Når alting går godt, er der ingen grund til at lære. Først når kurven knækker og boblen brister, er der grund til eftertanke. Så hvad kan vi lære af finanskrisen – og af klimakrisen, som fletter sig sammen med den?

Politisk ser det ud til, at vi intet har lært. De ansvarlige for krisen – bankerne og finanssektoren – fik fyldt deres tomme kasser med skattepenge, så de kan agere videre, som de plejer. Arbejdsløsheden, som fulgte i kølvandet, måtte de fyrede selv håndtere.

Målet var hurtigt at ’få gang i hjulene’ og ’sætte skub i væksten’, og hvad det hedder alt sammen. I samme øjeblik krisen var indtruffet, begyndte de rituelle besværgelser for at tale den ihjel. Alle længtes tilbage til boblen, som er et champagnebrus, fyldt med lykke og vækst og endeløse muligheder.

Men én ting er at politikere ikke kan få sig til at regulere finanssektoren og hellere vil genoprette status quo med eksorbitante lønninger, bonusser og faldskærme. Sker der ændringer i hverdagen og i menneskers værdier – deres ideer om acceptabelt og uacceptabelt?

Vi vil stadig have luksus
Det er svært at vide, for ingen kan se ind i folkedybet. Så vi må nøjes med indicier. Så vidt jeg kan se, er der ikke sket noget.

De arbejdsløse må skrue ned for deres forbrug. Men at skrue ned er ikke at ændre værdier. Det er, nødtvungent, at acceptere, at man har mindre at gøre godt med. Det gode er det samme som før, blot mindre. Arbejdsfolket kan fortsætte med at forbruge, hjulpet af frigjorte pensionspenge og en lettere skat.

Der er ingen tegn på, at det politiske establishment har opgivet den neoliberale idé, som blev kaldt The Washington Consensus, og som går ud på, at blot man forgylder de rige og udmarver staten, vil rigdommen risle ned gennem samfundet og gavne de fattige.

Så krisen lærte os ingenting. Men samtidig med krisen er der opstået et andet krav om at lære. Nu gælder det klimaet og at undgå, at verden ophedes til kogepunktet. Miljøet har omsider fundet sin målestok, CO2-udslip, så der kan tales præcist om, hvad der gavner og skader.

Både krise og klima inviterer til forandring. Her opstår det demokratiske problem, at de politikere, som skal gennemføre globale forandringer, er valgt af lokale vælgere, som ønsker mere af det gamle – arbejde, rigdom og velfærd.

Den økologiske nødvendighed konkurrerer med den økonomiske nødvendighed, og selv om klimaet synes at stille ufravigelige krav, blander klimahensyn sig med jordnære hensyn til nærsynede vælgere.

Selv om fornuften siger, at ’noget må gøres’, og selv om luften er tyk af moralske appeller om et globalt ansvar, er hverken viden eller moral nok til at rykke mennesker, hvis begær er indskrevet i en global fantasi om luksus.

Overalt i verdens byer møder øjet de samme billeder af smukke mennesker, iscenesat med blank og stilren luksus. Selv om kun en brøkdel kan realisere drømmene, er de virksomme også hos verdens fattige, der kæmper for at give deres børn en bedre tilværelse.

Luksus synes at være en antropologisk konstant. Man møder den overalt i historien og i eventyr som en fascination af smukke våben, opulente måltider, generøs plads og tøj, der knitrer så blødt som silke. Luksus er et tegn på magt og en belønning til de mægtige. Der er noget foragteligt ved det små, sagde Immanuel Kant.

Billedet af luksus har hverken økonomiens eller klimaets krise pillet ved. Krakelerer det, vil det have ødelæggende følger for beskæftigelsen. Tænk på, hvis folk over en bred bank erklærer sig tilfredse med, hvad de har.

Eller hvis man af hensyn til klimaet forbød reklame, som lokker os til at købe ting, vi enten har eller ikke behøver. Resultatet ville være et ramaskrig, som fik verden til at skælve.

Business as unusual
Så krise eller ikke krise, opvarmning eller afkøling, kravet er rigdom og velfærd. Et Juggernauthjul tumler af sted med sit krav om vækst, drevet af befolkning, politikere, virksomheder og massemedier, der alle kan henvise til alle de andre og på den måde fritage sig for ansvaret for friløbet.

Så krisen er en chance for de opfindsomme til at fortsætte business as unusual. Klimaet er en ny markedstendens, man kan tjene penge på eller bruge i sin appel til vælgere. Mens offentligheden fyldes med bekymring, fortsætter hverdagens kamp om rigdom hos alle hver for sig.

Den dobbelte cocktail af krise og klima lærer, at det ikke er nok med informationer eller appeller. Begær kan ikke tales til rette og kan ikke moraliseres væk. De må overvindes af andre begær, som er af samme styrke, blot modsat rettet.

Læreprocesser må flugte med vore begær, ikke prøve at slå dem ihjel. Så hvordan kan der sættes et mere konstruktivt Juggernauthjul i gang?

De finansielle markeder kan ikke håndteres i hverdagen, men må klares med statens hjælp.

Kun staten kan civilisere de vilde begær, som oppiskes, når penge avler penge ud af den blå luft, hjulpet af de raffinerede modeller, som finansielle genier skruer sammen.

Med klimaet er det anderledes. Det må knyttes sammen med de givne begær og deres aktuelle kanaler. Det ville være pragtfuldt, hvis et nyt menneske, en ny økonomi og en ny politik kunne stampes op af jorden.

I mangel på det perfekte må vi nøjes med at undersøge, hvilke alternativer som er mulige.

Så hvordan skabes en situation, hvor virksomheder opdager, at fremtiden og væksten er grøn? Hvor politikere opdager, at dersom de vil skabe arbejdspladser og velfærd, må de satse på den grønne bølge?

Hvor videnskabsmænd opdager, at der er karrierer og bevillinger i nye måder at skabe energi, vand og fødevarer på? Og hvor almindelige mennesker opdager, at klimaet ikke handler om lange rapporter og triste ansvar, men om anerkendelse, sjove boliger, raffineret forbrug og kvindekunst m/k?

Ingen er udvalgt til at starte dette Juggernauthjul. Men begynder det at rulle, kan alle bidrage.