsket lidt i den politisk-administrative elites kønssammensætning.