Danmark befinder sig i øjeblikket i den værste økonomiske krise i nyere tid. Vores bruttonationalprodukt – den samlede produktion – ventes i år at falde med knap 4,5 procent.

Samtidig gør den voldsomme økonomiske krise ondt på det danske arbejdsmarked. På bare ét år er arbejdsløsheden fordoblet, og i 2011 forventes ledigheden at være næsten firdoblet siden lavpunktet i tredje kvartal 2008.

Til den tid vil Danmark have omkring 180.000 fuldtidsledige. Dertil kommer, at beskæftigelsen i industrien, byggeriet og serviceerhvervene forventes at falde med ca. 185.000 personer fra 2009-2011.

Det svarer til, at næsten hver 10. arbejdsplads i de tre private hovederhverv vil gå tabt under krisen. Det er ikke bare alvorligt. Det er katastrofalt.

En ekstraordinær økonomisk krise stiller ekstraordinære krav til den økonomiske politik. Skal små åbne økonomier som den danske navigeres nogenlunde sikkert igennem det økonomiske uvejr, kræver det resolut og målrettet finanspolitisk krisestyring.

LÆS OGSÅ Økonomisk krisehjælp får hug af fagbevægelsen

Pengene skal bruges dér, hvor de har den største og sikreste effekt på væksten og beskæftigelsen. Men er det rent faktisk, hvad VK-regeringen og Dansk Folkeparti har gjort?

Små drypvise initiativer
Regeringens krisehåndtering har bestået af små drypvise initiativer, der i alt vurderes at kunne bidrage positivt til beskæftigelsen med 9.000 personer i år og 22.000 personer i 2010.

Det fremgår af tabellen, som viser beskæftigelsesvirkningen af regeringens initiativer, der er foretaget, siden krisen brød ud.

Frigivelsen af den Særlige Pensionsordning (SP) skulle sparke gang i det underdrejede private forbrug og vurderes at kunne øge beskæftigelsen med op til 7.000 personer i 2010.

Privatforbruget bliver imidlertid ved med at falde i Danmark. SP-midlerne er altså gået til opsparing og udlandsrejser, hvilket ikke hjælper dansk økonomi. Derimod var det en god forretning for de offentlige kasser som følge af ekstra skatteindtægter på 15 mia. kr. fra udbetalingen.

Kreditpakkerne indeholder en forlængelse af kredittider og udskydelse af indbetaling af A-skat og moms. Den nye kreditpakke indeholder imidlertid ikke moms og er derfor en mindre pakke end den første kreditpakke.

Denne type af tiltag giver virksomhederne et pusterum med likviditet, men giver ikke en stimulans, når det gælder det fundamentale problem: at virksomhederne ikke kan afsætte varer.

Den private renoveringspulje havde ligeledes beskedne effekter på beskæftigelsen. Samtidig resulterede den i, at alt bygningsarbejde blev sat i stå, indtil folk havde set, om de fik deres penge.

Lånemuligheder til kommunale anlægsinvesteringer har stillet finansiering til rådighed til kommunerne. Der er derimod ikke tale om, at kommunerne har fået en pose penge til investeringer.

Og den lave investeringsvækst i første halvår 2009 og kommunernes budgetter for 2010 tyder på, at kommunerne ikke låner til investeringer, som regeringen har planer om.

At den haltende infrastruktur har fået fremrykket investeringer er positivt. Men større anlægsinvesteringer har en vis tidshorisont fra planlægning, til skovlen er i jorden.

Regeringens primære indsatsområde er den underfinansierede skattereform fra 2010. Der gives 13 mia. kr. i skattelettelser, men desværre er dette kriseinstrument meget ineffektivt sammenlignet med offentlige investeringer.

Som tabellen viser, får man kun 4.000 personer i beskæftigelse ved skattelettelserne, mens man for offentlige investeringer i kommunerne og i trafik får 8.000 personer i beskæftigelse, selvom det kun koster 10 mia. kroner.

Doseringen skal op
Natten mellem torsdag og fredag vedtog regeringen så finansloven for 2010. »Nu får de ansatte i byggeriet noget at rive i«, som vicestatsminister Lene Espersen formulerede det.

Men kan VKO’s nye krisetiltag for alvor tage toppen af stigningen i arbejdsløsheden i Danmark?

Desværre ikke. Regeringens nye vækstpakke på 5 mia. kr. skal nemlig fordeles over 4 år fra 2010-2013. I 2010 er der således tale om investeringer for 2,4 mia. kr. faldende til 0,8 mia. kr. i årene 2011-2013.

Som det fremgår af tabellen, vil en sådan vækstpakke kun skaffe 2.500 nye arbejdspladser i 2010 og 1.500 job i 2011.

Til sammenligning har AE og vismændene anbefalet, at der sættes gang i offentlige investeringer for 10 mia. kr. i 2010 og yderligere 16-17 mia. kr. i 2011. Det vil skabe 10.000 arbejdspladser i 2010 stigende til 19.000 arbejdspladser i 2011.

Regeringens nye vækstpakke er målt på initiativer og beskæftigelse omtrent 10 gange så lille som det, AE og vismændene anbefaler.

Man kan selvfølgelig stille det spørgsmål, om der overhovedet er råd til en ambitiøs vækstpakke med offentlige investeringer i en tid, hvor hullet i statskassen bliver dybere og dybere?

Her viser AE’s beregninger imidlertid, at der er et markant ’tilbageløb’ til de offentlige kasser fra offentlige investeringer: Selv om de offentlige investeringer f.eks. blev løftet med 10 mia. kr. i 2010, så ville de offentlige kasser kun blive belastet med knap 5 mia. kr. på kort sigt.

Det skyldes de positive afledte effekter fra flere i beskæftigelse, der betaler mere skat og har et højere privat forbrug, samt at de offentlige kasser sparer overførselsindkomst til f.eks. dagpenge og kontanthjælp.

En ambitiøs vækstpakke belaster altså statskassen langt mindre, end man umiddelbart skulle forvente.

I det lys kan det undre, at regeringen ikke tidligere har fået øjnene op for, at en målrettet vækstpakke med fremrykkede offentlige investeringer er den bedste medicin til det sløje danske arbejdsmarked.

Positivt er det dog, at man nu har fundet nøglen til medicinskabet frem. Så mangler vi bare, at man får doseringen op.